Ønskede og uønskede børn

I den pjanket idesprudlende "Palindromes" skildrer Todd Solondz en halvvoksen pige, der endnu ikke interesserer sig for drenge, men brændende ønsker sig et barn. Hun kunne godt have brug for hovedpersonen i Spike Lees komedie "She Hate Me", hvor en mand gør det til sin levevej at befrugte barnløse kvinder. Modsat er uønsket graviditet et centralt emne i Mike Leighs "Vera Drake", der må regnes for en af konkurrencens absolutte favoritter, selv om Leigh ved at henlægge handlingen til en kulissepræget efterkrigstid giver afkald på den autenticitet og realisme, som kendetegner hans nutidsdramaer.

"Vera Drake" henter i stedet troværdighed fra skue-spillet alene. Titelrollen spilles af Imelda Staunton, der fortjener en skuespillerpris for portrættet af den sagtmodige Vera, hvis gode gerninger kan få ødelæggende konsekvenser for hende selv og dem, hun hjælper. Fra uønsket graviditet til uønskede børn. Gianni Amelios "Nøglerne til huset" ("Le chiavi di casa") er ikke på niveau med "Børnetyven" og hans øvrige film, men skildringen af en far, der har afvist sin egen søn, er klart konkurrencens bedste italienske film. Moderen døde ved sønnens fødsel, og sønnen blev født svært handicappet, men mange år efter er faderen for første gang klar til at møde sin halvstore søn.

De to roller spilles af Kim Rossi Stuart og hans søn, og jeg er vist ikke ene om at mene, at hvis sønnen ikke i virkeligheden er handicappet, så er her tale om et skuespillertalent, som gerne ses i mindre iøjnefaldende roller.

Børn er også i centrum i det iranske konkurrencebidrag, "Små tyve", som følger afghanske børn, hvis mødre er i fængsel, og som derfor flakker rundt om dagen for at blive låst inde med deres mødre om aftenen. I siderækken Kritikerugen tager en fransk debutfilm, Mesa-Juan Aymerics "Les Liens", emnet op på en fuldstændig overrumplende facon.

Filmen rammer fra første scene hårdt med en mor, der dræber sit eget barn. Man får færten af en Medea-historie, da kvindens mand i tilbageblik til dagen før erklærer, at han flytter ind hos en anden kvinde, men det karakterforankrede drama gemmer adskillige overraskelser, hvor hovedpersonerne uafhængigt af hinanden må vælge mellem forskellige former for kærlighed.

Forhåndsfavoritter som Wim Wenders og Alejandro Amenabar har ikke har levet op til forventningerne, og jeg er blevet forhindret i at se nogle af de centrale asiatiske film, men det har været de fransksprogede film, der har gjort størst indtryk. Det ville være dumt ikke at nævne min personlige festivalfavorit, "La Femme de Gilles" (Gilles hustru, red.), selv om den hverken deltager i ræset om priser eller har børn som emne. Frédéric Fonteyne, som nogen husker for intim-mesterværket "En privat affære", har denne gang skabt et filmisk sidestykke til Jan Vermeers malerier.

Filmen om en kvinde, der mærker sin mand glide fra sig og over i armene på søsteren, er opbygget i tableauer, hvor det centrale ikke er ordene, men alt det personerne kun nødtvungent sætter ord på. Men den kommer som sagt ikke i betragtning, når juryens formand, John Boorman, denne eftermiddag afslører modtagerne af Guld- og Sølvløver i Venedig.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

@-Rubr.13.www:www

Tidligere artikler om filmfestivallen i Venedig i Kristeligt Dagblad kan med et netabonnement læses på www.kristeligt-dagblad.dk