Den velsignede dag

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

Det er kristent og humant. Jeg kan ikke følge dem, der mener, at humanisme og kristendom udelukker hinanden. Tværtimod mener jeg, at den europæiske humanisme meget klart er et produkt af kristendom, fordi en af kristendommens meget vigtige grundsætninger er, at vi alle sammen er Guds skabninger, og at Gud elsker sine skabninger lige højt. Problemet er, at vi mennesker ikke elsker hinanden lige højt. Det er en af måderne at udtrykke arvesynden på og grunden til, at vi har tilgivelse behov.

Arvesynden er almindeligvis fornægtet, selv af folk, der er fortrolige med folkekirken. Det forstår jeg ikke rigtig. At vi har arvet den efter Adam og Eva, fordi de spiste af kundskabens træ, er en lignelse. Men hvis man nægter at erkende, at vi alle lever vores liv her på jorden under standard og ikke lever op til vores muligheder, mangler man enten selvindsigt, fantasi eller begge dele. Hver eneste gang vi affærdiger hinanden som en besværlig hindring i udfoldelsen af eget jeg, begår vi en synd. Og det gør jeg dagligt. Man kan ikke leve i det her samfund uden. Det har altsammen noget at gøre med ikke at elske sin næste som sig selv. Man siger, at Bjergprædikenen er umulig at efterleve, og det er også rigtigt. Men det er ikke umuligt at elske næsten som sig selv. Kun hvis man elsker sig selv højere, siger Ebbe Kløvedal Reich og smiler af det tvetydige i udsagnet.

– Vi burde være opmærksomme på, at arvesynden er et uundgåeligt fænomen i vores liv. Hvis det var et vågent begreb, ville den mest egocentriske livsform ikke bære lønnen i sig selv, som den gør i det liberalistiske samfund. Det er rædselsfuldt, at de rige tror, de har fortjent deres rigdom. Det giver et ubehageligt samfund og ubehagelige mennesker. Men jeg tror heller ikke på, at alting vil løse sig, hvis man gjorde alle samfundsklasser lige. For hvis syndbevidstheden, der skal være både på samfundets og egne vegne, smutter, duer det ikke. Økonomisk lighed har ikke den virkning, at der bliver taknemmelighed over skabelsen. Arbejdsklassen er jo ikke blevet mindre materielle og grådige af velfærden, snarere tværtimod.

i stuen i fjerde-sals lejligheden midt i København ligger "Efter krigen – før freden" med kunstneren Bjørn Nørgaards smukke omslag i rødt, blåt, gult, sort og guld. På en baggrund, der afbilder det sted på jordkloden, hvor Danmark ligger, breder sig en vild kamilleblomst. Den fortæller Reich om i bogen i form af en barndomserindring, en universel oplevelse, der blev spiren til hans spekulationer om mystik, tro og kirke. Han var fem år og legede med nogle kammerater på vejen:

"

Oplevelsen med kamilleblomsten var fantastisk smuk og betydningsfuld og har givet mig en sund skepsis over for rationelle forsøg på at forklare verden. Den har fået mig til at insistere på, at livet er en gådefuld affære, og at man kommer på vildspor, hvis man tror, at fornuften kan forklare det hele. Oplevelsen hænger afgjort sammen med, at jeg blev kristen. Det tog tid, før jeg nåede det tidspunkt. I ungdomsoprøret var jeg igennem alle mulige eksotiske livsfortolkninger. Jeg er glad for de erfaringer, jeg gjorde dengang. Men på en eller anden måde holdt de ikke i længden. Det gjorde en sekterisk i et andet sprog og en anden åndelighed end den gængse i det danske samfund. Det kristne sprog er, selv om det skranter, det, som vi har fælles.

Hvad har formet dit livssyn?

