Benny Andersen: Kære studenter, tænk både frem og tilbage

I disse dage udklækkes landets studenter og skal ud at finde deres egne ben at stå på. Læs eller genlæs digter og forfatter Benny Andersens tale til de unge

Benny Andersen råder de nyudklækkede studenter til at leve i nuet, men til ikke at gøre det i blinde.
Benny Andersen råder de nyudklækkede studenter til at leve i nuet, men til ikke at gøre det i blinde. Foto: Liselotte Sabroe.

Kære Studenter

Noget I skal glæde jer over i dag er, at der findes sådan noget som SU. Det gjorde der ikke for 66 år siden, da jeg blev student. Vi arbejdede om dagen og gik på Akademisk Studenterkursus om aftenen. Det behøver I ikke, og det er en af de ting, I skal huske at glæde jer over!

En anden ting, I skal glæde jer over, er den særlige tid lige nu, hvor I er sprunget ud. Det er en tid, som aldrig kommer tilbage, og derfor er det vigtigt, at I lever i nuet og griber dagen.

Men I må ikke gribe den uden hensyn til alt andet, for I skal også tænke over, hvad I vil videre med jeres liv. I det fjerne skal I spejde efter en uddannelse, for en dag skal I jo arbejde.

Inden da kunne jeg godt anbefale jer et sabbatår, så I kan tænke jer rigtigt godt om. Måske vil I også hellere uddanne jer i udlandet end i Danmark? Der er mange muligheder i dag.

I må ikke have så travlt med at planlægge fremtiden og karrieren, at det går ud over øjeblikket. I må derfor ikke være blinde for sådan noget som kærlighed. Jeg var den yngste på mit studenterkursus.

Mange af de andre var i arbejde og lidt ældre, oppe i 20’erne. Det var som 18-19-årig, at jeg mødte min første kone, Signe, som endte med at tegne Snøvsen. Så hold øjnene åbne, det kan jo være…

At leve i nuet er også at leve med omtanke for både historien og jeres fremtid. Mange af jer, tror jeg, er lidt mere forkælede og tager flere ting for givet, end vi gjorde i mine unge dage, for eksempel sådan noget som jeres SU. Vi var lykkelige over at have et arbejde ved siden af studierne, og vi skønnede nok lidt mere på tingene.

Derfor skal I også huske at tænke historisk, for det kan fortælle jer, hvor godt I har det i dag, og det handler nuet også om. Når I tænker over dette nu, som I står i, skal I også tænke på, hvordan I er kommet hertil, og hvordan I bedst kommer videre.

Rent uddannelsesmæssigt er det blevet lettere for jer, fordi I ikke behøver at arbejde, når I læser, men jeg lærte meget af at have et arbejde om dagen. Jeg var kontorelev på et reklamebureau, og det gav mig mange værdifulde lektioner.

Hvis I udelukkende studerer, så går I glip af noget. I går glip af at træde ind i samfundet i en ung alder. At blive en del af samfundet i en ung alder gjorde mig bevidst om en helt masse ting – hvad jeg syntes, der var godt, og hvad jeg syntes, der kunne være bedre.

Derfor vil jeg, kære studenter, råde jer til med omtanke at leve i nuet. Tænk jer om en ekstra gang, husk fortiden og vær opmærksom på fremtiden, så bliver nuet mere autentisk og prisværdigt.

Benny Andersen