Kirken i EU

Udentigsministeriet har ladet udarbejde en rapport om kirkernes indflydelse på den politiske beslutningsproces i blandt andet EU. Flere kirkesamfund, herunder den katolske kirke, ønsker nemlig at blive hørt, når abort, aktiv dødshjælp, stamcelleforskning og mange andre etisk komplekse emner sættes på dagsordenen. Det er ikke bare naturligt og rimeligt. Det er også ret.

For i et demokrati bør alle stemmer komme til orde, herunder dem man eventuelt ikke har lyst til at høre på. Udenrigsministeriets rapport sætter spørgsmålstegn ved kirkernes legitimitet som bidragydere til den offentlige debat om disse etiske spørgsmål.

I en kronik tidligere på ugen pegede Erling Tiedemann, forhenværende formand for Det Etiske Råd, på rapportens eksistens og det forhold, at ministeriet ikke vil offentliggøre den. Han stillede det betimelige spørgsmål: "Er det overhovedet en opgave for et ministerium eller en kommission at tage stilling til, hvad andre må sige til politikerne?". Svaret bør være et nej, og det er måske også det, Udenrigsministeriet har erkendt, hvorfor rapporten ikke sendes ud i den brede offentlighed.

Men debatten er væsentlig, ikke mindst, fordi der i dag holdes en konference i København om kirkernes rolle i EU. Folkekirken taler ikke selv med i dette kor, men gør det indirekte via samarbejdet med det primært protestantiske fællesskab i Kirkernes Europæiske Konference, som øver lobbyvirksomhed i Bruxelles.

De kristne kirker har alle noget væsentligt at sige om livet og det at være menneske, og da meget politik handler om netop det, har kirkerne også noget at bidrage med. Det skal der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

bjer