Det har alle de erfaringer, jeg har gjort i min tilværelse fra og med kamilleblomsten. På det politiske plan er det mere specifikt. Faktisk var det et tilfælde, at jeg havnede på venstrefløjen. Jeg havde læst østasiatisk historie på universitetet et par år, da Vietnamkrigen begyndte. Jeg var fast Vietnam-kommentator i Aktult Kvarter i radioen, og da jeg begyndte at kritisere amerikanerne, blev jeg blacklistet. Jeg røg ud på gaden i stedet, og der blev jeg ved så længe, jeg orkede.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

– Ghandi, Grundtvig, Hørup og fra lidt nyere tid blandt dem, jeg selv har mødt, den tidligere forstander for Askov Højskole Knud Hansen. De er forbilleder i den forstand, at de har tænkt tanker, der virkede indlysende rigtige for mig. Det, som de fleste af dem har til fælles, er, at de har et åbent og tillidsfuldt forhold til, hvad deres kristne tro går ud på. Ghandi var ikke kristen, men har blandt andet sagt: "Den, der når ind til hjertet af sin egen religion, når også til hjertet af de andres." Det er en kontroversiel påstand i dag, men ikke desto mindre rigtig for mig.

– Grundtvig skrev både geniale og dumme ting. Jeg hæfter mig ved de geniale, først og fremmest hans folkelighedsbegreb og alt, hvad der gemmer sig bag det. Han opdeler folkeligheden i tre dele: Den sociale dimension, der handler om et samfund af ligeværdige individer. Den nationale, der handler om et sådant samfunds kultur og politik. Og den universielle, der handler om troen. Det, Grundtvig siger, er, at folkeligheden kun kan trives i de tre dimensioner på samme tid. Hvis en af dem ikke er der, fungerer folkeligheden ikke.

– I dag er folkeligheden i krise. Menneskets lyst til i tillid at række ud efter medmennesket i lighedens navn er blokeret på grund af fremmedfrygt, almindelig privatisme osv. Folkelighed handler om at søge efter fælles lykke. Det er nærmest det modsatte af det liberalistiske at være sin egen lykkes smed. Man kan ikke bidrage alene til fælles lykke – det er et fælles projekt. Det har fungeret i forskellige faser, men gør det ikke i øjeblikket. Derfor er statens rolle blevet mindre og mindre, og flere og flere livsomstændigheder bliver folks eget ansvar. Det virkeligt frusterende ved det hele er, at de fleste af os har indset, at superliberalismen giver tynde resultater, men vi er ikke nået til at diskutere, hvordan vi kan gøre det anderledes. I hvert fald ikke i den politiske debat, og det er sørgeligt.

Hvilke fællesskaber er vigtigst for dig?

De familiære. Det er ikke et frivilligt fælleskab, men et man er indlagt til, og derfor ikke kan afvises. Ved siden af det har jeg alle dage været optaget af de frie lystbårne fælleskaber, der opstår af sig selv, og som jeg har oplevet i kollektivbevægelsen, Christiania og andre steder. De er ikke synderligt varige, og derfor er det meget almindeligt at skælde dem ud. Men jeg har da gjort de vigtigste af mine sociale erfaringer i den slags sammenhænge. Jeg kunne ønske at være del af en menighed, der havde fællesskab om samme tro. Jeg har oplevet det engang imellem, hvor jeg har fået en stor opløftelse, når den aronitiske velsignelse bliver lyst til sidst i gudstjenesten. Den der betingelsesløse velsignelse kan løfte en ud af dagligdagens skepsis. Det er 10 sekunder, det står på. Men som længerevarende fællesskab har jeg aldrig været medlem af en menighed på den måde. Det er sikkert min egen skyld. Jeg kommer i den lokale sognekirke, men ikke overdrevet meget. Min holdning har været, at man nok kun er nødt til at gå i kirke, hvis man tror, at man ellers glemmer, hvad det handler om, siger Ebbe Kløvedal Reich og lyser op i et selvironisk smil.

Hvad vil du gerne give videre til dine børn?

Ro og selvtillid til at møde tilværelsen, som den er. Jeg tror, at den tillidsfulde omgang med medmennesket og tilværelsens andre fænomener er det, der giver det rigeste liv og åbenhed over for mysterierne i tilværelsen, som jeg ikke synes, man kan leve uden. Når jeg ikke siger, at jeg gerne vil opdrage mine børn til kristendom, er det fordi, det er så tvetydigt. Ikke desto mindre er det humlen i det. Men jeg har ikke været særlig god til det, for ingen af mine børn er specielt interesseret i kristendom. For mig er den kærlighed og barmhjertighed, som Jesus viser med sit liv og sin død, urudgaven af den ro og tillidsfuldhed, jeg gerne vil give videre til mine børn.

