Gud skal anklages og ikke forsvares

Jakob Wolf har skrevet en god, klar og brutal bog om theodicé-problemet: Hvis Gud er almægtig og god, hvorfor tillader han så det onde? "Jobs tårer" må være årets bedste teologiske bog

Teologen Jakob Wolf er interessant som akademisk type. Han virker i positiv forstand som en autodidakt. Han belæsser ikke sin tekst med tusind referencer eller skotter nervøst rundt til alle kollegerne: Hvor er de? Hvad gør de? Han pakker bare sin rejsetaske med det, han nu finder fornødent, og så tordner han ellers ud over stepperne uden at se sig ret meget tilbage. -
Teologen Jakob Wolf er interessant som akademisk type. Han virker i positiv forstand som en autodidakt. Han belæsser ikke sin tekst med tusind referencer eller skotter nervøst rundt til alle kollegerne: Hvor er de? Hvad gør de? Han pakker bare sin rejsetaske med det, han nu finder fornødent, og så tordner han ellers ud over stepperne uden at se sig ret meget tilbage. -. Foto: Kristian Djurhuus.

Theodicé-problemet er noget ganske særligt, for det er ikke blot en dogmatisk evergreen inden for teologien. Det er også det spontane spørgsmål, som de fleste mennesker fra små konfirmander til hærdede ateister stiller: hvordan kan Gud lade det onde og meningsløse ske?

Problemet kan formaliseres som følger: Gud er almægtig, Gud er god, det onde findes. Disse tre udsagn kan ikke alle være sande på én gang. Da det onde uafviseligt findes hver eneste dag overalt på kloden, kan Gud ikke være almægtig. Hans muligheder er begrænsede. Eller også er Gud ikke god, i hvert fald ikke på en måde, der flugter med vores forestillinger. Hans veje er uransagelige. Eller også er det onde ikke så ondt, som vi tror, men tjener et højere formål. Gud har en mening med det.

Den måde, man historisk og aktuelt har prøvet at håndtere problemet på, er at gå ind og skrue på en af de tre knapper, således at den åbenlyse inkonsistens mellem de tre udsagn kan afsvækkes. I moderne tid efter Auschwitz med mere er det umuligt at gå ind og skrue ned for knappen med det onde. I dansk gennemsnitsteologi er det heller ikke velset at antyde, at Gud ikke er ubetinget god. Det er derfor Guds almagt, der må holde for. Livets Gud har ingen hænder, derfor er det os, han sender, som der står i en moderne salme. Gud billiger ikke det onde og ser heller ingen mening med det. Han kan bare lige så lidt som os stille noget op.

Nu er Jakob Wolf, dr.theol. og lektor i systematisk teologi ved Københavns Universitet, gået løs på problemet med bogen "Jobs tårer. Om Gud og det onde." Titlen henviser til Jobs Bog i Det Gamle Testamente, som er et af de stærkeste vidnesbyrd i Bibelen om theodicé-problemet. Alle de værste ulykker vælter ned over Job, men han gør oprør imod sine vilkår og går i rette med Gud: Hvordan kan han lade den uskyldige lide på denne måde?

Og lad det være sagt med det samme. Det er en vældig god bog, Jakob Wolf har skrevet. Den er særdeles kontant og pointeret, og det er velgørende i forhold til et emne, der er svært nok i sig selv, uden at man behøver gribe til omsvøb og falbelader. Wolf er interessant som akademisk type. Han virker i positiv forstand som en autodidakt. Han belæsser ikke sin tekst med tusind referencer eller skotter nervøst rundt til alle kollegerne: Hvor er de? Hvad gør de? Han pakker bare sin rejsetaske med det, han nu finder fornødent, og så tordner han ellers ud over stepperne uden at se sig ret meget tilbage. Hans særlige stil står sig godt til dette emne, som netop går på tværs af tanke og levet liv, det er virkelig ikke kun et teoretisk problem. Ved andre emner, som diskussionen om intelligent design, kan Wolf nogle gange på mig virke lidt uigennemskuelig i sin position, mere påståelig end overbevisende. Det gælder ikke her.

I første del af bogen gennemgår og kritiserer Wolf – det sidste undertiden ganske heftigt – de forskellige "løsninger" på theodicé-problemet. Om den udbredte antagelse, at det onde jo er godt for noget, hedder det: "...det, at det onde er godt for noget, gør ikke det onde mindre ondt i sig selv (...) At man lærer af at miste en nærtstående, gør ikke tabet i sig selv godt, og da slet ikke godt for den, der døde!" Og om en Gud, der føler med os i vores lidelse, men ikke griber ind, hedder det: "Hvad skal vi mene om for eksempel en læge, der er i stand til at redde barnet, men ikke gør det og i stedet sætter sig ned ved siden af det og vrider sine hænder i gråd af bare medfølelse? Kan man andet end foragte sådan en læge og beskylde ham eller hende for at være en uduelig idiot eller at have en pervers glæde ved lidelse?" På denne brutale vis skærer Wolf sig igennem en masse omtrentlig og sværmerisk snak.

