Det moderne menneske har svært ved at håndtere ventetid

Ventetid kommer til udtryk i mange former og varianter, alt efter om man venter på et tog, står på venteliste på hospitalet eller måske sidder i fængsel og venter på, at tiden går. Mennesker i det moderne og produktive samfund er blevet dårligere til at tolerere ventetiden, siger eksperter

På togperronen har tiden magten. Men ventetid findes også som et socialt problem, der kan strække sig over uger, måneder og år. Det viser blandt andet en rapport fra Psykiatrifonden.
På togperronen har tiden magten. Men ventetid findes også som et socialt problem, der kan strække sig over uger, måneder og år. Det viser blandt andet en rapport fra Psykiatrifonden. Foto: Henrik Pyndt Sørensen .

S-toget er en smule forsinket, men det føles uendeligt. Utålmodigheden melder sin ankomst, og man tripper uroligt på perronen, selvom det ikke nødvendigvis er klart, hvad man skal nå. Tid til at vente har man dog ikke. Johannes V. Jensen beskriver følelsen af, at livet går unødigt i stå i digtet Paa Memphis station (1906).

Hvor Verden er døv og uflyttelig, hvor Skaberen er talentløs!
Og hvorfor bliver jeg ved at betale mit Kontingent
til denne plebejiske Kneippkur af en Tilværelse!

Stille! Se hvor Maskinen,
den vældige Tingest, staar rolig og syder
og hyller sig i Røg, den er taalmodig.
Tænd piben paa fastende liv,
forband Gud og svælg din Smærte! 

Gaa så dog hen og bliv i Memphis! Dit liv er jo alligevel ikke andet
end et surt Regnvejr, og din Skæbne
var altid at hænge forsinket
i en eller anden miserabel Ventesal -
Bliv i Memphis, Tennessee!

Tiden er dog ikke kun et problem på banegården. En rapport fra Rockwool Fonden viste for nylig, at tid er blevet et problem i det brede samfund. Danskerne har lige så meget fritid som for 45 år siden, men føler, at de har mindre. 

Rapporten viser, at det ikke er mængden af tid, der har ændret sig, men danskernes forhold til den tid, de har til rådighed.

Udviklingen er resultatet af en historisk proces, som tager fart i 1800-tallet med industrialiseringen og den teknologiske udvikling, hvor tiden for alvor begynder at blive en knap faktor. Her vinder talemåden “tid er penge” frem, og tid bliver primært noget, man måler kvantitativt frem for kvalitativt. Og så kan sådan noget som ventetid hurtigt blive til spildtid, siger Jacob Lund, lektor i filosofi, litteratur og kunst ved Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet.

”At ventetid bliver noget ildeset, hænger på den ene side sammen med, at tiden i dag i udgangspunktet skal være produktiv. Det betyder, den skal udnyttes bedst muligt og mest effektivt. Men når der fokuseres meget på, at ‘tid er penge’, så går det ud over opmærksomheden på selve den levede og erfarede tid, for vi er også i tiden på en eksistentiel måde,” siger han.

Uden for hverdagens arbejdsrytmer og den daglige arbejdsgang fra 8-16, som er en ydre fastsættelse af tiden, har mennesket også et kvalitativt forhold til tiden. Med den produktive tid er det dog i stigende grad den ydre tid, som det moderne menneske forholder sig til. Her gælder det om at nå så meget som muligt på arbejdet og i fritiden, og det er dette effektive menneske, som Søren Kierkegaard satirisk skildrer i sit essay Diapsalmata fra ”Enten-Eller” (1843, red.), påpeger Jacob Lund.

Her latterliggør Kierkegaard den travle mand, der farer rundt, fordi han lader sig kontrollere af den ydre tid. Det ender med, at den travle mand får en tagsten i hovedet. Kierkegaard ler ad ham, for hvad opnår manden med travlheden? Går det ikke bare ham, som ”det gik hin kone, der i befippelse over, at der var ild løs i huset, reddede ildtangen?”

Ud over den produktive tidsopfattelse spiller også de store traditioners død en central rolle i forhold til det moderne menneskes ændrede forhold til tiden og især fremtiden.

