|
27. januar 2007
Vi skaber sandsynligvis mere terrorisme med vores krig mod terror, så hvis vi skal mindske risikoen for fremtidig terror, skal krigen mod den afblæses, mener Ole Wæver
Terrorisme er Danmarks sikkerhedsproblem nummer et – den største trussel mod den nationale sikkerhed. Det fremgår af officielle rapporter, gentages af stort set alle politikere og de fleste nikker anerkendende, ja, forventer at høre det. Det er så selvfølgeligt, at vi glemmer at spørge: Hvorfor egentlig?
Der er ikke nogen objektive grunde til, at terrorisme skal optræde øverst på vores liste over sikkerhedsproblemer. Tre gange så mange mennesker dør hver dag af aids-relaterede sygdomme, som døde i 11. september-angrebet. Som trussel mod staten er terror heller ikke meget bevendt: Terrorister kan ikke besætte lande eller tvinge deres politiske vilje, som hære kan. Terror ligner et militært sikkerhedsproblem og kunne derfor rykke foran "nye sikkerhedsproblemer" som miljø, migration og epidemier.
Man kan til nød forstå, at det blev USA's sikkerhedsproblem nummer et. Den monumentale begivenhed den 11. september 2001 krævede et dramatisk svar. Derudover har "den globale krig mod terror" (GWOT, "Global War on Terror") vist sig nyttig i amerikansk udenrigspolitik. Firkantet sagt stod USA i en magtmæssigt dominerende position, som man ønskede at bevare (i egen og verdens interesse, fordi man så den som kilden til en moralsk og stabil verdensorden). Problemet var, at en passiv magtfordeling ikke var nok til at "ordne" verden – magten måtte aktiveres og demonstreres. GWOT blev en slags kampagne, der mobiliserede alle lande under USA's ledelse. Derudover har USA på grund af sin styrke ikke mange andre trusler – og er uvant med at blive ramt på eget territorium. Så, ok, det er forståeligt, at terror blev sikkerhedsproblem nr. 1 i USA. Men hvorfor hos os?
EU's officielle sikkerhedsstrategi fra 2003 opregner fem "hovedtrusler": 1) terrorisme, 2) spredning af masseødelæggelsesvåben, 3) regionale konflikter, 4) fejlslagne stater, 5) organiseret kriminalitet. Terrorisme er ikke bare nævnt først, men er også primær i den forstand, at de fire andre forklares som trusler både i egen ret, og fordi de øger risikoen for terror. Terrorisme er fællesnævneren, optikken hele sikkerhedsdagsordenen ses igennem. Det samme ses i nationale hvidbøger fra de europæiske lande.
Europæiske politikere og eksperter har tilpasset sig USA's retorik. Europa har en anden tilgang til terrorisme, men det var uoverskueligt at forklare USA, at man simpelthen ikke prioriterer det lige så højt. Det er sådan GWOT fungerer som global fællesnævner. Regeringer verden rundt bruger sloganet om "krig mod terror" til lokale formål. Kina, Rusland, Israel, Colombia, alle laver en "handel", hvor USA får deres globale kampagne – og de enkelte stater får øget legitimitet til egne projekter. Det virkede uskyldigt for sikkerhedseliten i Europa at kolportere myten om terror som det store sikkerhedsproblem. Det virkede fleksibelt nok: man behøvede ikke at købe USA's politik og kunne begrunde både bistandspolitik og egen Mellemøstpolitik. Men det var alt andet end uskadeligt.
Terrorbekæmpelsen har farvet politik og debat. Bistandspolitikken blev omfordelt ud fra bekæmpelsen af terror. Religionens nye rolle i verdenspolitikken blev set gennem terrorens prisme. Tvivlsomme "terrorlove" fandt indpas i national retspleje.
Hermed vil jeg foreslå, at vi erklærer krigen mod terror for slut. Ikke alle krige har et klart udfald – ikke engang uafgjort. Det er før set, at krige ikke førte til nogen afgørende slag, løb ud i sandet og blev afblæst.
Vi skal ikke ophøre med at sikre os mod terrorangreb – tværtimod. Hvert menneskeliv reddet er naturligvis en uvurderlig gevinst, her som i sundhedsvæsenet, trafikpolitik og fødevaresikkerhed.
Men der er langt fra at have en konkret politik på området til den nuværende tilgang, hvor terror er gjort til overskriften for vores afsnit af verdenshistorien.
Anti-terrorpolitik rummer kontrol af havne, lufthavne og internationale finansstrømme. Fint nok. For det andet overvågning af militante miljøer og grupper. Vores efterretningstjenester har været gode til det, og vel at mærke inden for de "gamle" regler – så vi bør afvise de fleste stramninger, der går ud over retssikkerhed og privatliv.
Tredje del er så udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Den har slået fejl. Vestlig politik i Afghanistan, Irak og i forhold til Israel-Palæstina har skabt bedre rekrutteringsvilkår for terrorgrupper end nogensinde.
Ironien er, at vi sandsynligvis skaber mere terrorisme med vores krig mod terror.
Så af mange grunde, men blandt andet for at mindske risikoen for fremtidig terror: Lad os afblæse krigen og håndtere terror som et praktisk spørgsmål, konkret og udramatisk. Og gentænke vores sikkerhedsdagsorden forfra: Er der udfordringer i dag, der kræver særlig prioritering eller dramatiske modtræk? Miljø, udvikling, genstart af den europæiske integration, omgangen mellem forskellige religioner/sekularismer – alt det, der for tiden glider i baggrunden eller farves af terrorbekæmpelsens briller.
Hvad er anledningen til denne lørdagsrefleksion, vil læseren måske spørge. Hvorfor skulle dette være januars emne? Fordi der ingen anledning er. Fordi problemet er, at der aldrig er nogen anledning. Hvordan skulle den løbende begivenhedsstrøm pludselig levere begivenheden "terror er ikke et sikkerhedsproblem"? Til nød kan man forestille sig, at der sker noget andet dramatisk, som puffer terrortruslen ned fra piedestalen, men ellers kræver det en anledningsfri besindelse at sætte den over fem år gamle, forkerte beslutning til genbehandling.
Ole Wæver er professor i international politik
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad