Kære mor og far
En psykolog spurgte engang, hvordan min barndom havde været. Mit svar var: ”Entydigt godt. Varmt, trygt og kærligt.” Hendes svar var lige så entydigt: ”Det kan ikke passe. Du fortrænger. Sådan er det ikke for nogen.” Nå, okay, tænkte jeg og tænkte lige efter. Igen og igen. Der dukkede ikke andet op. Så hvis det er fortrængning, så er fortrængning en nådesgave, som jeg gerne tager imod.
For det som I to skabte omkring min lillebror Jens og jeg i vores barndom i Sorring fra 1970-84, det lever og lyser stadig i mig. Det er en stærk fornemmelse af sol og himmel og naboens mark med kokasser, af sang om adventskransen og cykelture med os børn i metalsadler som efterlod fine mønstre på ballerne, af huler i hækken, snelukket markvej, far der lavede kød i fad og mors hindbærmousse.
Flimrende mængder af konkrete minder om os fire, og det vi gjorde sammen. Men vigtigst er den erindrede fornemmelse og overbevisning om, at her er trygt at være. Vi bliver passet på og elsket uden forbehold og senere afregning. Det er ingen handel, hvor der skal leveres først. Det er grundvand, der fosser frit af egen kraft. Netop her gjorde I det så godt. Ved at gøre det så selvfølgeligt, at vi ikke opdagede det, før vi blev større.
Efter mine første 13 år sammen med jer begge og med Jens, så ændredes billedet radikalt på grund af skilsmisse og flytninger. Et andet liv ventede for os alle. Men det forandrer ikke noget bagudrettet. De første, mange barndomsår er stadig jorden, som jeg vokser videre i.
Som vi så tit har snakket om som voksne, så havde I slet ikke den aktiverede bevidsthed om at være FORÆLDRE, som vi har i dag. I læste ikke bøger og artikler eller så tv-udsendelser om det. Det fandtes nærmest ikke. I tog bare en dag af gangen og gjorde, hvad der faldt jer naturligt.
Heldigvis for mig, så betød det nærvær og opmærksomhed hver eneste dag. I så konkret forstand at ingen af os kom i institution før vi begyndte i 1. klasse. I passede os hjemme, og det var muligt fordi I havde skiftende arbejdstider. Eller rettere sagt: I var sammen med os derhjemme. Jeg tror ikke, at I opfattede det som ”pasning”.
Vi børn var bare en del af hverdagen og var med, hvor I var. Jeg husker intenst, hvor skægt det var at være med i værkstedet og lave bukkene om til heste med halmstrikker som seletøj. Eller med ude og plukke jordbær i de endeløse rækker. I drog os ind i jeres hverdag som ligeværdige.
Som du sagde engang, far, hvor jeg lå og rodede rundt på gulvet og kedede mig bravt med at lege med Barbie eller Lego med mine børn: ”Da I var små, gik vi ikke ned på jeres niveau, vi tog jer med op på vores.”
Det der med hjemmelivet på landet havde dog også konsekvens, at jeg tilbragte endeløse timer med mine bøger, bleg og indelukket i min vindueskarm med hunden Kvik som eneste makker. Mine sociale kompetencer (sådan noget var nu heller ikke opfundet den gang) kørte i laveste gear og bare tanken om at skulle i legestue skræmte livet af mig. Det tog mange års skolegang at få bugt med genertheden.
Mor, du reddede mig engang så eftertrykkeligt. En del af genertheden bestod i, at jeg afskyede at komme for sent i skole. Det skete nærmest aldrig, men så var der alligevel en morgen, hvor jeg stod der alene foran døren. Husker så fuldstændigt den skræmmende lyd af de andres stemmer bag den gammelgulnede trædør. Til venstre for mig stod kopimaskinen med drejehåndtag. Og jeg turde simpelthen ikke åbne den dør. I stedet brast jeg i gråd og løb ned gennem den lille by. Ned til Brugsen hvor jeg håbede, at min mor skulle handle.
Og der stod den på parkeringspladsen. Mit redningsfartøj med en haloring af håb. Vores grønne Lada. Hvilket betød, at MOR var derinde blandt letmælk og svinefars. Jeg fløj derind og fandt dig med dit lilla provencetørklæde om håret, du favnede mig og fulgte mig i skole. Det var faktisk ægte frelse. Ikke at blive skældt ud, men taget hånd om. Jeg ved, at du vil gøre det samme til hver en tid. Aldrig fordømme, men kærligt møde mig hvor jeg er. Det har jeg ikke et sekund tvivlet på. Bogstaveligt talt. Sikken en gave.
Far – for ganske nylig havde vi to en helt særlig oplevelse. Udadtil ikke noget særligt, men for os var det dybt eksotisk. Vi cyklede nemlig sammen for første gang i måske 35 år! Du ringede og var to kilometer væk. Spurgte om jeg gav aftensmad. Huset var fyldt med festivrige teenagere, så jeg ringede fluks til et nærliggende spisested, som jeg vidste kunne lave mad efter din smag. Så forslog jeg, at vi cyklede de der halvanden kilometer ned til maden, hvilket affødte en himmelråbende målløshed fra dig. Cykle.
Men da du havde tygget og røget på det, var det ok. Så du tog dit barnebarn Annas røde cykel, og så trillede vi – ganske langsomt - derned af. Skubbet af juni-varm rygvind og lykkelig latter. Over at vi var lige der. To voksne med en fælles fortid. Havde du været der, mor, havde det været det samme, bare endnu bedre. For den aften var som at tømme sparebøssen.
Et destillat af alle oplevelser og følelser gennem snart 44 år. Udkrystalliseret i to timer og tre kvarters intenst samvær en fredag aften i juni. Taknemmeligheden over at have hinanden er stor. Det er mængden af tilgivelser også, og hvis brændstoftanken er blevet grundigt fyldt i barndommen, så er der stor vilje til det. For selvom du, far, har taget nogle valg i dit liv, som har haft stor og til tider tung indflydelse på os andre, så har jeg aldrig haft brug for at bebrejde dig det. Men for at kunne tale om det og tilgive det, ja. Som du mor engang klogt sagde, så er en lettelse at kunne tilgive og blive fri.
Hvis psykologen havde spurgt til hele mit liv med jer mine forældre, så havde svaret været et andet. For selvfølgelig har der været konflikter, afsavn og emner som ikke er blevet talt om. Men jeg må holde fast i, at det ikke er de negative ladninger, som fylder for mig. Blandt andet fordi jeg med jer begge insisterer på ærlighed.
Jeg taler til jer og spørger jer om alt, hvad jeg er nysgerrig efter. Og det har I altså taget pænt! Også selvom det ikke altid kun er ros, far. Jeg tør gøre det, fordi jeg aldrig har oplevet at blive afvist. Så de konfliktoplevelser jeg har haft med jer gennem livet forbinder jeg ikke med noget problematisk. Mere med oprigtighed og mod fra os alle tre til at søge efter at rumme det tunge og svære og af og til uskønne, som ikke altid kan eller skal italesættes.
Det går op for mig mens jeg skriver, at det måske kun går den ene vej. At jeg som barn mener at have ret til ærlighed for enhver pris, når det gælder jer og jeres handlinger. Men at I aldrig har gjort brug af samme princip. Jeg kan måske have en fornemmelse af, hvad I mener om min gøren og laden, men aldrig har I klasket det op i ansigtet på mig.
Som Ibsen sådan cirka sagde: Ærlighed uden nænsomhed er grusomhed. Hos jer er der kun nænsomhed. Og selvom mit teenage- og voksenliv har budt på udfordringer i form af jeres skilsmisse og alt hvad det river med sig, så står barndomskernen af tryghed, nærvær og betingelsesløs kærlighed fast. Den er surdejen i mit liv, som lever videre år for år. Forandrer sig, ja vist. Men effekten er den samme. En tro på, at jeg er elsket som jeg er. Uanset hvad.
Kærligst
Jeres datter
En undersøgelse foretaget af YouGov for Kristeligt Dagblad viser, at mere end hver tredje har oplevet konflikter med deres forældre, som fortsat har konsekvenser for relationen. Men samtidig viser undersøgelsen, at det store flertal altid vil stille op for deres forældre. Her kan du få et overblik over nogle af undersøgelsens resultater: