Danmarks nye kirkeminister har erstattet Per Stig Møllers (K) århundreder gamle kirkemalerier med mere moderne motiver som bedende hænder i neon. Han er meget bevidst om, at han kommer med et nyt image til folkekirken, hvilket præger både hans sprog, hans udsmykning, hans politiske tilgang og hans mål.
LÆS OGSÅ: Kirkeforfatning og homoseksuelle vil fylde kirkens dagsorden i 2012
Og hans første 100 dage har i den grad fået båden til at vippe i Kirkeministeriet. Et godt eksempel på udviklingen er den indvending, han kom med i søndagens DR-udsendelse Tro, håb og homovielser, da en embedsmand havde peget på den kirkelige modstand imod ministerens lovforslag om vielse af homoseksuelle: Men når vi går ud og sparer på et eller andet område, lytter vi jo heller ikke til de mennesker, som vi tager beslutninger for.
Sætningen viser flere aspekter ved den nye kultur, der har indfundet sig i Ministeriet for Ligestilling og Kirke.
For det førstehar den nye kirkeminister vist sig at være en målrettet politiker, til tider nærmest utålmodig. Han vil helst ikke drukne i proces, men hurtigt frem til resultaterne, hvilket er nyt og udfordrer normerne i folkekirken.
Han har tilsvarende været meget om sig med medieudtalelser i den første tid og ofte med idéer til fornyelse af folkekirken, som for eksempel da han foreslog at købe professionel, landsdækkende markedsføring af menighedsrådsvalget til efteråret.
For det andet har han omdefineret kirkeministerembedet til at være en chefrolle. Hvor tidligere ministre lyttede meget til folkekirken, som de forstod som en verden med særlige spilleregler, mener Sareen, at kirken skal lytte til verden omkring sig. Og til, hvad kirkeministeren siger.
Det er en stil, der kan føre til historiske ændringer. Men det er også en stil, der kan føre til strid i folkekirken. Og allerede har gjort det. Spændingerne lige nu mellem kirkeminister og dele af kirken er betragtelige, måske større end de har været siden Tove Fergos holmgange med folkekirkens øverste gejstlige for 10 år siden.
For det tredje har Manu Sareen trukket folkekirken i retning af at være statskirke. Ikke mindst ved at omtale kirken som et væsen på linje med alle andre statslige væsner, som i ovenstående citat. Han kommer fra et univers med fokus på ligestilling af minoriteter og integration, ikke fra et teologisk univers, og det kan mærkes.
Indfaldsvinklen bliver ofte mere stats- og værdipolitisk og mindre teologisk og kirkeligt indfølende. Faktisk har kirken stadig til gode at høre en sammenhængende fremstilling af kirkeministerens syn på teologi.
Ifølge mange iagttagere har Manu Sareen brudt den grundlæggende spilleregel, at staten ikke skal blande sig i folkekirkens indre anliggender, det vil sige, at teologi og kirkeliv har været folkekirkens bord, mens staten har lovgivet om rammerne om kirken.
For eksempel mener professor i teologi Svend Andersen, at kirkeministeren har begået et overgreb på kirken ved at kræve et bestemt ord indskrevet i et kirkeligt ritual, nemlig ordet ægtefæller i det kommende ritual for vielser af homoseksuelle.
Kirkeministeren har dertil sagt, at han juridisk set har ret til at blande sig, hvilket er korrekt. Men samtidig er denne argumentation et signal om, at den nye kirkeminister ikke anerkender den historiske balance mellem stat og kirke
Den røde tråd gennem Manu Sareens første 100 dage i kirkeministerstolen har været ligestilling. Vielsen af homoseksuelle samt ligestillingen af andre trossamfund er de to store punkter på hans program, og de har begge rødder i dette tankesæt.
Det har været Manu Sareens held, at store dele af folkekirken har accepteret kursen imod statskirke, hvilket også fra kirkens side er et brud med traditionen. Kirkefolkets stiltiende samtykke skyldes for nogles vedkommende, at de er enige i hans to store programpunkter, og for andres vedkommende, at det hele fører frem imod den selvstændiggørelse af folkekirken, som er statskirkens modsætning.
Alt dette lægger grunden til det næste skridt i regeringsgrundlaget, som er en kommission om en kirkeforfatning, der skal skabe et ledende organ i folkekirken. Dette kan på længere sigt føre til større afstand og endelig adskillelse af kirke og stat, hvilket kirkeministeren har støttet, før han blev kirkeminister (men som han har nedtonet, efter han blev minister).
Kirkeministerens indledende skridt imod kortere afstand mellem stat og kirke kan således vise sig at bane vejen for den største afstand mellem stat og kirke i folkekirkens 163-årige historie.