Når vi spørger folk om deres prioritering i livet, svarer de fleste, at familien betyder mere end arbejde. Men i dagligdagen er det ofte familien og samværet med børnene, der trækker det korteste stå.
I en undersøgelse i Kristeligt Dagblad bragt den 17. juli peger næsten hver fjerde forældre på, at de gerne ville have haft mere tid med børnene. Det er blot den seneste undersøgelse, der understreger den tendens, vi ser nu, hvor den yngre generation siger ”stop”, fordi de gerne vil være sammen med deres børn.
LÆS OGSÅ: Forældre fortryder for lidt samvær med børn
Men her ramler de lige ned i en vepserede af holdninger og myter opbygget gennem årtier til, hvordan man skal agere som mor og far - og til hvordan man typisk må prioritere arbejdslivet før børnene.
68’er-generationen fik sat fokus på ligestilling. Fik kvinderne væk fra de berømte kødgryder og børnene. Men ligestillien er også blevet en fodlænke i forhold til at monopolisere familiestrukturen og valget mellem børn og arbejde.
Vi skal så tidligt som muligt have børnene i institution. Og efterhånden så lang tid som mulig. Den ”gode” mor og far sender deres barn af sted, når han/hun er klar til vuggestuen og vender tilbage til arbejdet.
Når mødrene tager mere end barselsorloven, fortæller mange, at de bliver mødt med bemærkninger som, ”er du ikke bange for at gå i stå”, ”kan du virkelig holde til det?”
At gå hjemme med børnene i en længere periode end normen er altså en beslutning, der vækker undren og nogle gange foragt hos andre. Jeg møder mødre, der fortæller om, hvordan de er blevet set ned på på grund af deres valg. En sagde til mig ”at det at være hos børnene rangerede lavere end at være arbejdsløs, når hun mødte andre”. Hun er ikke den eneste, der bliver mødt på denne måde.
På arbejdspladserne er der også udfordringer. En af de ting, der næsten altid slår mig, når jeg holder foredrag eller er ude på arbejdspladserne, er den intolerance, der ofte er over for livsvalg i forhold til børnene.
”Speltmor” og ”ravnemor” er ofte benyttede skældsord. Ledere og andre medarbejdere holder hinanden i stram snor, så man eksempelvis begrænser muligheder for at arbejde fleksibelt eller kombinere jobs på nye måder.
Der er ingen tvivl om, at den manglende respekt for andres valg og måder at være familie på er med til at skabe en begrænsning - ikke blot i forhold til, hvordan vi vælger og tilrettelægger vores familieliv. Men arbejdspladserne er også tabere.
Den manglende accept af livsvalg og fleksibilitet i arbejdslivet er i praksis med til at skabe et dårligere arbejdsmiljø og en dårligere produktivitet.
Mange arbejdspladser har forskellige former for fleksibilitet, men kulturen – som er hver enkelt medarbejder – ledere som alle andre – er en hovedårsagen til, at mange ikke benytter de muligheder, der er.
Det er tid til at acceptere, at der findes mange måde at være ”gode” forældre på. Nogle vil gerne tilbage til arbejdspladsen så hurtigt som muligt. Andre vil gerne være mere sammen med børnene og prioritere at være hjemme med dem længere tid end ”normalt”.
De mennesker, jeg møder, som har prioriteret anderledes, har også taget nogle økonomiske valg for at få plads og råd til at have børnene hjemme.
Og nej, det er ikke ensbetydende med at mor eller far går helt i stå. Og nej, det er ikke ensbetydende med at børnene bliver isoleret, når de ikke skal bruge 7-9 timer i institutionen hver dag.
Mange er netop aktive og er med i andre former for sociale netværk og engagementer. Børnene lærer også, at der er en fast voksen – og skal ikke være sammen med mange forskellige voksne.
Det er en skrøne, at man mister værdi på arbejdsmarkedet blot, fordi man prioriterer familien mere end arbejdet i en periode.
Det er myter og holdninger i vores samfund, som er begrænsende. Den utimative frihed må vel være, at mor og far har ret til at vælge den måde, de vil være familie på?
Giv mig mere accept af forskellighed, forskellig livsvalg og forskellige muligheder at arbejde på, mere fleksibilitet eller andre former for delestillinger, deltid eller kombinationer af jobs, hvor vi drager nytte af seniorer, der trækker sig trinvis fra arbejdsmarkedet, og unge forældre, der trinvis kommer tilbage på arbejdsmarkedet.
Og frem for alt: Lad os få sat fokus på børnenes tarv i debatten om familie- og arbejdsliv.
Du kan læse meget mere om danskernes familieliv, parforhold og børneopdragelse på Kristeligt Dagblads nye familielivssite