Kritik: Kommuner under-informerer ældre om digital fritagelse

Fra november begynder alle at modtage offentlig post på computeren, og mange ældre ventes at søge om fritagelse. Men kommuner glemmer at give ordentlig besked om, hvad fritagelsen indebærer, mener Ældre Sagen

Skal man som ældre søge om støtte til for eksempel en rollator, er det ikke længere muligt at bruge brev - heller ikke, selv om man er blevet fritaget for Digital Post.
Skal man som ældre søge om støtte til for eksempel en rollator, er det ikke længere muligt at bruge brev - heller ikke, selv om man er blevet fritaget for Digital Post. .

Hvis der er ekstra lange køer i landets borgerservicecentre de næste måneder, er det ikke så mærkeligt.

Flere end 532.000 danskere, primært ældre, ventes nemlig at søge om fritagelse fra fremover at skulle modtage post fra det offentlige på computeren, såkaldt Digital Post, viser en ny undersøgelse fra Ældre Sagen. Men tror man, at ”fritagelse” betyder, at man kan blive totalt fri for at skulle kommunikere med det offentlige over nettet, tager man fejl.

Skal man for eksempel søge om støtte til en rollator, er det ikke længere muligt at bruge brev - heller ikke, selv om man er blevet fritaget for Digital Post.

En lang række ting, som før kunne klares på papir eller ved personligt fremmøde på rådhuset, er i løbet af de seneste tre år blevet til ”digital selvbetjening” og den 1. december i år udvides listen over selvbetjenings-løsninger med endnu mere.

Herefter skal man eksempelvis søge om folkepension og parkeringstilladelse til bilen ved at udfylde mere eller mindre komplicerede ansøgninger på skærmen. Ifølge en ny undersøgelse, som Ældre Sagen har lavet blandt landets Borgerservicechefer, informerer næsten hver femte kommune ikke om, at fritagelse for Digital Post ikke omfatter de nye selvbetjenings-løsninger på nettet.
 
Klik her for at se en liste over områder, som er blevet digitale de seneste tre år.  

Det er usmart, mener Ingrid S. Laursen, der er konsulent på it-området i Ældre Sagen:

”Det er tankevækkende. Man skulle synes, det var en selvfølge, at kommunerne oplyste om, at ’fritagelse’ for det digitale faktisk kun er en fritagelse for den digitale post. Det kan skabe misforståelser, og her er der behov for mere oplysning,” siger hun.

Hun vil dog gerne rose kommunerne for at informere om fritagelses-muligheden andre steder end på nettet:

”Hvis det kun skete via mails eller deres hjemmesider, ville de ikke komme ret langt." 

Ingrid S. Laursen fremhæver et andet af undersøgelsens resultater, nemlig at 41 procent af de adspurgte i Borgerservice mener, at mangel på ressourcer kan blive en udfordring i forhold til at hjælpe borgerne ordentligt i gang med den digitale fremtid.

I Digitaliserings-styrelsen oplyser kontorchef Marianne Sørensen, at man ikke kan få en fritagelse for det digitale, ”der gælder én gang for alle”, men at man kan henvende sig til Borgerservicekontoret fra gang til gang - hvis der for eksempel går helt kludder i ansøgningen om et nyt hjælpemiddel:
 
”Her vil man typisk spørge: ’Skal jeg så ikke vise dig det?, og hvis man som borger ønsker behandling pr. brev, kan man også det,” siger hun.