”Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt” rungede det i Grundtvigs telt i går på Folkemødet i Allinge, kun få hundrede meter fra Østersøen.
Grundtvigsk Forum og Kristeligt Dagblad havde her inviteret fem kirke-interesserede politikere til diskussion om folkekirkens fremtid. Et regeringsudvalg har netop afsluttet to års tænkning - og en betænkning - og regeringen, særligt kirkeminister Marianne Jelved (R), skal nu tage stilling til en eventuel ny styrelov for kirken.
”Hvad håber du, at Marianne Jelved vil gøre?”
Med det spørgsmål blev debatten skudt i gang af ordstyrer Erik Bjerager, Kristeligt Dagblads chefredaktør. Han henvendte sig til Liberal Alliances Mette Bock, Dansk Folkepartis Søren Espersen, Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten samt Venstres Bertel Haarder, der stod ved siden af ham. Marianne Jelved (R) måtte vente på at svare.
Den liberale Mette Bock ønskede sig det Fællesudvalg, som er foreslået i regeringens betænkning. ”Fællesudvalget skal være et værn mod staten. Det er tæt på, at folkekirken styres ligesom Vej og Park. Men det er vigtigt, at lovgivningen hviler på brede politiske aftaler.”
Kirkeordfører Jørgen Arbo-Bæhr i rød t-shirt støttede også forslaget, men lagde ud med at erkende, at han ikke havde læst den ”kodyllange” betænkning.
”Skal jeg styre folkekirken? Jeg er ikke medlem. Det er underligt. Det er jer, der skal bestemme, landets 80 prrocent medlemmer, ikke os 20 procent uden for kirken.”
Bertel Haarder så ikke behov for at ændre folkekirkens lovgivning:
”Staten er bedre til at sikre rummelighed end biskopper eller eksperter. Bare se på Grosbøll-sagen, som havnede på mit bord, kort efter jeg var tiltrådt som kirkeminister. Den blev løst ganske godt ved at finde en biskop, der ville tage tilsynet med sognepræsten.”
Søren Espersen erklærede sig enig ved at konstatere, at ”Bertel har ikke sagt noget forkert endnu” og var i øvrigt bange for en folkekirke styret af ”de hellige”.
”Det skal ikke være de mest aktive og hellige, der bestemmer. Folkekirken er det bedste værn mod de hellige, dem som kan udstede domme. Bare se på Storbritannien. Her har en ærkebiskop udstedt dekret om, at præster måtte være med i BNP eller FN (højreradikale britiske partier, red).”
Kirkeminister Marianne Jelved prøvede at lukke luften ud af politikernes frygt.
”Jeg er forpligtet på regeringsgrundlaget. Vi skal have en mere moderne styring. Flertallet af det nedsatte udvalg går ind for ændringer, for i dag kan jeg som kirkeminister gøre, som jeg vil. Men det behøver ikke være præcis udvalgets model. Min ambition er, at det bliver en bred aftale.”
Men Bertel Haarder var uenig:
”Marianne Jelved, det passer ikke, at du bare kan gøre, hvad du vil. I dag holder Folketinget dig på måtten, hvis du går for vidt. Men ved at indføre et nyt organ, udskifter du folketinget med et økonomi-udvalg eller et fællesudvalg. Så bliver det det organ, der skal holde ministeren på måtten.”
Og så åbnede han i øvrigt for en eller anden form for ny lovgivning om folkekirken.
”Det, vi skriver ned, skal være de ting, vi har gjort i årevis. For eksempel: Hvor langt skal vi gå i retning af at rige sogne skal betale for fattige sogne?”
Den grundtvigske kirkeminister lod ikke den grundtvigske venstrepolitiker slippe her.
”Bertel Haarder, Jeg udskifter ikke folkekirken med økonomiudvalg. Det vil være kirkeministeren, der fastlægger rammen for et økonomiudvalg. Og kirkeministeren er ansvarlig over for folketinget. Men vi står med problemer som for eksempel den udvikling, at der bliver færre og færre kirkemedlemmer i nogle landkirker. Hvordan løfter vi det problem fælles? Det skal vi bruge demokratiet i økonomiudvalg til.”
Undervejs i den livlige debatten var lydene skiftet fra salmesang til noget, der lød som samesang fra gaden uden for teltet. Og Mette Bock forberedte nu det stopfyldte telt på, at hun ville sige noget, der kunne virke provokerende.
”Jeg savner teologisk ledelse. Jeg savner teologiske fyrtårne. Lovfæstelse af bispekollegiet kan hjælpe her. Jeg ser gerne biskopper, som udtaler sig i den teologiske diskussion. Vi skal ikke have biskopper som topchefer i en koncern, men biskopper, der udfordrer os andre.”
Den refleksion udløste flere kommentarer om forbindelsen mellem bispekollegiet og de teologiske fyrtårne, blandt andet fra salen, hvor tidligere teologiprofessor Viggo Mortensen afviste den sammenhæng:
”Der er en grund til, at jeg ikke blev valgt, da jeg stillede op som bispekandidat. Din slutning om fyrtårne gælder ikke.”
Efter 45 minutters debat kom en repræsentant for landets menighedsråd på banen. Det var Otto Herskind Jørgensen, som advarede mod, at valgmetoden var skæv. Hans menighedsråd fra ”en stor by” havde regnet ud, at tre øer med i alt 80 medlemmer af folkekirken fik samme indflydelse som 17.000 kirkemedlemmer i Glostrup, som er et af Københavns største sogne.
”Vi synes, det er et absurd valgsystem. At man kan sælge modellen som en demokratisk forsamling forekommer mærkværdig og sløset.”
Mens Marianne Jelved forsvarede valgmetoden i betænkningen, signalerede Bertel Haarder, at han måtte gå til næste arrangement, samtidig med at tropiske fuglelyde fra gaden antydede, at debatten i det grundtvigske telt ikke var dagens sidste oplevelse.