Hvad er lykke for dig?

Det er ublandet taknemmelighed over for livets gave. Jeg oplever det glimtvis – i tæt kontakt med andre mennesker. Det behøver ikke være i erotisk sammenhæng, men det kan det også være. Lykke kan også være en altoverskyggende naturoplevelse. Følelsen af at være på nøjagtig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt – det er lykke for mig. Og det indtræffer ofte nok til, at jeg ikke glemmer det.

Hvad er elendighed for dig?

Afmagt og total prisgivethed over for et ondt univers. Sult og håbløs vantrivsel. Eller en almindelig følelse af forladthed, selv om man hverken sulter eller er prisgivet dødelig fare. Jeg har selv oplevet forladthed i form af depressioner, som er den diminuitive beskrivelse af tilstanden i vore dage. Det får man piller for, men det fik jeg nu ikke. Men følelsen af ikke at orke at stå op og ligge og glo ind i væggen har jeg oplevet. Jeg havde en overgang årstidsdepressioner fra cirka januar til april, hvor det gik lidt i sort for mig. Uden at ville påstå en decideret sammenhæng holdt det nok op i forbindelse med, at det gik mere og mere op for mig, at jeg var kristen. Det skal dog ikke forstås sådan, at jeg vil påstå, at det kan kurere depression.

Hvordan vil du beskrive din tilstand lige nu?

Jeg er trættere, end jeg er vant til at være, og det kan godt være frustrerende. Men jeg er nok blevet lidt bedre til at disponere min tid sådan, at det væsentlige får mere tid, og det uvæsentlige mindre. Jeg har været meget arbejdsliderlig i mit liv. Den fornemmelse, som jeg har fået sent i livet, at hver dag er en velsignelse i sig selv, gør, at jeg kan overskue de dage, der er tilbage. Så på den måde har jeg det bedre, selv om jeg har det dårligt. Sygdommen kom så relativt sent, at jeg ikke kan påstå, at livet har snydt mig. Men det betyder ikke, at jeg ikke nyder hver dag. Jeg lægger vægt på ikke at dø før min gamle mor.

Hvordan gør troen en forskel i dit liv?

– Jeg vil meget nødig have haft min diagnose og fremtidsudsigt uden tro. Så ville jeg gå mere i panik, end jeg er nu. Det skal ikke forstås praleagtigt. Men den kristne tro har gjort, at min holdning til denne verdens forteelser i forhold til magtfordeling og de materielle livsvilkår er, at det er ikke det eneste eller vigtigste, der kan siges om tilværelsen.

Hvordan er dit syn på fremtiden?

Stædigt og principielt optimistisk. Kynisme eller pessimisme angående menneskehedens fremtid er blevet en meget almindelig forbrydelse i vore dage. Det er så tydeligt, at de store udfordringer er nogle, vi selv har frembragt. Lige så tydeligt er det, at vi selv har mulighed for at løse dem. Hvis ikke vi har håb for det, har vi givet op.

remar@kristeligt-dagblad.dk

ebBE kløvedal reich

Født 1940 i Odense. Student 1959 og historistuderende ved Københavns Universitet 1961-65. Har været redaktør af Politisk Revy, lærer ved Askov Højskole samt udenrigsredaktør ved Dagbladet Information og redaktør af Notat. Engageret i Folkebevægelsen mod EF 1985-92, Rådet for Europæisk Politik fra 1993 og Nævnet vedr. EU-oplysning 1993-2002. Det omfattende forfatterskab tæller titler som "Retning til Venstre" (udvalg af Viggo Hørups artikler og taler, "Frederik. En Folkebog om N.F.S. Grundtvigs Tid og Liv", "Rejsen til Messias I - III", "Fæ og Frænde. Syv en halv Nats Fortællinger om Vejen til Rom og Danmark", "Festen for Cæcilie", "Billeder af Jesus", "Himlene og Jorden" og "Efter krigen – før freden. Tolv Mands-Minde-foredrag". Har blandt andet modtaget Boghandlernes Gyldne Laurbær 1978, Henri Nathansens Mindelegat 1986 og Dansk Forfatterforenings Jubilæumslegat 1998. Ebbe Kløvedal Reich er gift med Elise Reich, bor i København og har fire børn og fem børnebørn.