Det er svært ikke at trække en lille smule på smilebåndet, når man ruller ned over de tusindvis af tyrkiske kvinders billeder, der er poppet op på det sociale medie Twitter de senste par dage.
På alle billederne smiler og griner større eller mindre gruppe af tyrkiske kvinder - og under hvert billede står hashtagget #direnkahkaha, som betyder "at modstå at grine".
Årsagen til de mange billeder er, at den tyrkiske vicepremierminister, Bulent Arinc, i sin ramadan-tale gav udtryk for, at kvinder ikke bør grine offentligt.
Og den udtalelse faldt ikke i god jord hos de tyrkiske kvinder. Flere end 300.000 har således vist deres utilfredshed på de sociale medier, hvor de griner og skriver sjove kommentarer til vicepremierministeren.
Fænomenet er udtryk for en større tendens, mener blandt andre Jesper Petersen, der er cand. mag. i islamiske studier med speciale i islamisk feminisme.
I mange andre muslimske lande bruger kvinder nemlig også de sociale medier til at give udtryk for deres utilfredshed med de restriktioner, som kvinder pålægges i det offentlige rum. Sidste år tog en gruppe kvinder fra Saudi-Arabien for eksempel billeder af sig selv, mens de kørte i bil.
Kvinderne, der var utilfredse med, at bilkørsel i Saudi-Arabien kun er forbeholdt mænd, brugte sloganet 'borgerne er ikke børn' med henvisning til kongerigets håndtering af kvinders rettigheder.
Også i Iran har kvinderne brugt Facebook i kampen for selv at vælge, om de vil gå med tørklæde eller ej. Her lagde kvinderne billeder af sig selv - uden tørklæde - ud på det sociale medier.
"Hvis kvinderne lavede en aktion på gaden, ville de blive stoppet med det samme, og aktionen ville blive tiet ihjel. Men der er ingen barrierer på de sociale medier, og det kan ikke forhindres. Samtidig opsnapper udenlandske medier hurtigt disse kampagner, så kvinderne bliver hørt. Så de sociale medier er et stærkt våben i kvindekampen," fortæller Jesper Petersen.
"Samtidig giver det kvinderne mulighed for at fortælle deres version af historien, hvilket ikke sker i landenes statsejede medier, som oftest kun publicerer mandens vinkel på en given historie. Men når kvinder bruger de sociale medier eller skriver blogs, har de mulighed for at vælge de historier og vinkler, som de vil skabe opmærksomhed omkring," siger han og tilføjer, at mange af de seneste historier om kvinder i Mellemøsten ikke er kommet fra etablerede medier, men tværtimod fra de sociale medier.
"Så var det ikke for de sociale medier, ville kvindernes historie ikke blive dækket," siger han.
Connie Carøe Christiansen, der er kultursociolog og Mellemøst-konsulent i Kvinfo, mener, at kvinder i de muslimske lande typisk kan deles op i to lejre:
I den ene gruppe befinder de konservative kvinder sig, som er tilhængere af at følge islams regler for kvinders opførsel i det offentlige rum. I den anden befinder sig en gruppe veluddannede kvinder, som også er konservative, men som samtidig er fortalere for mere liberale og vestlige værdier.
Og det er især den sidstnævnte gruppe, som tager del i aktioner på de sociale medier og skriver blogs om situationen i landet. Derfor er det også typisk disse kvinder, som vi hører om i Vesten, siger hun.
Jesper Petersen er ikke i tvivl om, at et kvindeoprør allerede er i gang i de mellemøstlige lande, og man vil formentlig også i fremtiden komme til at opleve flere kampagner og aktioner på de sociale medier, som er i gangsat af kvinder.
Også i den kulturelle verden ser man for tiden, at flere arabiske kvinder så småt begynder at komme til orde. Senest har den saudiarabiske instruktør, Haifaa al-Mansour, gjort sig bemærket på verdensplan med sin film "Den grønne cykel", der handler om pigen Wadjda, som gør oprør på sin eget subtile måde mod den traditionelle kvinderolle i landet.
Jesper Petersen understreger dog, at man ikke må tro, at kvinderne i de muslimske lande nødvendigvis kæmper for den samme form som ligestilling, som den vi kender her i Vesten.
"Når vi taler om ligestilling herhjemme, betyder det absolut lighed mellem kønnene, og man forsøger at udligne biologiske forskelle. Det er ikke det, kvinderne kæmper for i Mellemøsten. De søger komplementær kønsroller, hvilket vil sige, at de ønsker lighed, men samtidig også anerkendelse af at de to køn er forskellige. Det udmønter sig for eksempel ved, at kvinderne stiller krav om, at de vil have ansvaret for børnene - og at mænd skal forpligtige sig som forsørgere, ikke bare i praksis, men også juridisk. Det er langtfra, hvad vi forstår ved ligestilling," siger han.
I Tyrkiet har kvinderne haft stor succes med deres grinevenlige billeder. Flere anerkendte udenlandske medier - blandt andre The Guardian, The New York Post, BBC og The Telegraph - har skrevet om de tyrkiske kvinders humoristiske og yderst effektive kampagne mod den tyrkiske vicepremierminister Bulent Arinc udtalelser.
Bulent Arinc tilhører Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), som ledes af premierminister Tayyip Erdogan. Erdogans politik har flere gange tidligere mødt modstand. Mange mener, at han står for en gammeldags og religiøs baseret politik.
Den største oppositionspolitiker i Tyrkiet, Ekmeleddin Ihsanoglu, har til gengæld bakket de mange storsmilende kvinder op. På Twitter skriver han:
»Vores land har brug for kvinders og alles latter mere end noget andet.«
Budskabet er blevet delt mere end 5.000 gange.
