Da Herta Müller fornylig blev udråbt som modtager af dette års nobelpris i litteratur kom det for mange nok som en stor overraskelse. Vel er hun en anerkendt og velrenommeret forfatter, men der var vist ikke mange, der anså hende som værende på højde med årets andre nobelpriskandidater.
Om den rumænskfødte, tysktalende Herta Müller med rette blev tildelt denne store pris, vil historien vise. For det lille forlag Batzer & Co, som i disse dage sender hendes roman "Mennesket er en stor fasan i verden" på gaden, er prisuddelingen imidlertid uden tvivl en glædelig begivenhed. Som ikke mindst viser os, at de små forlag har øje for de store forfatterskaber og dermed bidrager til at holde den litterære mangfoldighed i Danmark oppe – noget man i disse dage, hvor alt ellers handler om salgstal og økonomisk succes, ikke skal glemme.
Müllers bog hører til i forfatterskabets tidlige del. Mens de allerførste værker endnu mest omhandlede ungdommen og opvæksten i hjemlandsbyen, flyttede forfatteren med denne roman, der udkom for første gang 1986, sit fokus til den mere voksne, politiske sfære, hvor også så mange af hendes senere værker skulle udspille sig.
Centralt i bogen står familien Windisch, der som Müller selv tilhører den tysktalende befolkning i Rumænien, og som ansøger om at forlade landet og drage mod vest. Også her afspejles en del af forfatterens egen skæbne, idet bogen blev til, blot et år inden Müller selv forlod Rumænien og slog sig ned i Vesttyskland. I romanen følger vi familien Windischs skæbne og deres venten på papirerne, der tillader dem den eftertragtede udrejse. Mens flere og flere af deres tysktalende naboer forlader landsbyen, hvor romanen foregår, bliver familien tilbage dér, hvor stemningen bliver mere og mere desperat.
Müllers fortjeneste ligger ikke blot i at tegne et portræt af denne svære ventetid, men især i med skarpe og meget fortættede billeder at vise den menneskelige afgrund, der åbner sig under totalitære regimer som Ceausescos Rumænien. Centralt står her ikke kun erindringen om Anden Verdenskrig og den tysktalende befolknings rolle i denne, der konstant lurer under overfladen, eller den politiske propaganda i det totalitære land, men især det ustandselige, gensidige misbrug af magtbeføjelser, som i denne atmosfære kendetegner alle mellemmenneskelige forhold.
Om politimanden og præsten hører vi for eksempel, hvordan de har opbygget den lille skik i landsbyen, at de tysktalende familier dér, der har søgt om at forlade landet, skal låne deres døtre ud for de tos tilfredsstillelse af seksuelle lyster – ellers bliver papirerne ikke udstedt.
Müller tegner på denne måde et dystert portræt af den afmagt og det gensidige misbrug, der gennemsyrer alt og alle i den lille by. Uden at fortie den tysktalende befolknings rolle under Anden Verdenskrig, hvor mange sluttede op omkring Hitlers værnemagt, rettes der en voldsom kritik mod det totalitære regimes dagligdag generelt og den klaustrofobiske landsbyatmosfære specifikt.
Således fremstår romanen som et imponerende studie i den menneskelige adfærd under totalitære regimers betingelser, et studie, der især vinder ved det tætte, præcise sprogbrug. Det er en bog, som er mørk i sit toneleje, men som samtidig virker hudløst ærlig og seriøs i sin beskrivelse af de udfordringer, de emigrationsvillige konfronteres med.
"Mennesket er en stor fasan i verden" er måske ikke den helt store verdenslitteratur, men den giver et stærkt indblik i de grundlæggende konflikter, prismodtagerens senere forfatterskab løbende vender tilbage til. I dette tidlige værk står konflikterne endnu meget rene og samtidig ganske dystre frem. Det er ingen opbyggelige litteratur, men en nødvendig roman, der giver et læseværdigt bidrag til århundredes helt store emner, totalitarisme og migrationen. En stærk og flot udgivelse.
Herta Müller: Mennesket er en stor fasan i verden. Oversat af Karsten Sand Iversen. 154 sider. 198 kroner. Batzer&Co.