10 gode råd til mænd som vil leve længere

Hvis du som mand vil leve sundere, er det en god idé at lytte til din udkårne, og siger hun, at du skal gå til lægen, har hun nok ret. Her er ti gode råd til mænd, som vil leve længere

Som mand er der meget, du kan gøre for at holde dig sund og rask - blandt andet er det en god ide at gå en tur på 45 minutter om dagen. Foto: Siris
Som mand er der meget, du kan gøre for at holde dig sund og rask - blandt andet er det en god ide at gå en tur på 45 minutter om dagen. Foto: Siris .

Danske mænd har større forekomst og større dødelighed af de fleste sygdomme sammenlignet med kvinder - og de dør i gennemsnit fire år før kvinder.

Mænd er desuden mere overvægtige, ryger mere og drikker mere alkohol end kvinder. Kort sagt kan mænd lære meget af kvinder, hvis de vil leve længere. 

Ifølge eksperterne er der særligt ti gode råd, som man som mand med fordel kan følge, hvis man vil leve et sundere liv:

1. Mange mænd overvurderer - modsat kvinder - deres helbred. Få derfor et årligt helbredscheck hos din læge, så du forholder dig til din krops faktiske velbefindende. 

2. Siger din kone eller kæreste, at du skal til læge, har hun nok ret - så lad være med at udskyde det for længe.

3. Gå straks til læge, hvis du har blod i urin, afføring, sæd eller opspyt. Eller hvis du har åndenød, forandringer i hud eller væv, smerter, svær træthed eller stress.

4. Næsten ingen går igennem livet uden kriser, så det er ikke mærkeligt, at du også oplever dem. Gå til psykolog, når de opstår - eller hvis du ofte er trist eller vred.

5. Det er sundt at grine – og det er sikker sex også. Gør begge dele så tit du kan.

6. Dyrk sport - gerne konditionstræning tre gange ugentligt. En lang gåtur på tre kvarter hver dag har dog også en betydelig effekt.

7. Drop smøgerne og begræns dit alkoholindtag til maksimum 21 genstande ugentligt.

8. Bestræb dig på at være normalvægtig – hele livet. Spis ikke for meget – kun en portion. 

9. Spis sundt og drik masser af vand. Husk seks stykker frugt og grønt dagligt og fisk to gange ugentligt. Undgå fedt, sukker og junkfood. 

10. Sidst, men ikke mindst: Tænk på din familie og dine kære. De elsker dig, og du påfører dem stor sorg og smerte, hvis ikke du passer på dig selv og dør før tid.


Kilde: Sundhedsstyrelsen, chefpsykolog Svend Aage Madsen m.fl.