Hvorfor er det vigtigt at fortælle sin livshistorie?

En gruppe ældre kvinder mødes hver onsdag og fortæller livshistorier. Fra venstre ses Erna Jensen, Villi ...

En gruppe ældre kvinder mødes hver onsdag i Aarhus og fortæller deres livshistorier til hinanden. Fra venstre ses Erna Jensen, Villi Plöen Thomsen, Edith Madsen, Anelise Madsen, Ellen Skov Birk (frivillig tovholder for gruppen) og Inger Jensen. Foto: Lars Aarø, Fokus

Der er mange gode grunde til at fortælle sin livshistorie til andre. Her kan du få gode råd til, hvordan du kommer i gang med at fortælle din egen historie - og hvordan du som pårørende hjælper andre med at fortælle deres historie

At få lov til at fortælle sin livshistorie til andre er en meget livsbekræftende oplevelse.

Det mener en gruppe ældre kvinder, som onsdag mødes i Aarhus og fortæller om deres liv til hinanden. Projektet hedder ”livshistoriecafé” og har eksisteret siden 2013.

Ifølge initiativtagerne til projektet har det at fortælle sin livshistorie stor betydning:

”Livshistorierne kan give nye perspektiver på tilværelsen,” siger konsulent Inge Juul.

"I det øjeblik man begynder at fortælle om sit liv, kan det skabe nye forståelser og en oplevelse af sammenhæng i livsløbet. Man kan opdage røde tråde, man ikke før har set."

Men der er også mange andre gode grunde:
 
Det kan tilføre livet større mening.
 
Det kan give selvindsigt, et stærkere selvbillede og højere selvagtelse.
 
Det giver mulighed for at dele erfaringer og indsigt med andre.
 
Det kan give glæde, tilfredsstillelse og indre fred.
 
Det kan lette én for byrder og lære én at værdsætte den personlige erfaring.
 
Det kan være en vej til fællesskab.

Det kan gøre det lettere at ændre på noget i måden, man lever på.

Det giver tilhørerne mulighed for at lære os bedre at kende.

Det kan give en tydelig fornemmelse af, hvordan vi ønsker, historien skal fortsætte.

Men har man ikke andre at fortælle den til, kan man også vælge at skrive sine erindringer ned.

Her er der en guide til, hvordan du kommer i gang med det:

Før du går i gang med at skrive, kan det være en god idé at gøre sig nogle overvejelser: Hvem skal læse historien, og er der et bestemt budskab, du gerne vil have ud, en bestemt oplevelse eller en historisk begivenhed, du gerne vil koncentrere dig om?

Kommer du i tanke om ting, du i hvert fald ikke ønsker at skrive om, så overvej dem lige en ekstra gang. Det er ofte her, der er et eller andet på spil.

Sæt tid af til projektet og lav en aftale med dig selv om, hvornår du vil skrive. Er det hver dag i et bestemt tidsrum, hver lørdag formiddag eller bare, når ånden kommer over dig?

Anskaf en god notesbog, hvor du kun skriver notater til dette formål. Brug den flittigt, hver gang du kommer i tanke om noget, der skal med

Sådan hjælper du hukommelsen på gled:

Brug eventuelt gamle fotos, dagbøger og breve til at sparke hukommelsen i gang. Se albums igennem med en person, der ikke kender personerne på billederne i forvejen.

Besøg steder, der optræder i din historie, for eksempel din gamle skole, dit barndomshjem eller en gammel veninde.

Brug eventuelt lokalhistorisk arkiv.

Når du er klar til at begynde at skrive, kan det være en god idé at tænke på, at du skal turde give noget af dig selv.

Det er vigtigt, at du ikke bare opremser begivenheder, men også husker at få tanker, følelser og refleksioner med.

Husk også detaljer og ting, der umiddelbart kan virke banale. En fortælling om en typisk morgen i dit barndomshjem vil helt sikkert interessere læseren, som kan spejle sin hverdag i din.

Hav en bestemt person i tankerne, som du fortæller historien til, for eksempel din søster eller dit barnebarn. Det gør det ofte nemmere og giver en mere målrettet fortælling.

Tænk over, hvordan du arbejder bedst. Måske er det nemmest for dig at starte fra en ende af og arbejde dig kronologisk frem i tiden. Eller måske arbejder du bedst med at skrive tingene ned efterhånden, som de dukker op. Begge måder kan fungere fint.

Tænk over, at din historie ikke behøver være en lang, sammenhængende historie. Dit liv fortalt i små, vigtige glimt kan være lige så spændende, og ofte danner det flere billeder i hovedet på den, der læser, hvis teksten er delt op i mindre dele.

Lav gerne et stamtræ det er en gave til dem, der ikke selv har kendt dine slægtninge, og giver et bedre overblik for læseren.

Skriv løs, og lad være med at tænke for meget over struktur og sætninger. Du kan altid rette til senere.

Få en anden person til at læse historien igennem gerne én, der ikke kender til jeres familie. Vedkommende har lettere ved at fange ting, der er indforståede, eller som skal forklares bedre.

Brug tid på at finde en sjov eller sigende titel til bogen. Den behøver ikke hedde Jens Jensens livshistorie måske er der en rød tråd, et ordsprog, en sang eller en stemning, der er kendetegnende for dit liv.

Hvis du som barn, barnebarn eller anden pårørende vil hjælpe en anden med at skrive, er det en god idé at være opmærksom på følgende:

Det kan tit være svært at interviewe mennesker, der er tæt på dig. De synes måske, at de allerede har fortalt tingene før, eller at det ved du sikkert godt. Spørg ind: Hvordan var det, dengang da ? Hvad tænkte du, da ? Var du ked af det ? Har de svært ved at fortælle, så hjælp med at bringe dem tilbage i situationen ved for eksempel at spørge: Hvor var du, da det skete?.

Især ældre kan have svært ved at sætte ord på følelser. Så husk at en reaktion også kan afspejle en følelse. Jeg gik ud i skoven og satte mig på en træstub kan udmærket formidle, hvordan personen havde det.

Begynd med at spørge til de ting, der interesserer personen mest, for eksempel en hobby.

Hvis du har svært ved at komme i gang, kan du eventuelt finde mere inspiration her.