I det nye nummer af kulturmagasinet Vanity Fair svarer skuespilleren Willem Dafoe på et spørgsmål om, hvilken nulevende person han beundrer mest: Bob Dylan.
Og sandt er det, at Dylans enorme sangskat og vilje til konstant at genfortolke den på sin energiske Never Ending Tour næsten er af en anden verden. Bob Dylan er original i ordets egentlige forstand og man ved aldrig, hvad man får. Konstant overrasker han lytteren.
Således også onsdag i aften i Aarhus, hvor han under åben himmel på amfiscenen mellem Musikhuset og Aros gav en både gennemført og undertiden søvndyssende koncert. Han gik på scenen præcis klokken 22 og sluttede næsten lige så præcist klokken 24, inklusive de to ekstranumre ”All Along The Watchtower” og ”Blowin' in the Wind”, der blev leveret med samme kontrollerede tilbagelænethed, som kendetegnede store dele af setlisten denne aften.
Nå, så afdæmpet kan rocknummeret ”All Along the Watchtower ” altså også lyde, tænkte man behageligt desorienteret efter ekstranummeret, mens publikum gik hjem under fuldmånen.
Inden da havde Dylan og det ekstremt sammentømrede og velspillende orkester leveret 17 sange primært fra den nyere del af kataloget. Lyden var hele koncerten forbilledligt god og selvom det burde være en selvfølge, at det til en koncert er muligt at høre hver enkelt ord, der synges fra scenen, oplever man alligevel ofte enten noget mudret eller mumlende fra scenekanten. Det ved Bob Dylan sådan set alt om selv, men denne aften stod ord og fraseringer knivskarpt. Så er det en fornøjelse at gå til friluftkoncert.
Det fortrinsvist ældre publikum hyggede sig også vældig godt, men skjules kunne det ikke, hvordan en del begyndte at sive trefjerdedele henne i settet, og hvor effektivt Dylan hindrede ethvert tilløb til rock'n'roll.
Hele tiden holdt han kursen med tilbagelænede, melodiske, jazzede og afdæmpede versioner af sine sange.
Fællessang kunne man godt glemme alt om, men sådan plejer det nu også at være til en Dylankoncert. Han kunne så let som intet få arenaen til at bølge med på en studieagtig version af en af sine mange rock-klassikere, men han insisterer altid på at give publikum noget andet end forventet.
Undertiden ønskede man sig denne aften, at orkesteret gik amok i en guitarsolo eller ukontrolleret trommehvirvel, at et nummer kunne udvikle sig til noget spoleret og ikke kun poleret, men nej, den stille, slængede stil var gennemført.
Højdepunkter fra aftenen var ekstremt smukke og personlige versioner af ”Workingman's Blues #2” fra ”Modern Times”, ”Forgetful Heart” fra ”Together Through Life” og klassikeren ”Tangled Up in Blue”, hvor de flere gange tilbagevendende mundharmonikasoloer gav publikumspote. En ukarakteristisk rå version af ”Love Sick” kørte også godt, men inden man eventuelt fik den kætterske tanke, at nu kom der noget kant i repertoiret, fortalte Dylan for ham overraskende ordrigt, at der var pause.
I det hele taget bevægede den aldrende legende sig mellem pianoet og scenekanten med noget, der i hans tilfælde nærmest må betegnes som vimsen. Et stort smil eller to blev det også til undervejs, ja koncerten efterlod et indtryk af, at Dylan selv havde haft en herlig aften. Magien forplantede sig bare ikke rigtigt til publikum.
Alle kunne anerkende de flotte arrangementer, men der var ikke nok fremdrift og kant til stede. Med ord hentet fra Grundtvig og salmenummer 411 fra Den Danske Salmebog var aftenen hyggelig og rolig i Dylans bolig, og dér er godt at være, men der kan også gå lidt for meget lænestol i den.
Men igen: med Dylan får man aldrig det forventede, for man kan ikke vide, hvilket humør han er i, og hvilken version af kunsten vi får. Det er en ubetinget ros og grunden til, at vi også står der næste gang, Dylan er i byen.
Bob Dylan. Musikhuset Aarhus, Amfiscenen, onsdag.