Kære danske studenter
Kristeligt Dagblad har bedt mig om at skrive jer en tale i anledning af jeres bedrift. Først og fremmest ønskes I naturligvis hjerteligt tillykke. På sin vis misunder jeg jer unægtelig lidt. I befinder jer I jeres livs forår og kan nu velfortjent se frem til fejring og en lang skøn sommer.
Den ungdom, som I nu befinder jer I, og den sommer, der forestår, er i vid udstrækning indledningen på livets anden halvdel. Det er ungdommens periode og dermed også frigørelsens periode.
For de flestes vedkommende indledes livet ufrit, og således har det liv, I hidtil har levet, også været det. Det er der ikke noget forkert eller besynderligt i, for når man er barn eller meget ung, er man i sagens natur bedst tjent med, at andre træffer en del valg på éns vegne.
Til gengæld er barndommens dyd tryghed, for som oftest er man ude af stand til at tage vare på sig selv i livets indledning.
Det er på sin vis nogle dyder, der er genkendelige i vores fælles og nyere danmarkshistorie. Indtil for blot nogle få årtier siden, kunne man nemlig med en vis ret hævde, at vi i Danmark alle var socialdemokrater i én eller anden udstrækning.
Vores idealer modsvarede barndommens, for det drejede sig om tryghed og fællesskab, men ofte også på bekostning af frihed og individualisme.
Det var en tid stærkt præget af socialismens idealer. Få år før I fødtes, faldt imidlertid Berlinmuren, og den socialistiske tanke led et knæk over hele verden. Som med alle andre strømninger går der ofte en del tid, før disse også lader sig mærke herhjemme i Danmark, og dette var ingen undtagelse, for vores samfund er den dag i dag uhyre præget af socialismens barndomsidealer.
Det er også de idealer, I er opflasket med i et undervisningssystem, der om noget i vores samfund hænger fast i denne fortid.
Derfor vil mange af jer (nok navnlig de dygtigste og mest ambitiøse) i den kommende tid opleve, hvad der kan blive lidt af et chok.
Jeg erfarede det selv, dengang jeg var på jeres alder og drog ud i verden, for denne viste sig at være helt anderledes end de fortællinger, som jeg navnlig i det danske skole- og undervisningssystem var blevet overbragt om virkeligheden.
Det var en følelse, der bedst kunne gengives med det græske udtryk peripeti, hvilket stammer fra de klassiske tragedier og indtræder, idet hovedpersonen opdager, at alt, hvad han ved, er forkert.
Det er skammeligt at måtte tilstå, men mange af jer vil snart gøre jer denne erfaring, grundet det ekstremt ringe skole- og undervisningssystem, I nu forlader. Vi formes alle i vores individuelle hjem, og sådan skal det også være, men selvsagt formes vi også kollektivt, hvilket navnlig gøres i tre sfærer.
Det drejer sig næsten udelukkende om skolen, kulturen og opinionen, og netop disse tre områder udmærker sig ved i den grad at være små efterladte enklaver, der stadig hænger fast i fortidens idealer.
Sagen er ikke entydigt politisk, men den er bestemt også politisk, og således kan det eksempelvis godtgøres, at mere end fire ud af fem skolelærere, journalister og kulturfolk stemmer et godt stykke til venstre for midten. Det har noget at sige, og det har det gennem mange år gjort til jer, men i den virkelige verden vil I snart mødes af helt andre vilkår og idealer.
Hvis vi vender tilbage til den nyere danmarkshistorie, så skete der for 10-15 år siden alligevel noget væsentligt i Danmark. Det begyndte netop i de år mod 90'ernes anden halvdel, hvor jeg selv blev student, og det var netop frigørelsens idealer, der overtog tryghedens.
Pludselig kunne vi det hele, og pludselig måtte vi det hele, og vi havde tilmed penge som aldrig før. Det er den lyksalige tid, som I også går i møde i den nærmeste fremtid, og til dette bør I glæde jer.
Det er ungdommens eufori og til tider også balstyriske uansvarlighed, manglende erfaring, men bestemt store glæde. Den er jer vel undt og minder på sin vis stærkt om de idealer, der siden har præget vores samfund.
Det har været en ganske vist langsommelig frigørelse fra fortidens ufrihed, og denne har været at sidestille med en anden af vor tids tilbageværende ideologier, nemlig liberalismen, som jo i øvrigt næppe tilfældigt har stærk appel til netop unge mennesker og jeres generation.
For 10-15 år siden oplevede vi, hvordan denne tænkning tog over, men den dag i dag er stadig mange voksne mennesker i færd med dette opgør, selvom det ude omkring i verden blev tilendebragt for en del år siden.
Sådan er det som tidligere nævnt at leve i Danmark, og netop derfor vil jeg kraftigt anbefale jer at gøre, hvad jeg selv gjorde i min ungdom; rejs væk.
Se at komme af sted og pas på, at I ikke hensynker i flere relativt ubrugelige studier herhjemme. Uddan jer endelig, det er skam slet ikke for det, men forsøg alt, hvad I kan at gøre det i udlandet, for vores uddannelsessystem er både fagligt og ideologisk under al kritik.
Senest har en rektor på et dansk universitet (RUC) udtalt, at det ikke gør så meget, at hendes studerende end ikke er i stand til at læse og skrive ordentligt. Vigtigere endnu vil netop rejser til – eller ophold i – udlandet være den bedste kur til at gøre jer bekendt med den virkelige verden, som I længe er blevet skærmet imod.
Det er en verden, hvor det gør en forskel, hvordan man handler, det er en verden, hvor det gælder om noget med risici, traditioner, religion, historie og mange andre ting, som I i vid udstrækning er blevet nægtet adgangen til, så se at få det indhentet og skab jer i jeres ungdom et godt og lykkebringende liv for jer selv.
Ungdommen vil sig selv, og det er der ikke noget ondt i, så længe denne egenvilje forbliver i ungdommens periode, for når I en dag har skabt jer det liv, I ville have, så kom hjem og hjælp jeres fædreland med at tilbagelægge den sidste rejse ind i voksenlivets periode med friheden bibeholdt og ansvaret for andre som det nye og senest tilførte element.
Det er en bevarende opgave og således en konservativ opgave, men den kan i jeres tilfælde godt vente lidt endnu, for nu er der både flasker og studiner at vende i vejret, og det skal være jer vel undt. Tillykke og Gud i vold.