Det meget lange liv er både fascinerende og skræmmende

Verdensrekorden i livslængde går i det 21. århundrede til de japanske kvinder, men her i Danmark står det heller ikke skidt til. Aldringsforsker Kaare Christensen har skrevet en humoristisk bog til de 50+ med ”stærke scener” for midaldrende og ældre, og opmuntrende nyt fra videnskaben. Læs et uddrag

Vi lever længere og længere. Men én ting er, hvor længe man lever, en anden er, hvordan man har det. Det siges ofte, at det kun giver mening at stræbe efter at opnå flere leveår, hvis det er såkaldt ”gode leveår”. Læs et uddrag fra bogen "Skarpe Hjørner & Runde Dage". Modelfoto
Vi lever længere og længere. Men én ting er, hvor længe man lever, en anden er, hvordan man har det. Det siges ofte, at det kun giver mening at stræbe efter at opnå flere leveår, hvis det er såkaldt ”gode leveår”. Læs et uddrag fra bogen "Skarpe Hjørner & Runde Dage". Modelfoto. Foto: Polfoto.

Fra 40 til 80 på 180 år. I Danmark begyndte man at udarbejde nationale statistikker over dødelighed i 1830’erne, hvor middellevetiden var cirka 40 år.

Nu er middellevetiden fordoblet til omkring 80 år, og gennem hele perioden har kvinderne haft et solidt forspring af varierende størrelse. Der er mange bud på, hvad der var den største bedrift, menneskeheden udrettede i det 20. århundrede. Den store tilvækst i middellevetid må være en af de oplagte favoritter.

Fra midten af 1800-tallet til i dag er middellevetiden blevet fordoblet i vestlige lande. Stigningen skyldtes i første omgang et fald i dødeligheden blandt børn og unge, men siden 2. verdenskrig er fremgangen primært drevet af et fald i dødeligheden blandt ældre.

Fremgangen i overlevelse blandt ældre har været så markant, at det i dag kun er halvt så farligt at være i 80- og 90-årsalderen, som det var i årene efter 2. verdenskrig (den årlige dødsrisiko er halveret i denne periode).

Læs et interview med forfatteren her 

En anden måde at betragte udviklingen på er at vende blikket ud i verden og se, hvor man har haft verdensrekorden i livslængde. Vinderen her i det 21. århundrede har været japanske kvinder.

Udviklingen har fulgt en lige linje med en fast fremgang gennem en periode på mere end 150 år, og det er ikke småting, vi taler om, men en fremgang på to til tre måneder pr. år.

Man kan tænke på det på den måde, at man får januar, februar og det meste af marts ”gratis” hvert år. Eller man kan forestille sig, at man lever en uge og sparer næsten en weekend, eller at det ikke tæller, hvis man sover seks timer om natten – for middellevetiden øges med 6 timer pr. døgn.

Der eksisterer ikke nogen demografisk eller biologisk ”naturlov”, der forudsiger, at rekorden i middellevetid skulle følge en ret linje. Det er faktisk bemærkelsesværdigt, at den gør, for baggrunden for denne udvikling har været meget forskellig gennem tiderne.

Når man ser, at livslængderekordlinjen er en helt lige linje siden 1840, er det fristende at prøve at forlænge linjen og på den måde komme med en prognose for, hvordan livslængden vil udvikle sig i fremtiden. Men det kan være problematisk at forlænge sådanne lige linjer. Til sammenligning er den hastighed, hvormed rekorden i 100-meter løb er blevet slået gennem tiderne, tilnærmelsesvis også en ret linje.

Hvis man forlænger denne linje, vil man derfor i teorien kunne finde det tidspunkt, hvor en 100-meter kan løbes på 0 sekunder eller for den sags skyld på minus 5 sekunder, hvilket naturligvis viser, at man skal være forsigtig med den slags forlængelser.

Et andet eksempel: I midten af det 20. århundrede steg højden hos danske mænd på session også efter en ret linje (ca. 5 cm på 20 år), hvorefter fremgangen klingede af og stabiliserede sig fra 1980’erne og frem – linjen fortsatte ikke.

