Terapi er blevet et middel til livshåndtering

Psykologisk terapi blev tidligere betragtet som et middel til at løse livets akutte kriser, men har i dag fået en langt mere eksistentiel rolle for mange mennesker. Flere opsøger det terapeutiske igennem længere perioder af livet, og for nogen bliver det et meningsgivende projekt i sig selv, fortæller fagfolk

Ligesom kroppen skal holdes ved lige i fitnesscenteret, ønsker mange i dag også at øge livskvaliteten ved at gå i terapi. Tegning: Morten Voigt
Ligesom kroppen skal holdes ved lige i fitnesscenteret, ønsker mange i dag også at øge livskvaliteten ved at gå i terapi. Tegning: Morten Voigt.

Det er jo blevet så moderne at have noget med nerverne, lyder det fra karakteren Betty i den danske forfatter Kirsten Thorups roman ”Lille Jonna” fra 1977.

Selvom det i 2014 måske ikke er blevet direkte moderne ”at have noget med nerverne”, er vi i dag langt forbi den tid, hvor det at opsøge en psykolog kun var noget, der foregik i amerikanske film, eller noget man gjorde, når man havde akutte psykiske problemer og kriser.

Ligesom kroppen skal holdes ved lige i fitnesscenteret, og kosten skal leve op til de seneste anbefalinger, ønsker mange også at øge livskvaliteten ved at gå i terapi. Det kan man mærke hos Dansk Psykolog Forening, hvor man ser, at terapiens rolle er under forandring.

”Psykologien er i dag også blevet til et sted, hvor mennesker leder efter svar, når det kommer til de mere grundlæggende eksistentielle spørgsmål i tilværelsen. Det så man i langt mindre grad for blot 10-15 år siden.

Dengang var psykologisk behandling mere noget, der var knyttet til løsningen af konkrete og akutte kriser,” siger Eva Secher Mathiasen, der er formand for Dansk Psykolog Forening.

I 2013 fik 84.280 danskere en henvisning til en psykolog fra deres praktiserende læge. I 2003 var det tal 32.672. Disse tal er blot en del af en langt større tendens. For antallet af danskere, der opsøger terapeutisk behandling, er langt højere.

Foregår besøget hos psykologen uden en henvisning fra lægen, registreres besøget ikke andre steder end hos de enkelte psykologer. Derudover kommer så den gruppe, der vælger at opsøge terapeutisk behandling andre steder end hos psykologerne, for eksempel hos psykoterapeuter.

Hos Dansk Psykolog Forening har man af samme grund derfor ikke nogen nøjagtige opgørelser over, hvor mange mennesker der går til psykolog. Men antallet er støt stigende og har været det i flere år.

En del af forklaringen på stigningen er, at mange i dag er blevet bedre til at erkende, at de kunne have fordel af psykologisk hjælp, mener Eva Secher Mathiasen, der peger på, at denne udvikling formentlig skyldes, at der i dag er kommet en langt større offentlig opmærksomhed på det at gå til psykolog.

Terapi er ikke længere tabubelagt, og det kan ligefrem nogle gange ses, at det, at man vælger at gå i terapi, er noget, der både anerkendes og indgyder en vis respekt. For det er også et tegn på, at man som menneske er i stand til at tage vare på sig selv og gør noget aktivt for at skabe et bedre liv.

”Jeg bryder mig personligt ikke så meget om begrebet selvudvikling, for det har efterhånden fået en lidt negativ klang. Men det er min fornemmelse, at mange i dag også opsøger psykologer, fordi man ikke vil lade sig nøje. Man vil gerne have det så godt som overhovedet muligt, og det er en del af en tendens i tiden, hvor mange stiller meget høje krav til, hvor godt et liv de skal have,” siger Eva Secher Mathiasen.

At mange i dag vælger at gå i terapi, fordi de ønsker at få så meget ud af livet som overhovedet muligt, kan Kresten Kay godt genkende. Han er uddannet psykolog og arbejder i dag med psykoterapeutisk behandling i sin praksis i København. Han er desuden skribent på hjemmesiden Levlykkeligt.dk og er dermed en del af et marked for terapi, som han samtidig også nærer en vis skepsis over for.

”Inden for dette felt, som man efterhånden med rette kan betegne som en ’behandlingsindustri’, møder man ofte en idé om, at den enkelte skal finde ind til sin egen kerne. Det er en tanke, som er forfejlet og alt for simpel. Når jeg kigger rundt på markedet, ser jeg, at der ofte er et meget snævert fokus på det enkelte individ. Problemet er bare, at når man hele tiden fokuserer på individet selv i stedet for individet som en del af et fællesskab, glemmer man, at det sjældent er løsningen på den enkeltes problemer. Det resulterer i en økonomisk gevinst for behandlerne, men gevinsten for klienterne kan nogle gange være lidt svær at få øje på,” siger han.

Kresten Kay oplever, at der i dag er flere, der bruger terapien igennem længere perioder. For nogle resulterer det i, at terapien i sig selv og det at ”gå i terapi” bliver til et selvstændigt projekt.

”Man kan opleve, at nogle bliver afhængige af terapi på en måde, hvor man febrilsk jagter lykken og forsøger at finde frem til den form for terapeut eller den terapi, der kan give én et svar eller en form for mening. Der er nogle, der bliver til en slags ’te¬ra-pi¬zappere’, hvis de ikke finder det svar, de søger ved en bestemt terapeut eller behandlingsform,” siger han.

Kresten Kay mener, at det er selve forestillingen om, at man som menneske kan nå frem til at blive problemfri og afbalanceret, der skaber en slags konflikt.