Det bliver efterhånden klart, at han hverken vil renoncere på det ondes radikalitet eller på Guds almagt og ansvar. At bortforklare det onde er at gøre vold på vores uvilkårlige livserfaring. At forsvare Gud eller tage ansvaret fra ham er at bringe sig i en meget fortænkt position, rent teologisk. Af både teologiske og erfaringsmæssige grunde, som for Løgstrup-eleven Wolf kan gå forbavsende ubesværet hånd i hånd, må hele theodicé-tænkningen forkastes. Men hvad skal der da sættes i stedet?

Wolf argumenterer meget overbevisende for, at vi mennesker i bund og grund er radikalt afmægtige i forhold til vores fundamentale vilkår. Denne afmagt kan tilsløres af dagligdag og samfundsfornuft, men det onde river sløret væk før eller siden. Endvidere kan vi ikke lade være med at personificere de vilkår, vi er underlagt, som en magt, vi kan gå i dialog med. Menneskets naturlige reaktion er derfor Jobs: at anklage og gå i rette med Gud, ikke at forsvare ham, som Jobs tvivlsomme venner og theodicé-tænkningen gør.

Med religiøse mennesker forholder det sig altså ikke, som ateisterne tror: at de får en "trøst" og i en eller anden mystisk mental forstand slutter en separatfred med tilværelsens hårde vilkår. Nej, forskellen på de religiøse og ateisterne er alene, at de første har nogen at rette deres vrede og anklage (og i andre sammenhænge: taknemlighed) imod, det har de sidste ikke.

Anden halvdel af bogen er sværere. Wolf trækker her på Luthers tanker om den skjulte og den åbenbarede Gud. At Gud er god, ved vi fra hans åbenbaring i Jesus Kristus, det kan vi ikke slutte ud fra vores naturlige gudserkendelse, hvor han fremstår som en tvetydig magt. De to udsagn "Gud er almægtig" og "Gud er god" tilhører derfor ikke samme niveau, men henholdsvis den naturlige og den åbenbarede gudserkendelse. Det er dog ikke noget, der "løser" modsigelsen. Snarere skærper det den, fordi vores forventninger til Guds godhed lægger op til vrede og anklage snarere end til fatalisme og resignation.

Men med vreden kan vi både forblive tro mod vores livserfaring og indtræde i en autentisk kommunikation med Gud. Som Luther skriver: "Ingen er i dette liv Gud nærmere, end den der hader og skumler over Gud, og der findes ingen børn, der er ham mere velbehagelige eller kærere." Om vi så får et svar fra Gud, eller om resten er tavshed, er et personligt og eksistentielt forhold for den enkelte. Det er ikke noget der kan almengøres. Men hvis man skal konkludere noget på bogens anden og mere "positive" halvdel, må det være følgende: Der findes ingen trøst, der findes ingen mening "på trods". Men der kan ligge en forløsning eller forsoning i selve den dialogiske proces: i vreden, i sorgen, i Jobs tårer.

Jakob Wolf forfølger sammenbidt sit ærinde. Han er ikke typen, der strør om sig med polemik og aktuelle referencer. Til en vis grad må man altså selv drage den slutning, at hans bog implicerer et radikalt opgør med megen nutidig teologi, for eksempel med den sødladne og sentimentale "Gud er kærlighed"-forkyndelse, der lyder i nogle danske sognekirker ("Det er meningsløst at forkynde, at Gud er kærlighed, hvis ikke det står klart, at det i høj grad er et påtrængende spørgsmål, om Gud er det."). Det er også givet, at Wolfs teologi står i voldsom modsætning til kenosis-teologien (den svage og afmægtige Gud) hos en Niels Grønkjær eller Guds politisk-korrekte make over hos en Troels Nørager, der får et par kritiske noter i bogen.

Den Løgstrup-tradition, som Wolf på sin egen ubesværede og originale måde er en del af, gjaldt i min ungdom i 1970'erne for at være en humanistisk fortynding af kristendommen. Det virker som meget længe siden. I Wolfs udgave (og hos en Ole Jensen) fremstår den i dag som den naturlige arvtager til den teologiske radikalitet og traditionsbevidsthed, der i 1970'erne blev varetaget af eksistensteologi og dialektisk teologi. Den udvikling havde man ikke lige set komme.

"Jobs tårer" må være årets vigtigste teologiske bog. Læs den før Deres sognepræst, så De ikke lader dem binde noget på ærmet i den "søde" juletid.

Jakob Wolf: Jobs tårer. Om Gud og det onde. 112 sider. 189 kroner. Forlaget Anis

kultur@kristeligt-dagblad.dk