I lidt over en måned har den katolske kirke i Danmark været udsat for et stormvejr af hidtil ukendt omfang i pressen. Det danske forløb udgør blot en lille del af den langt større internationale skandale med dokumenteret misbrug af børn og unge i kirkens regi, som for alvor kom til offentlighedens kendskab med en række amerikanske sager i begyndelsen af dette årtusinde, og som siden har spredt sig til især den vesteuropæiske del af verden. Men det danske spor illustrerer ikke desto mindre ret præcist, hvad der er sagens kerne eller skandalens drivkraft også i det globale perspektiv.
Der er kort sagt tre hovedproblemer, som kirken fra Vatikanets mægtige korridorer til det mere ydmyge bispekontor i København udfordres af.
Det første problem er, at der overhovedet forekommer misbrug.
For en kirke, der kræver særligt høje seksuelle standarder af såvel sine præster med cølibatet som af sine medlemmer på områder som prævention og abort, virker det provokerende og dobbeltmoralsk for udenforstående, at uskyldige børn eller unge er blevet ramt. Og derfor har pressen ikke bare i Danmark, men over hele verden haft noget at skrive om, hver eneste gang ofre er stået frem, eller kirken har erkendt konkrete misbrug.
For uanset at misbrug af samme proportioner også finder sted i familier, i sportsklubber, i børneinstitutioner og ikke mindst i familier, så rammes kirken som en boomerang af sin egen etisk løftede pegefinger og høje stemmeføring fra andre sager om seksualmoral eller familieværdier. Kirkens forsøg på at forklare, at kirken består af mennesker, der både rummer gode og dårlige sider, har lydt som bortforklaringer, fordi de først er kommet, når problemerne og de kritiske spørgsmål har meldt sig, ikke før.
Det andet problem handler om den såkaldte kultur af tavshed i kirken.
Den internationale presse har hæftet sig ved, at Vatikanet i flere tilfælde har bedt biskopper om at behandle sager om misbrug gennem kirkens interne kanaler. Flere passager fra den såkaldte kanoniske ret, hvis seneste version kom i 1983, bekræfter sammen med lækkede breve og dokumenter påstanden.
I Danmark viser sagsforløbet da også tydeligt, at kirkens lokale ledelse konsekvent har handlet efter en rettesnor om selvjustits og tavshed med udspring i Rom. Kirken har for eksempel bekræftet, at den har et hemmeligt arkiv, og at det indeholder sager om misbrug. Den katolske biskop Czeslaw Kozon udtalte desuden her i avisen den 16. marts, at han ikke ville melde præster til politiet; det måtte ofrene selv gøre.
Offentligheden har ikke kunnet opfatte sådanne udmeldinger som andet end forsøg på at dække over interne fejl i forhold til samfundets normale regler eller som udtryk for, at præsternes skæbne vejede tungere end ofrenes.
"Det vigtigste var at beskytte kirkens ry, og det gik forud for alt andet", lyder det på opslaget med læserbreve og debat i seneste nummer af medlemsbladet Katolsk Orientering. Og det kan så ikke undre, at iagttagere helt uden for kirkens egne rækker har fået samme tanke.
Kulturen med tavshed har i adskillige årtier fungeret fint for den katolske kirke. Sagerne er rent faktisk blevet holdt inden døre uden at belaste andre i kirken end de trods alt relativt få involverede.
Men i løbet af de seneste ti år, hvor sager tilbage fra 1930?erne og frem til i dag er væltet frem i pressen og i store officielle udredninger først og fremmest i USA, Irland og Tyskland, så er selve strategien for kirkens håndtering af sagerne blevet et endnu større problem end sagerne i sig selv.
Derfor måtte den tyske biskop Walter Mixa fra Augsburg også som den seneste prominente gejstlige i går gå af.
De politiske reaktioner og de juridiske eksperters dom over kirken i Danmark udtrykker den samme tendens. Her er det nemlig ikke antallet af konkrete sager, der kritiseres, men stort set kun måden, sagerne håndteres på. Og linjen hos politikere og eksperter er, at civilsamfundet nu skal være garant for uvildighed, troværdighed og ensartethed i sagsbehandlingen. Der skal i det moderne Danmark tænkes etisk med udgangspunkt i det enkelte menneske og den svage part, ikke med afsæt i en religiøs traditions særlige behov eller normer. Tilliden til, at kirken selv som institution kan garantere den højeste etik, er ikke længere udbredt til stede.