”Problemet er, at mange i dag søger at blive til problemfri mennesker, men hvis man tænker, at man skal blive problemfri, kan man shoppe terapeuter i en evighed uden at nå til en accept af problemer som en del af livet. Hvis man begynder at tænke på sig selv som et projekt, der hele tiden skal gøres bedre, og som skal videreudvikles, begynder nogle at opfatte selv små hverdagsproblemer som del af et udviklingsprojekt, der kræver terapeutisk analyse,” siger Kresten Kay.

Det er i terapiens bekræftelse af, at man som menneske er værd at anerkende og beskæftige sig med, at man finder en væsenlig del af forklaringen på dens tiltrækningskraft, lyder det fra idéhistoriker og professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet i Aaarhus, Lars-Henrik Schmidt.

”I terapien er indbygget en anerkendelse af, at den personlige historie, som man kommer med, er unik. At den er noget særligt, fordi den er værd at beskæftige sig med. I den terapeutiske situation kan man ikke undgå at føle sig interessant og værdsat,” siger han.

Lars-Henrik Schmidt peger ligeledes på, at både terapiens status og rolle har ændret sig i dag. Den er gået fra at handle om løsning af kriser til noget mere vejledende.

”Tidligere havde man en tanke om, at psykologisk behandling primært var noget, der hørte livets kriser til, og som det gjaldt om at få afsluttet hurtigst muligt. I dag har det mere fået en karakter af omsorg og udvikling. Det er en del af en ’wellness-forestilling’, der handler om, at man skal have det godt. Det at gå til terapi er ’wellness’, der dybest set handler om, at vi skal pleje os selv. I dag er det så det psykiske, man har fået en mulighed for at pleje, på samme måde som man gør det, når man får en personlig træner i fitnesscenteret,” siger Lars-Henrik Schmidt.

Han mener, at noget af det afgørende i at forstå, hvorfor terapien bliver stadigt mere populær, er, at selve det at gå i terapi og ’arbejde med sig selv’ for nogle er med til at skabe en følelse af sammenhæng, der giver en mening i sig selv.

”Der er noget rituelt i det at gå i terapi, hvor man kan finde en tilfredsstillelse i selve processen. Der er en kontinuitet i, at man arbejder med sig selv. Der kommer sjældent en afslutning, der handler om, at man nu er helbredt, men det er sådan set også underordnet,” siger han.

Iben Krogsdal er ph.d. i religionsvidenskab fra Aarhus Universitet, forfatter og salmedigter.

Hun peger ligesom Lars-Henrik Schmidt på, at kontinuiteten i selve det at gå i terapi er en væsentlig årsag til terapiens popularitet.

”Der er helt grundlæggende ikke så mange livsvarige forhold i vores tilværelse længere. Vi flytter mere, skifter oftere partner, familie, livsstil og arbejde. De livslange rollers tid er på mange måder omme. Set i det lys bliver det terapeutiske forløb for flere mennesker en form for holdepunkt, som de kan vende tilbage til igen og igen. Terapien bliver den røde tråd, der kan hjælpe os med at binde livets faser meningsfuldt sammen,” siger hun.

Også Iben Krogsdal mener, at den måde, som man anvender terapien på, grundlæggende har ændret sig.

”Det handler ikke længere blot om, at terapien er noget, der er til for at løse specifikke kriser i livet. Det handler i stigende grad også om, at der, hvor vores fællesskaber og relationer er blevet mere flydende, kan den tilbagevendende terapeutiske proces give en følelse af kontinuitet,” siger hun.

Lars-Henrik Schmidt er enig i, at en del af terapiens fremgang kan tilskrives disse ændrede roller.

“Folk har i dag ikke længere så mange nære, længerevarende relationer. Terapien går ind og overtager en rolle, som præsten eller lægen havde tidligere. Den lyttende instans har ændret sig. Før skulle terapeuten hjælpe med at løse kriser, mens hans eller hendes vigtigste funk¬tion i dag er selve det at lytte,” siger han.

Ligesom psykolog og psykoterapeut Kresten Kay peger også Lars-Henrik Schmidt på et fundamentalt problem ved den form for terapi, hvor grundtanken er, at det er muligt at finde sig selv og blive et problemfrit og afbalanceret menneske – hvis ellers man arbejder tilstrækkeligt hårdt på projektet. For den tanke hviler på en grundlæggende problematisk præmis om, at mennesket har en form for indre kerne at finde frem til.

“Man vil nok sige i dag, at den forestilling filosofisk og socialvidenskabeligt er en falsk forhåbning, og det er problemet ved den tanke, som man kan støde på i terapeutiske kredse og i selvhjælpslitteraturen, der handler om, at man ’skal finde sig selv’. Der er en tro på, at mennesket har ’en autentisk kerne’. Hvis man så ikke føler, man kan finde den, bliver man frustreret,” siger Lars-Henrik Schmidt.

At det er en tanke, som man ofte finder inden for hele behandlings-markedet med coaching, psykologer og psykoterapeuter, er noget, som psykolog Kresten Kay kender ganske godt.

”Det unikke individ som mål er desværre en kongstanke i megen selvudvikling i dag. Vi er alle unikke, javist, men vi er langt mere ens. Så det unikke er kun toppen af kransekagen. Vi må ikke glemme det fælles menneskelige og dermed det fælles ansvar, vi alle bærer for hinanden,” siger han.

Ifølge Lars-Henrik Schmidt kan man ganske vist godt tale om, at mennesker er unikke i kraft af, at de har unikke livshistorier bag sig. Det bliver bare straks mere kompliceret, hvis man forsøger at ”finde frem til sig selv”.

“Terapien kan måske nok hjælpe os til at forstå vores livshistorie, men hvis vi gennem terapien forsøger at finde frem til en kerne eller en indbygget mening i os selv, er der grundlag for frustration – eller i hvert fald et meget langt og dyrt terapiforløb,” siger Lars-Henrik Schmidt.