“I moderniteten ændrer tidsopfattelsen sig grundlæggende set på den måde, at tiden og i særdeleshed fremtiden bliver noget, man selv kan forme. Man er ikke længere afhængig af traditionen på samme måde som dengang, hvor ens bedsteforældres og forældres liv også definerede ens eget liv. I moderniteten smelter alt det, der er fast, og tiden bliver formbar,” siger han og fortsætter:

”I det før-moderne var der mere fokus på, at alt var, som det var, og ville blive ved med at være, som det hele tiden havde været. I dag er fokus mere på, at tingene kan være anderledes, end de er.” 

I modernitetens kunst gøres der oprør mod det nye verdens- og tidsbillede, som er præget af travlhed og flygtighed, og hvor alting hele tiden ændrer sig. Dette oprør dyrkes som en længsel efter tidens nærvær og fylde. Blandt andet hos den franske digter Charles Baudelaire (1821-1867), som i sin kunst forsøger at genskabe erfaringen af “det evige i det flygtige”, hvor tiden måles ud fra sin fylde og intensitet - kvaliteten - og ikke kvantitativt i minutter og sekunder ligesom den produktive tid. 

Tyngdekraften er et kendt eksempel på, at gode ting lader vente på sig. Den travle når meget, men det er sjældent travlheden, der producerer de gyldne ideer eller opfindelser. Isaac Newton sad i ro og mag under æbletræet, indtil formlen på tyngdekraften dumpede ned i hovedet på ham.
Tyngdekraften er et kendt eksempel på, at gode ting lader vente på sig. Den travle når meget, men det er sjældent travlheden, der producerer de gyldne ideer eller opfindelser. Isaac Newton sad i ro og mag under æbletræet, indtil formlen på tyngdekraften dumpede ned i hovedet på ham.

I digtet ”En tabt glorie” må Baudelaire dog erkende sit nederlag til modernitetens flygtighed og foranderlighed. Midt på den moderne storby Paris’ nye, strømlinede boulevarder taber han sin digterglorie i asfaltpløret og tør ikke samle den op igen. Han må resignere og vende verdenstræt tilbage til sit loftkammer. 

Siden Baudelaire tabte sin glorie i 1860’erne, har højhastighedssamfundet meldte sin ankomst, og i 2014 kan det at vente sågar virke malplaceret. I et hyperproduktivt samfund, der glorificerer det effektive menneske, skal man helst foretage sig noget. Og derfor kommer ventetid hurtigt til at handle om, hvordan man bruger tiden, mens man venter, siger Jacob Lund.

”Ens umiddelbare reaktion vil måske være at slå tiden ihjel med en smartphone, men hvis det næste tog også er forsinket, så begynder ventetiden at blive kriminel. Så kommer det til at handle om, hvordan man reagerer på selve tiden. Når ventetiden får en vis varighed, så handler det mindre om det, der ventes på, og mere om selve det at vente,” siger han.

Ifølge Rasmus Johnsen, adjunkt ved Copenhagen Business School, som forsker i tid og arbejdsrelaterede sygdomme som stress, depression og udbrændthed, er der i dag en udbredt tendens til, at folk er blevet dårligere til at vente.

”I et konkurrencesamfund som i dag, hvor man skal vide, hvor man er på vej hen, opstår ventetiden som noget, der skal overstås hurtigst muligt, så man kan realisere det, man har sat sig for,” siger han.

Smartphones og lyskryds, der tæller ned, så fodgængerne ved præcis, hvornår de kan få lov til at gå over vejen, kan være behagelige quick fixes, når ventetiden kommer i vejen, men hvad så med de situationer, hvor ventetiden stikker langt dybere og går hen og bliver et alvorligt problem, som definerer hverdagen? For de findes også.

Det ses blandt andet i fængslet, hvor Rasmus Johnsen har undersøgt lang ventetids effekt på fanger. Her kan man tale om, at ventetiden går hen og bliver definerede for eksistensen, siger han.

“I fængslet er fangerne ikke længere herre over deres egen tid, som de var udenfor, og de må bruge måneder og måske endda år på at vente på, at de får tiden tilbage i deres egne hænder,” siger han.

