Vær med din nåde hos disse to

Har man indgået ægteskab på rådhuset, kan man efterfølgende få en "kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab". Her bedes om Guds velsignelse over ægteparret: "Vær med din nåde hos disse to og giv din velsignelse til, at de kan leve med hinanden i gudsfrygt og kærlighed og ikke give årsag til vrede og strid. Lad dem altid erfare din nådige hjælp!". I denne struktur er det juridiske og det kristelige tydeligt adskilt. Begrebsafklaringen kan med fordel tage sit udgangspunkt her: Vielse er den juridiske registrering, ægteskab (og partnerskab) er det juridisk registrerede forhold, og velsignelse er kirkens mulighed for at sætte ægteskabet (og partnerskabet?) ind i kristendommens forståelsesunivers. Ideelt set bør alle juridiske registreringer foregå på rådhuset og derefter (eventuelt) følges af enten "kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab" eller "kirkelig velsignelse af registreret partnerskab".

Når kirken har haft svært ved at samle opbakning til et officielt velsignelsesritual for partnerskabet, skyldes det en alt for snæver forståelse af, hvad velsignelse er."Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer den [...]" (1 Mos. 1,27-28). Om dette lille tekstuddrag, der anvendes i kirkens vielsesritual, kan der siges meget interessant. Positivt kan man fremhæve, at teksten har været med til at afværge den seksualfordømmelse, der tidligere har hersket i kristendommen. Gud befaler jo faktisk menneskene at skabe børn. Problematisk bliver det dog, når seksualiteten kun opfattes som gudvelbehagelig, hvis den begrænser sig til reproduktion. Det er ikke desto mindre en tanke, som har haft et godt greb i mange århundreders vielsesteologi, og det siger sig selv, at hvis Guds velsignelse alene drejer sig om reproduktion, kan den ikke lyses over homoseksuelle.

Det overordnede problem er, at anvendelsen af 1 Mos. 1,27-28 har resulteret i en meget uheldig ensidighed i forståelsen af Guds velsignelse. Bladrer man lidt i sin bibel, vil man se, at Guds velsignelse optræder i mange andre sammenhænge og former. Det bør give anledning til at forstå begrebet velsignelse bredere. Det er i øvrigt interessant, at vores vielsesritual faktisk udelader ordene "bliv frugtbare og talrige". Udeladelsen peger i samme retning: Guds velsignelse er andet og mere end børnefødsler.

Bibelen indeholder et væld af velsignelser. De kan til sammen give os indtryk af den bredde, der er i bibelsk forståelse og anvendelse af velsignelse.

Indholdet af velsignelserne i Det Gamle Testamente afslører hurtigt, at velsignelse drejer sig om andet end menneskelig reproduktion: Velsignelse handler om at have et sted at bo, om fred i landet eller tilmed om krigslykke (5 Mos. 28,7) og herskermagt over andre lande og folkeslag (1 Mos. 27,29). Velsignelse handler om landets frugtbarhed, korn og vin i overflod, passende mængder nedbør til landbruget, om frugtbarhed blandt kvæg og husdyr og om frugt af det arbejde, mennesket udfører (5 Mos. 28). Således omfatter Guds velsignelse store dele af (hvis ikke hele) menneskelivet. Guds velsignelse er, at Gud fortsat er til stede hos sin skabning med sin livsopretholdende kraft.

Velsignelse kan også antage forskellige former. Som i 1 Mos. 1,27 kan det være Gud selv, der udtaler sin velsignelse; men også et menneske kan velsigne. Centralt er det dog, at også den menneskelige velsignelse har Gud som handlende subjekt. Den menneskelige velsignelse har nemlig karakter af bøn. Når Isak velsigner Jakob, er det netop med en bøn om, at Gud vil realisere sin velsignelse i Jakobs liv (1 Mos. 27,28-29). Den samme pointe ses i 2. Krøn. 30,27. Her velsigner præsterne folket, og "deres røst blev hørt, og deres bøn nåede til himlen". Ordet velsignelse anvendes også i forbindelse med takkebøn til eller lovprisning af Gud.

Det Nye Testamentes forståelse af velsignelse ligger i forlængelse af Det Gamle Testamentes. Også her velsigner mennesker hinanden med Gud som subjekt (ex. Lk 1,42; 2,34). Guds direkte velsignelse kommer til udtryk i Jesu ord og handlinger (som ved velsignelsen af de små børn i Markusevangeliet). Velsignelsens forbindelse til takkebønnen kommer klart til udtryk, når Jesus velsigner (dvs. udsiger takkebøn over) brødet ved bespisningsundere (Matt. 14,19 par.) og ved skærtorsdags aftensmåltid (Matt. 26,26). At velsigne er også at sige Gud tak - i bevidstheden om, at velsignelsen og livets gaver kommer fra Gud. Sammenfattende kan man sige, at velsignelsen indeholder to dele.

For det første er velsignelse den tilstedeværelse og indgriben, mennesket søger hos Gud.

For det andet menneskets taknemmelighed over velsignelsens gave.

Et sted, hvor en sådan form for bred forståelse af velsignelse faktisk kommer til udtryk, er i den allerede citerede bøn: "Vær med din nåde hos disse to og giv din velsignelse til, at de kan leve med hinanden i gudsfrygt og kærlighed og ikke give årsag til vrede og strid. Lad dem altid erfare din nådige hjælp!". At bede om Guds velsignelse er at bede om, at Gud vil være hos disse to med sin nåde. Da er det ikke længere vigtigt, om de to har forskelligt eller samme køn. Bønnen om Guds velsignende tilstedeværelse i to menneskers fælles liv kan bedes for heteroseksuelle som for homoseksuelle. Og hos både heteroseksuelle og homoseksuelle kristne udtrykker ønsket om velsignelsen samtidig en tak for velsignelsens mulighed.

Det er på tide, at kirken genoptager sit arbejde og udformer et officielt velsignelsesritual for det registrerede partnerskab. Jeg opfordrer til, at man her lader en bredere forståelse af Guds velsignelse blive afgørende.

Benedicte Præstholm er cand.theol.