Avisen skal bygge på troværdighed

HVAD VAR DET NU, kilden sagde? Og forstod jeg hende rigtigt? Faktisk er det meget sjældent, at personer, vi har interviewet, føler, at de er blevet fejlciteret. Vores fejl handler oftest om ukorrekte tal, datoer, navne og lignende.
HVAD VAR DET NU, kilden sagde? Og forstod jeg hende rigtigt? Faktisk er det meget sjældent, at personer, vi har interviewet, føler, at de er blevet fejlciteret. Vores fejl handler oftest om ukorrekte tal, datoer, navne og lignende.

Lars Løkke Rasmussen blev fyret som Venstre-formand af flere fremtrædende kommentatorer i juni. Trods en tidlig deadline lykkedes det Kristeligt Dagblads forside at undgå dén konklusion. Hvilket vi på redaktionen dagen efter var godt tilfredse med, eftersom Lars Løkke faktisk ikke mistede sit job på Venstres hovedbestyrelsesmøde i Odense – altså stik imod flere angiveligt sikre kilders oplysninger.

Som vores læsere ved, laver Kristeligt Dagblad absolut også fejl. Men der er noget i vores måde at bedrive journalistik på, som virker forebyggende for de helt store knæk på troværdigheden. Vi er bevidst langsomme og forsigtige med at drage de hårde konklusioner. Det, mener vi, er med til at sikre den seriøsitet og ordentlighed, som skal præge vores journalistik 

Kristeligt Dagblads etiske retningslinjer kræver direkte af avisens journalister, at de udviser modet til at ”give plads til nuancerne”.
 
Men som sagt: Vi tager ofte fejl. Faktisk bragte vi 108 rettelser i 2014. Det er dog – heldigvis – oftest med navne, årstal og lignende, vores artikler fejler, og ikke med misforståelser, der fjerner hele grundlaget for en artikel. I ét tilfælde sidste år var det dog netop det, der skete for os.
 
En forsideartikel tillagde i marts kirkeminister Marianne Jelved (R) den oplysning, at hun ville droppe et omstridt lovforslag om åremålsansættelse af landets biskopper. Men vi havde misforstået hende; hun havde sagt, at hun gerne ville diskutere for og imod forslaget. Hvilket unægteligt er noget andet.
 
Det blev rettet i artiklen på k.dk og dagen efter beklaget i en rettelse på side 2. Det er dér – på avisens første opslag – vi fast bringer rettelserne. De fleste af vores ukorrekte oplysninger opdager vi selv og retter derefter. Men mange trofaste og opmærksomme læsere hjælper os også ved at ringe eller skrive. 
 
Vi vil gerne gøre det så nemt som muligt at påpege vores fejl og mangler, og på mailadressen klager@k.dk kan man altid nå direkte til et medlem af redaktionsledelsen.

 Vi retter faktuelle fejl så hurtigt som muligt. Men nogle gange tager det tid at få klarlagt, hvad der nøjagtigt er sket, og om der vitterlig er tale om en fejl.
 
Et sådant tilfælde oplevede vi i november, hvor vi i en forsideartikel fortalte, at en gruppe flygtninge på et asylcenter var så utilfredse med den mad, de fik serveret, at de smed maden ud og truede med at sultestrejke. Artiklen rejste en mindre storm, eftersom den blev set som en beskyldning mod flygtningene for at være urimelige.
 
Vi interviewede dagen efter lederen af asylcentret, der i første omgang ikke havde ønsket at kommentere sagen. Han bekræftede i interviewet, at der havde været utilfredshed, men afviste, at der skulle have været truet med sultestrejke.
 
Derefter gik vi internt i gang med at oprulle kildegrundlaget for nøjagtigt dén oplysning. Gennemgangen viste, at vi ikke havde tilstrækkeligt belæg for, at nogen skulle have truet med sultestrejke, og resultatet blev, at vi i en rettelse tilbagetrak og beklagede den del af artiklen.
 
Forløbet er atypisk ved sagens alvor. Men det er typisk ved, at vi ikke bare trækker på skuldrene ad vores fejl. Vi prøver altid at finde ud af, nøjagtigt hvordan en fejl er opstået. Hvem misforstod hvem? Hvor kunne fejlen være blevet fanget, inden den kom ud til læserne – og hvorfor skete det ikke?

Kristeligt Dagblad bliver meget sjældent trukket i Pressenævnet. Det skete én gang i 2014, og avisen gik fri af kritik. En ekskæreste til en kvindelig præst, der blev interviewet om et netværk af mødre, opfattede hendes beskrivelser af ulykkelige samværs- og forældremyndighedssager som rettet mod sig. Det afviste vi – og fik blankt medhold i Pressenævnet, da ekskæresten indbragte sagen.

I september blev medier overalt i verden sat på en prøve: Skulle de vise nogle af terrorgruppen Islamisk Stats videooptagelser af henrettelser af fanger? Kristeligt Dagblad var ikke i tvivl om, at det ville være dybt uetisk. Men da vi forudså, at vi desværre nok ville se mere af den uhyggelige type propaganda, indskærpede vi i de etiske retningslinjer for avisen, at vi under ingen omstændigheder viser billeder fra henrettelser.

Hvilket er i naturlig forlængelse af avisens politik om ikke at bringe billeder, der kan virke anstødelige eller krænkende.