”Det, der sker, når en fængselsfange får sin dom, er, at nogle måneder eller år, som burde være en kilde til hans eget levede liv, bliver frataget ham, og han bliver givet en anden tid, nemlig fængslets tid, som han skal overstå. Det absurde ved fængslets tid er, at fangen lever i en andens tid end sin egen. Den grundlæggende konflikt i fængslet er, at de indsatte bliver fanget af tiden, som ikke er deres egen, men som de bliver nødt til at udstå.”

Den model findes også uden for fængselsmurerne i samfundet, hvor ventetid kan blive et problem, der nedbryder dagligdagen og gør det umuligt at leve et normalt liv. 

Når ventetiden bliver langvarig, er det altafgørende, om tiden føles tom og uendelig, eller om den udfyldes af troen og håbet. Et romersk sagn gik på, at guden Saturn åd alle sine børn for at ændre tidens gang, og han blev derfor symbolet på den fjendtlige tid, som kan få mennesket til at gøre ting, som de ellers ikke ville have gjort. Her skildret på et maleri af Fransisco Goya.
Når ventetiden bliver langvarig, er det altafgørende, om tiden føles tom og uendelig, eller om den udfyldes af troen og håbet. Et romersk sagn gik på, at guden Saturn åd alle sine børn for at ændre tidens gang, og han blev derfor symbolet på den fjendtlige tid, som kan få mennesket til at gøre ting, som de ellers ikke ville have gjort. Her skildret på et maleri af Fransisco Goya. Foto: AKG-Images

Det gælder eksempelvis for den skizofrene, som venter på at få hjælp. I en ny rapport fra Psykiatrifonden peger skizofrene på ventetid som den største barriere i forhold til deres helbredelse næstefter økonomiske bekymringer. 38 procent af de adspurgte ser ventetiden som et decideret problem, mens 54 procent peger på økonomiske bekymringer.

Men det gælder også den arbejdsløse, som venter på at få arbejde, og i retsvæsnet og hos asylansøgeren, hvor ubehandlede sager kan ødelægge hverdagen. Fælles for dem alle er, at ventetiden er blevet så tung og ubærlig, at den ikke længere kan overvindes gennem adspredelse. Den bliver et eksistentielt problem, hvor uvisheden om fremtiden gør nutiden til en tåge præget af angst, uvished og usikkerhed. 

For at understrege de skadelige følgevirkninger, som en lang ventetid i yderste konsekvens kan have, udtalte en talskvinde for den britiske psykiatriorganisation "Mind" til avisen The Guardian i januar følgende:

”Jo længere man skal vente på den hjælp eller behandling, der er brug for, desto større er risikoen for, at den ventende får det dårligere og skal bruge mere intensiv behandling. [Vi] har hørt mange forfærdelige historier om forhold, der er brudt sammen, folk som bliver fremmedgjort fra deres børn, eller mennesker som har svært ved at holde sig i arbejde, mens de venter på behandling, mens andre får det så dårligt, at de gør skade på sig selv eller får selvmordstanker,” sagde Vicki Nash, talskvinde for organisationen Mind.

Rasmus Johnsen er enig i, at en lang ventetid i ekstreme tilfælde kan tiden få mennesker til at gøre ting, som de ellers ikke ville have gjort. 

”I ventetiden bliver jeg tidens genstand. Tiden kommer til at herske over mig og igennem mig. Den hersker over mig, fordi den undertrykker mig, og jeg ikke kan leve mit liv, som jeg gerne vil, og den hersker igennem mig, fordi den får mig til at gøre ting, som jeg ikke ville have gjort under normale omstændigheder. Tiden får herskerkarakter,” siger han.

Derfor kommer håbet og troen på, at tingene nok skal gå, og at den hjælpende hånd nok skal træde til, til at spille en meget stor rolle i kampen mod den uvished og angst, som den langvarige ventetid kan forårsage: 

”Ventetiden kan forstås messiansk. Det er, når ventetiden bliver en kilde til erfaring, hvor tiden fødes ind i mig i form af noget kommende, der hele tiden bliver nærmere, og på den måde altid er til stede. I en sådan situation kan ventetiden blive til håb i kraft af troen på, at noget godt vil indtræffe. I håbet har tiden ikke karakter af noget, der bare skal overstås. Håbet er noget, som giver mening, og det gør ventetiden til en tilstand, jeg kan holde ud at leve i.”