Denne mistillid hænger nøje sammen med kirkens tredje og meget store problem.
"Bispedømmets mediemæssige beredskab er så godt som ikke- eksisterende", lyder det slående fra en debattør i kirkens eget medlemsblad. Ingen spindoktor kunne have sagt det klarere. Det danske forløb med kritik af den katolske kirke fra midten af marts til i dag har været en lang opvisning i presseproblemer, uheldige udtalelser og dårligt timede meddelelser.
Først skulle politiet ikke inddrages, men det endte med, at politiet blev det alligevel.
Så ville kirken selv undersøge sagerne i et fagetisk råd, men til sidst blev det en uvildig advokat, som kom på opgaven.
Biskoppen kunne den 13. marts i Morgenavisen Jyllands-Posten komme i tanke om to til tre sager om misbrug. I Kristeligt Dagblad nævnte han tre dage senere fire til fem sager. Og nu er sagsmappen så vokset til omkring 20 sager. En enkelt sag blev trukket tilbage, men næsten hver uge er der hidtil kommet nye anklager til.
Fremtrædende personer fra kirken forklarede i øvrigt også flere medier herhjemme, at med hensyn til børneattester var alt nu helt i orden, men så kom det frem, at flertallet af de knap 80 katolske præster ikke var omfattet af attesterne, og at børneattester i øvrigt slet ikke fungerer ordentligt for de mange udenlandske præster.
Kirken har i alle disse sager pænt rettet ind efter offentlighedens og myndighedernes krav. I flere tilfælde går den katolske kirke nu hårdere og grundigere til værks end både folkekirken og andre offentlige institutioner gør. Men alligevel er sagerne endt som et problem for kirken. Fordi alle beslutningerne, forklaringerne, beklagelserne og henvisningerne til forældelsesfrister eller regler om retssikkerhed er kommet efter mediepres, afsløringer og nye anklager.
Alt det på papiret rigtige og gode, som kirken i virkeligheden foretager sig nu, får den dermed ikke "good will" for. Den kan allerhøjst undgå "bad will".
Det samme gør sig gældende med Vatikanets absolutte top.
Ingen anden pave har som Benedikt XVI undskyldt for sexmisbrug i kirken. Han undskyldte mindst to gange tilbage i 2008. Han har mødt ofre i USA og senest i Malta. Han har sendt et langt, undskyldende og personligt hyrdebrev til irerne. De seneste uger har han udsendt endnu flere undskyldende udtalelser. Oven i pavens egne ord kommer så endnu flere beklagelser fra talrige nationale kirkers ledere, senest i går i England.
Centralt står også den jesuitiske talsmand Federico Lombardi, der på vegne af Vatikanet kraftigt har understreget, at nu samarbejder kirken med offentlige myndigheder og lever op til alle civile krav.
Det hjælper bare ikke. Fordi timingen er forkert.
Den nuværende pave havde chancen, da han som leder for Vatikanets troslærekongregation fra 1981 til 2005 havde ansvaret for kirkens måde at håndtere alle disse sager på. 3000 sager kom ifølge det liberalt katolske magasin National Catholic Reporter gennem hans administration i de år. Benedikt XVI alias Joseph Ratzinger var dengang hjernen bag strategien med at fastholde tavsheden som en måde at beskytte kirken på.
Hans nye offentlige undskyldninger opfattes derfor nu ikke som ægte, men alene som endnu en måde at beskytte det vigtigste af alt – kirken – på mod de nye og meget voldsomme juridiske og politiske anklager, som tårner sig op. Mistilliden til undskyldningerne næres af, at topfolk i Vatikanet sideløbende med undskyldningerne flere gange har forsvaret pavens dispositioner og fastholder hans status som kirkens "ufejlbare klippe".
Kirken i Danmark kan derfor gøre nok så meget rigtigt og godt i den kommende tid. Det er tydeligt, at kirkens ledende figurer som Czeslaw Kozon, pastor Niels Engelbrecht og informationschef Niels Messerschmidt hurtigt har lært at følge Vatikanets nye, mere åbne og samarbejdende politik, som blev helt officiel med det irske hyrdebrev.
Men til syvende og sidst må de godt 37.000 hjemlige katolikker, der uskyldigt sættes i bås med nogle ganske få brodne kar, affinde sig med, at sagen først er slut, når Rom på et tidspunkt har gjort tilfredsstillende op med sin fortid.