Vi ved ikke, om linjen med længere og længere rekordmiddellevetid vil fortsætte, og vi kender ikke den nærmere biologiske baggrund for den markante regelmæssige fremgang. Omvendt kender vi heller ingen biologisk defineret øvre grænse eller indbygget ”selvmordsbombe”, der siger ”hertil og ikke længere”. Så det, vi kan sige er, at det indtil videre er gået vældig godt med udviklingen i livslængden, og at der ikke er tegn på, at fremgangen er ved at stoppe.

Det svarer til, at man sidder i et tog, der har kørt med konstant hastighed i mere end 150 år, og nogen så spørger, hvor længe det kan blive ved at gå godt.

Til dette må vi svare, at det kan vi ikke vide, men indtil videre ser det godt ud – toget kører stadig med samme hastighed. Og for Danmarks vedkommende kan vi også sige, at mange lande ligger langt foran os, så der er plads til betydelig fremgang for os danskere indenfor det allerede kendte.

På den baggrund er man naturligt nødt til at forholde sig til spørgsmålet om, hvad det vil betyde for vores befolkningssammensætning, hvis udviklingen fortsætter. Som det ses af Boks 2, havde befolkningssammensætningen i Danmark frem til 1945 en traditionel pyramideform med flest unge og et faldende antal personer med stigende alder, heraf også navnet ”befolkningspyramiden”.

Prognosen for 2050 er baseret på en relativt forsigtig fremskrivning og viser, at vi formentlig i fremtiden vil have den usædvanlige situation, at der vil være langt flere ældre end yngre mennesker, hvis udviklingen fortsætter som hidtil. Men allerede nu i starten af det 21. århundrede er det så som så med pyramideformen i vores befolkningssammensætning, da vi lever længere, og i en årrække har fået færre børn, end man gjorde tidligere.

Og udviklingen kan faktisk vise sig at blive endnu mere dramatisk. Hvis livslængden øges i samme tempo i yderligere 100 år, vil mere end halvdelen af de børn, der er født her i det nye årtusinde, blive mere end 100 år.

Og her taler vi ikke om børn, der skal fødes ude i fremtiden, og heller ikke om nogen ny udvikling, men derimod om de børn, der i dag går i vuggestue, børnehave og skole, og om den udvikling, vi har haft i 150 år.

Skeptikere mener, at vi snart støder på et loft for livslængden, mens andre vil sige, at den fremgang, vi har set indtil nu, er småting i forhold til, hvad vi vil se i fremtiden som følge af teknologiske og medicinske gennembrud.

Gennem hele det 20. århundrede har fremtrædende videnskabsfolk og nationale statistiske myndigheder med jævne mellemrum hævdet, at grænsen for øgning af middellevetiden nu var nået. I begyndelsen af det 20. århundrede var mange enige om, at det kun var de mest urealistiske optimister, der kunne mene, at middellevetiden nogensinde ville passere de 65 år.

I slutningen af det 20. århundrede var denne grænse - trin for trin – blevet hævet til 85 år, men også den er slået af de japanske kvinder, som nævnt ovenfor. Øjensynlig mener hver generation, at toppen er ved at være nået med dem selv - det kan simpelthen ikke blive ret meget bedre.

Der har været en vis bekymring for, om mennesket rent psykologisk kan magte at leve længere og længere, men indtil videre er det gået meget godt. Undersøgelser af hele årgange af 100-årige viser, at selv i denne gruppe vil hovedparten gerne opleve en dag mere. Det meget lange liv både fascinerer og skræmmer.

Jonathan Swift sagde, at ”alle vil leve længe, men ingen vil være gammel”, og det evige liv på jorden er et fast skræmmebillede lige fra den græske mytologi i myten om Eos og Tithon (Boks 4) over Simone de Beauvoir i bogen Alle mennesker er dødelige til Woody Allens ord om sin manglende lyst til det uendelige liv: ”Evigheden er nok alligevel kedelig – især hen mod slutningen”.

Men én ting er, hvor længe man lever, en anden er, hvordan man har det. Det siges ofte, at det kun giver mening at stræbe efter at opnå flere leveår, hvis det er såkaldt ”gode leveår”.

Dette er der sjældent uenighed om. Det interessante i diskussionen opstår, når der spørges ind til, hvad der menes med ”et godt leveår”, og her spiller alderen en meget stor rolle for vurderingen.