Arno Victor: Kære studenter, I har nu papir på, at I ikke duer til noget

Vi har givet en række kendte danskere den udfordring at formulere en tale eller et sæt gode råd om livet til de unge mennesker, som i disse dage udklækkes som studenter og skal ud at finde deres egne ben at stå på. Læs eller genlæs filosof Arno Victor Nielsens råd, som blev bragt første gang i 2015

En studentereksamen lukker jer ikke bare ind i meritokratiet. Den har i værste fald også lukket jer ude fra den skole, hvor man virkelig lærer noget, livets skole. Men så galt behøver det ikke gå, skriver filosof Arno Victor Nielsen til de nye studenter.
En studentereksamen lukker jer ikke bare ind i meritokratiet. Den har i værste fald også lukket jer ude fra den skole, hvor man virkelig lærer noget, livets skole. Men så galt behøver det ikke gå, skriver filosof Arno Victor Nielsen til de nye studenter. . Foto: Brian Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Kære Studenter

Uanset hvad farve huen har, skal I takkes for, at I ikke gik ud i livet, ud i virkeligheden, ud i verden. I blev siddende på de hårde stole i nedslidte bygninger efter undervisningspligtens ophør. I har givet jeres bidrag til politikernes ønske om at få mindst 95 procent af en ungdomsårgang til at fortsætte i skolen.

I er kommet videre, og tillykke med det. Men I er alligevel ikke kommet ud af stedet. Jeres eksamensbeviser beviser intet. En studentereksamen kan ikke veksles til et job, snarere tværtimod. I har nu papir på, at I ikke duer til noget.

Og det er meningen med det gymnasiale forløb. Der er nu kun en vej frem. Og det er tilbage - på skolebænken.

Og ve den student, som efter endt ungdomsuddannelse vil ud og smage på livet med et sabbatår eller et højskoleophold. Regeringen, uanset farve, vil vide at straffe jer for det. I går glip af både en eksamensbonus og SU.

I får sværere ved at veksle jeres eksamensbevis om til en ny skolebænk i en anden nedslidt skolebygning med endnu ringere og endnu mere erfaringsløse lærere.

Med studentereksamensbeviset i hånden kan I ikke gøre ret meget andet end at pantsætte jeres voksne liv til videre uddannelse, mere uddannelse og genuddannelse og efteruddannelse. En gigantisk uddannelsesindustri står klar med det ene fristende tilbud efter det andet.

De samme dårlige lærere, som ikke var i stand til at lære jer noget på kandidatuddannelsen, står klar med en master, som vil give jer lige det, I mangler for at få ønskejobbet.

Politikerne kender kun et svar på landets problemer, og det er uddannelse, uddannelse, uddannelse. Uddannelse er svaret. Men hvad er spørgsmålet? Man har endda oprettet særlige uddannelsessteder for dem, der har mistet troen på uddannelse. De hedder VUC.

Derfor en særlig lykønskning til studenterne fra VUC, for der er som bekendt mere glæde over én, som har omvendt sig, end over dem, som ikke trænger til omvendelse.

Da jeg skulle videreuddanne mig for næsten 50 år siden var uddannelse forbeholdt de få, de heldige, de velhavende. Jeg skulle ikke lokkes ind. Jeg blev ikke serviceret i hoved og røv på universitetet. Jeg gik til forelæsninger, ikke med henblik på eksamen, men for at suge viden til mig.

Lærerne gjorde intet for at komme mig i møde. De underholdt mig ikke, leflede ikke for mig og tilrettelagde ikke deres undervisning pædagogisk.

I dag er uddannelse ikke noget, man får, men noget, man påtvinges. For vi lever i et Meritokrati. Kun dem med meritter, dvs. eksamenspapirer fra statsanerkendte uddannelsesfabrikker, får job, magt og indflydelse. De eneste, som åbenbart ikke behøver en videregående uddannelse, er de politikere, som bestemmer, at vi andre absolut skal have en.

Meritokratiet er fællesskabet af dem, der har eksamenspapirer. Det er endda, som om de har rottet sig sammen mod dem uden eksamenspapirer. De kan sammenlignes med de kasteløse i Indien eller de spedalske i middelalderen.

I et meritokrati fordeles magten og goderne efter fortjeneste. Man arver ikke sine meritter. Dem uddanner man sig til. Lang uddannelse giver ret til høj løn. Og da uddannelserne står åbne for alle, er de uuddannede selv skyld i deres fiasko. De er den nye underklasse, og de har selv valgt det.

Tidligere tiders underklasse, slaverne og arbejderne var født som slave eller trykket ned, undertrykt, så dem var det synd for. Den nye underklasse har undertrykt sig selv ved ikke at tage en uddannelse. Den kan derfor ikke forvente nogen form for medlidenhed. Kun foragt. I meritokratiet bliver underklassen ladt i stikken. Ingen har ondt af de fortabte. Der er ingen solidaritet mellem vindere og tabere i et meritokrati.

En studentereksamen lukker jer ikke bare ind i meritokratiet. Den har i værste fald også lukket jer ude fra den skole, hvor man virkelig lærer noget, livets skole. Men så galt behøver det ikke gå. Pas på!

Arno Victor Nielsen