Erindringer fra Auschwitz: Et tilfældigt og lykkeligt møde med min far

(FILES) This file photo taken on January 25, 2015 in Oswiecim shows the entrance to the former Nazi ...

Jødiske Marceline Loridan-Ivens overlevede opholdet i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau under Anden Verdenskrig. Læs et uddrag fra hendes bog "Men du kom ikke tilbage". Foto: Joel Saget/AFP / Scanpix Denmark

Mellem os var der marker, fangeblokke, vagttårne, pigtrådshegn, krematorier og frem for alt den ubærlige uvished om, hvad der var blevet af den anden.

Jødiske Marceline Loridan-Ivens var bare 15 år, da hun blev deporteret til koncentrationslejrene Auschwitz-Birkenau sammen med sin far. Hun kom levende derfra - han gjorde ikke. I boguddraget fra hendes nye erindringsbog fortæller hun om den dag, hun så sin far for sidste gang

Du skal vide, at jeg faktisk har været et muntert menneske uagtet det, der skete med os. Munter på vores måde, for at byde tungsindet trods og le alligevel.

Den side af mig kan folk godt lide. Men jeg er ved at ændre mig. Det handler ikke om bitterhed, for jeg er ikke bitter. Det er, som om jeg ikke rigtig længere er til stede. Jeg hører radio, jeg ser nyheder, jeg ved, hvad der foregår, og det gør mig ofte bange. Jeg hører ikke længere til i den verden.

Måske er der blot tale om fravær af begær eller en accept af døden. Jeg er ved at bremse op. Og så tænker jeg på dig. Jeg ser igen den besked for mig, som du sendte mig derovre, skrevet på et lidt nusset, næsten rektangulært stykke papir, som var revet over i den ene side. Jeg ser din håndskrift for mig, som hælder mod højre, og fire eller fem sætninger, jeg ikke længere husker.

Jeg er dog sikker på én af linjerne, den første:

"Min elskede lillepige", og ligeledes på den allersidste, nemlig din underskrift: "Shlomo". Jeg erindrer ikke længere, hvad der stod derimellem. Jeg prøver, men jeg kan ikke huske det. Jeg prøver, men det er, som om der er et dybt hul, og jeg ønsker ikke at falde. Så jeg koncentrerer mig om andre spørgsmål: Hvor fik du papiret og blyanten fra? Hvad havde du lovet den mand, der kom med din besked?

Det kan virke som uden betydning i dag, men dette stykke papir, som var foldet to gange, din håndskrift, mandens skridt fra dig til mig, var dengang et bevis på, at vi stadig var i live. Hvorfor kan jeg ikke huske det?

Det eneste, jeg har tilbage, er Shlomo og hans elskede lille pige. De blev deporteret sammen. Du til Auschwitz, jeg til Birkenau. Historien har siden forbundet dem med en simpel bindestreg. Auschwitz-Birkenau. Nogle siger blot Auschwitz, Det Tredje Riges største udryddelseslejr. Tiden udvisker det, der skilte os, den fordrejer alting. Auschwitz lå op ad en lille by, Birkenau lå ude på landet.

Det var kun, når man gik ud gennem den store port sammen med sit arbejdshold, at man fik øje på den anden lejr. Mændene i Auschwitz kiggede over mod os og tænkte, det er dér, de er forsvundet hen, vores hustruer, søstre og døtre, dér, hvor vi ender i gaskamrene.

Og jeg kiggede derover, hvor du befandt dig, og spurgte mig selv, er det lejren eller byen? Er han endt i gaskamrene? Lever han stadig? Mellem os var der marker, fangeblokke, vagttårne, pigtrådshegn, krematorier og frem for alt den ubærlige uvished om, hvad der var blevet af den anden. Det virkede, som om der var tusinder af kilometer mellem os. Men der var knap tre, står der i bøgerne.

Det var ikke mange af de internerede, der kunne bevæge sig mellem de to. Han var elektriker og kom og skiftede de få pærer, der var i vores mørke fangeblokke. Han dukkede op en aften. Eller
måske var det en søndag eftermiddag. Under alle omstændigheder var jeg der, da han kom, jeg hørte mit navn, Rozenberg! Han trådte indenfor og spurgte efter Marceline. Det er mig, svarede jeg.

Han rakte mig sedlen og sagde: "Det er en besked fra din far." 

Vi havde kun ganske få sekunder, og vi risikerede at blive skudt på grund af denne korte ordveksling.

Jeg kunne ikke give dig en besked med tilbage, for jeg havde hverken papir eller en blyant, vores liv var blevet berøvet tingene, som lå i bjerge i de barakker, hvor vi arbejdede, tingene tilhørte de døde, vi var slaver, det eneste, vi havde, var en ske stukket ind i en syning, i en lomme eller under en skulderstrop, og et bånd bundet om livet, en stump stof fra vores tøj, eller et tyndt reb, vi havde fundet på jorden, som vores madskål kunne hænge i.

