Når groft sagt bliver til goldt sagt

relevante temaer

klummesamling Lars Hedegaards Groft sagt-klummer mangler et formildende glimt i øjet

Dele af det borgerlige Danmark er besat af islam. De ser bomber, tørklæder og islamister på hvert gadehjørne.

Således også historikeren Lars Hedegaard, formand for Trykkefrihedsselskabet. Indtil for nylig var han desuden fast bidragyder til Berlingske Tidendes satiriske klumme, Groft sagt.

Nu har han sammen med tegneren Kurt Westergaard udgivet "de 100 bedste". Allerede før udgivelsen blev der spekuleret i, om nye, grove og provokerende tegninger mon kunne skabe endnu en Muhammedkrise. Man fornemmer næsten, at udgiverne har håbet det.

Det kommer næppe til at ske, selv om der til overflod er tegninger af Muhammed og andre med bombe i turbanen, foruden en del nøgne mænd og kvinder (flest kvinder). Der er bare ikke rigtig noget ekstra forargeligt i forhold til tidligere.

Det samme gælder teksterne, hvor 100 stykker er alt for meget. Især når langt over halvdelen kredser om Muhammed, imamer, indvandrere, Nørrebro, tørklæder, indvandrervold, ghettoer og Mellemøsten i en pærevælling.

De resterende angriber i flæng EU, biskopperne, nogle af præsterne, klimapolitikere, Institut for Menneskerettigheder, Politiken og de kulturradikale som tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V).

Dermed er vi tilbage ved Muhammedkrisen. Det var den, der for alvor skilte får fra bukke, og som på mange måder har gjort det nemt at være Groft sagt-skribent. Nemt at skelne, hvem der er mod os, og hvem der er med os.

Det er et af de store paradokser, at Lars Hedegaard forfalder til nøjagtig samme sort-hvide retorik, som de imamer, han foragter så dybt men med modsat fortegn.

Jamen har han ikke ret? Står vi ikke midt i en civilisationskrig? Er der ikke umanerligt store problemer med integrationen af unge arabere? Er det ikke horribelt, at en dansk tegner skal leve under politibeskyttelse?

Jo, jo og atter jo. Spørgsmålet er bare, hvordan man bedst løser problemerne. Lars Hedegaards ideologi har haft magten i syv år, men det har ikke bedret integration eller givet sejr for vestlige værdier i Mellemøsten.

Al god humor bør indeholde et stænk af selvironi eller et formildende glimt i øjet. En antydning af, at man kan tage fejl. Men Lars Hedegaard ejer ikke tvivlens nådegave. Derfor er Groft sagt blevet til Goldt sagt.

Groft sagt. Med tegninger af Kurt Westergaard. 140 sider. 200 kroner. Trykkefrihedsselskabets Bibliotek.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk

Henrik Hoffmann-Hansen

Jeg er født 2.5.1961, uddannet journalist 1985, fra 1985 til 1993 ansat på Ugebladet for Hørsholm og Karlebo, i Bikuben, Kristeligt Forbund for Studerende og Kristeligt Folkeparti. Ansat som økonomisk-politisk-journalist på Kristeligt Dagblad fra 1.3.1993, senere indlandsredaktør og kirkeredaktør og i dag politisk redaktør med arbejdsplads på Christiansborg.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

STYRK DIT BARNS KARAKTER - et forsvar for børn, barndom og karakterdannelse

kr. 249,00 Køb

Pavarotti deluxe boks

kr. 699,00 Køb

Israels kontraster

kr. 13.495,00 Køb

"Eksistens. Hvor går vi hen?". Læserophold på Rønshoved Højskole

kr. 2.595,00 Køb

Barenboim i Berlin, Luther i Wittenberg

kr. 6.195,00 Køb

RØDE HUNDE GØR IKKE

kr. 249,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.