Bispekandidater på stemmejagt i Struer

For fjerde gang blev der debatteret præsteerfaring, diakoni og sogneudvikling, da de fire bispekandidater mødtes til sidste debatmøde onsdag aften på Hardsyssel Efterskole

Interessen var som ved de tre foregående debatmøder meget stor, og ikke en stol stod tom i hallen ved Hardsyssel Efterskole, da de fire bispekandidater mødtes til debat. Foto: Scanpix
Interessen var som ved de tre foregående debatmøder meget stor, og ikke en stol stod tom i hallen ved Hardsyssel Efterskole, da de fire bispekandidater mødtes til debat. Foto: Scanpix.

Timevis af tale om visioner, drømme og idéer for folkekirken er ved sin afslutning. De fire bispekandidater i Viborg Stift har ved i alt fire fælles møder debatteret teologi, sogneudvikling og kirkeråd, og også onsdag aften var interessen for stiftets kommende biskop stor. Jakkesæt, træsko og sandaler blandede sig med hinanden, mens 500 tilhørere fordelte sig i hallen på Hardsyssel Efterskole ved Struer.

Det blev en aften, der bød på veloplagt debat mellem generalsekretær Henrik Stubkjær, domprovst Niels Christian Kobbelgaard, sognepræst Carsten Haugaard Nielsen og valgmenighedspræst Peter Hedegaard. Og en aften, der endnu engang viste, at emner som en biskops præsteerfaring, indstilling til diakoni og forståelse for sognet på landet betyder noget i Viborg Stift.

Også fremtidsønsker for folkekirken blev der spurgt ind til, hvortil Peter Hedegaard præsenterede et ønske om at stoppe nedgangen i medlemstallet og mere kristendomsundervisning. Carsten Haugaard Nielsen nævnte blandt andet øget fokus på diakoni og unge. Henrik Stubkjær ønskede at få stoppet traditionstabet af kristendommen og få sat kirken på mediedagsorden.

Og Niels Christian Kobbelgaard drøm lød blandt andet:
 
”Jeg ville ønske, jeg kunne blive valgt på, at der ville blive født flere børn i de små sogne,” hvorefter salen brød ud i latter.
 
”Hvordan vil du sørge for det?” Lød det kvikt fra sidemanden Carsten Haugaard Nielsen - og salen lo endnu højere.
 
En spørger fra salen ville desuden vide, hvilke teologiske forbilleder, de fire kandidater hver i sær har.
 
”Desmund Tutu. Han har det, jeg vil kalde en bønstilgang til livet, og det beundrer jeg meget,” sagde Henrik Stubkjær, der også fremhævede teolog Anna Marie Aagaard.
 
Peter Hedegaard nævnte de fire Aarhus-teologer Løgstrup, PG Lindhardt, Sløk og Prentner, mens Carsten Haugaard Nielsen udpegede apostlen Paulus og tidligere biskop Georg S. Geil. Niels Christian Kobbelgaard valgte teologiprofessor Jens Holger Schjørring og nævnte også Desmund Tutu og den tyske teolog Jürgen Moltmann.

Nu er det blevet vælgernes tid til at tale. Stemmesedlerne er sendt ud til præster og menighedsrådsmedlemmer, der skal afgive deres stemme senest den 2. september. Optællingen sker den 3. september. En eventuel anden runde afgøres den 10. oktober.