Så jeg tog det stykke guld frem, som jeg havde stjålet, da vi sorterede tøj. Jeg havde fundet det i en søm, skjult som en fattigmands skat, og jeg viklede det ind i et lille stykke stof, jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af det, hvor jeg skulle gemme det, eller hvordan jeg skulle omsætte det på det sorte marked i lejren. Jeg rakte det til elektrikeren, så han kunne give dig det, jeg tænkte, at han nok ville stjæle det, alle i lejren stjal, og i fangeblokkene hørte man hele tiden folk råbe:

"Nogen har stjålet mit brød!", så på en blanding af jiddisch og det tysk, jeg havde lært i lejren, fik jeg fremstammet, at hvis han havde tænkt sig at beholde det, kunne han måske give dig halvdelen. Fik du det nogensinde?

Det finder jeg aldrig ud af. Jeg læste din besked med det samme, det er jeg sikker på. Jeg viste den ikke til nogen, men jeg sagde, så alle kunne høre det: "Min far har skrevet til mig." 

Dengang blev jeg hjemsøgt af nogle andre ord, du havde sagt. De omsluttede alt. Det var i Drancy lejren, dengang vi endnu ikke vidste, hvor vi var på vej hen. Ligesom alle andre gentog vi hele tiden, Vi er på vej til Pitchipoi, det jiddische ord for et ukendt bestemmelsessted, det lyder så blidt i børnenes ører, så de sagde det igen og igen, når togene blev sendt af sted.

De er på vej til Pitchipoi, sagde de for at føle sig trygge, med de ord, de havde lært af de voksne. Men jeg var ikke længere barn. Jeg var en stor pige, som man siger. Jeg havde møbleret om i mit værelse på chateauet, afbrudt mine drømmerier, smidt mit legetøj ud, tegnet Lorrainekors på væggen, og over mit himmelblå skrivebord havde jeg hængt portrætter af generalerne fra 1. Verdenskrig – Hoche, Foch, Joffre – som den forrige ejer havde efterladt i laden. Kan du huske, at inspektricen på Orange-skolen indkaldte dig til en samtale?

Hun havde fundet min dagbog, som var et smædeskrift mod skolens øverste tilsynshavende og nogle af lærerne, men frem for alt et glødende forsvarsskrift for de Gaulle.

"Deres datter vil blive bragt for skolens disciplinærudvalg, så jeg tror, det er bedst, De tager hende ud af skolen," sagde hun for at beskytte os. Hun overdrog min dagbog til dig.

Du læste den sandsynligvis og fandt ud af, at jeg var forelsket i en dreng, jeg mødtes med efter skole i bussen hjem til Bollène, hver uge gav jeg ham mine brødmærker, og som tak lavede han mine matematikopgaver. Han var ikke jødisk.

Efter det talte du ikke til mig i to måneder. Vi var kommet til det punkt, hvor en far og hans femtenårige datter begynder at skændes. Så i Drancy-lejren var du udmærket klar over, at jeg bed mærke i de gravalvorlige miner og den mumlende samtale blandt jer voksne mænd, der var forsamlet i gården og havde en fælles forudanelse om, at togene gik mod øst og de lande, I var flygtet fra. Jeg sagde til dig: "Vi skal arbejde derovre, og så kan vi ses om søndagen." 

Du svarede: "Du kommer måske tilbage, for du er ung, men jeg kommer ikke tilbage."

Din profeti blev lige så brutalt og uudsletteligt indprentet i mig som fangenummeret 78750 på min venstre underarm, der kom til nogle uger senere. Mod min vilje blev den en frygtet følgesvend.

Nogle gange klamrede jeg mig til den, jeg elskede de første ord, når mine veninder og de, der ikke var det, forsvandt én efter én. Andre gange skød jeg den fra mig i væmmelse, jeg hadede ordene "jeg kommer ikke tilbage", som afsagde dommen over dig, skilte os ad og på sin vis ofrede dit liv i bytte for mit. Jeg var stadig i live, men hvad med dig?

En dag krydsedes vores veje. Mit arbejdshold var ude for at bryde sten, trække tipvognene og grave render på den nye vej til Krematorium V, vi marcherede tilbage til lejren, som altid i rækker af fem kvinder, klokken var lidt over seks om aftenen.

Var du klar over, at dette øjeblik ikke var vores alene? At det optræder i erindringen hos de, der overlevede, og også i de bøger, de har skrevet?

For alle drømmene om genforening blev vakt til live i den industrialiserede dødslejr, der gik en skælven gennem kroppene på de af vore, der stadig var i live, da du og jeg så hinanden, forlod rækkerne og løb hinanden i møde. Jeg kastede mig i dine arme, kastede mit hele liv i dine arme, for din profeti var falsk, du levede.

De kunne lige så godt have erklæret dig overflødig ved ankomsten, du var trods alt over fyrre og havde en ondartet lyskebrok, så du var nødsaget til at gå med et støttebælte, samt et langt ar på den ene tommelfinger, som var et levn fra en ulykke på fabrikken, men du var stadig stærk nok til at være deres slave, ligesom jeg var.
 
Du skulle holdes i live, ikke dø, og jeg var så fantastisk lykkelig over at se dig!

Læs anmeldelse af bogen her