Det frygtede Ebola-virus har siden februar spredt sig i det vestlige Afrika i landene Sierra Leone, Guinea og Liberia, og sundhedsorganisationen WHO oplyser, at 672 mennesker er døde af sygdommen.
Ebola-smitten skræmmer os, og det skyldes flere faktorer, mener Jens Seeberg, der er medicinsk antropolog ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. Skrækken kommer blandt andet fra vores filmoplevelser:
”Der er ingen tvivl om, at ebola-virusset passer til vores værste forestillinger om en nærmest science fiction-agtig sygdom, der kan bryde ud og udvikle sig til en global katastrofe,” siger han.
Der er tale om en mytologi, som vi kender fra sygdoms- og katastrofefilm fra Hollywood som eksempelvis Outbreak fra 1995 og Contagion fra 2011, hvor folk får et farlig virus og smitter alle omkring sig, før de selv opdager, at de er syge.
”Den slags film spiller en vigtig rolle for, hvilke forestillinger, vi mere eller mindre bevidst gør os, når sådan en sygdom bryder ud,” forklarer Jens Seeberg.
Verden over har politikere og sundhedsorganisationer de seneste dage lavet tiltag for at minimere smitterisikoen.
I Liberia har man lukket alle folkeskoler i et forsøg på at dæmme op for virusset, der smitter via blod og andre kropsvæsker, og i Sierra Leone har præsidenten taget konsekvensen af smittefaren og indført karantæneområder i flere af de byer, som er ramt.
Læger Uden Grænser og andre nødhjælpsorganisationer advarer om, at situationen er ude af kontrol, og i onsdags udtalte Storbritanniens udenrigsminister, Philip Hammond, at smittefaren er en meget alvorlig trussel. Samtidig opruster både EU og Asien deres beredskaber for at være i stand til at isolere ebola-smittede, hvis virusset skulle sprede sig yderligere.
Det er altså tydeligt, at ebola er et virus, som sætter alarmberedskaber i gang, og historien er endnu en faktor, der har noget at skulle have sagt i forhold til vores frygt. For tidligere udbrud af blandt andet SARS og fugleinfluenza er noget, der sætter sig i os, mener Jens Seeberg. De tidligere tilfælde viser os, at det er den eksplicitte dødelighed, som er uhyggelig:
”Det er altid voldsom frygt og stigmatisering, der er forbundet med noget, der er knyttet tæt til en mere eller mindre uundgåelig død, som aids jo også var i 1980’erne. Forskellen er dog, at ebola ikke har en moralsk overbygning, for der er ikke en seksuel dimension knyttet til det virus på samme måde, som der er med HIV og aids.”
På Statens Serum Instituts hjemmeside kan man læse, at ebola, fordi det ikke er luftbåret, næppe vil sprede sig til Europa. Det skyldes også, at de europæiske lande er rustet til en eventuel smittesituation og derfor vil kunne undgå en epidemi. Og faktisk kan man slå virusset ihjel med sæbe og håndsprit.
Men frygten er der alligevel, og den skyldes i høj grad den uvished, som følger med virusset, forklarer Jens Seeberg:
”Ved tidligere udbrud har ebola-smitten været koncentreret i små lokale samfund i landsbyer og tyndt befolkede områder, hvor det har været muligt at afgrænse epidemien ved at isolere de smittede og vente på, at de døde eller overlevede og blev smittefri. Nu ser vi en virus, som er kommet til storbyen, og det er potentielt et ret uoverskueligt scenarie. Det er også derfor, vi ser, at WHO og Læger Uden Grænser slår alarm. Det er nemlig en helt ny situation, og vi ved faktisk ikke, hvad der vil ske, hvis rigtig mange bliver smittet i de afrikanske byer.”