Henrik Uth Jensen |
8. september 2004
Krig har været tema i nogle af de mest fantasifulde og mindeværdige film på årets festival
skriver fra Venedig
Krig har været et tema, som en del film ved festivalen i Venedig har behandlet i allegorisk form. Således også det enlige danske bidrag ved filmfestivalen, nemlig Anders Rønnow-Klarlunds dukkefilm "Strings", der er blevet overvældende godt modtaget af publikum, kritikere og filmopkøbere. Pressekørslen fandt sted samme dag, som man fik nyheden om den tragiske udgang på gidseldramaet i Rusland, og efter filmen talte instruktøren om nødvendigheden af at rette blikket væk fra filmen og mod verden, og at film samtidig kan hjælpe os til at forstå verden.
Anders Rønnow-Klarlund fortalte, at "Strings" var inspireret af Saddam Husseins Irak. Sammen med digteren Naja Marie Aidt havde han
forestillet sig, at Saddam en dag indså, hvad han havde gjort mod sit folk, og derfor tog sit liv for at lade sønnen føre landet ud af uføret. Men at Saddams generaler i stedet overbeviste sønnen om, at en kurdisk terrorist havde snigmyrdet Saddam.
Bortset fra at navnene er skiftet ud, er det et præcist referat af indledningen af "Strings", der med sin forståelse af krigens væsen har noget at sige både voksne og børn. På den måde blev "Strings" - dens øvrige kvaliteter ufortalt - rette film på rette tidspunkt. Den blev en påmindelse om, hvorfor massakrer som disse finder sted, og om på hvilke måde vores tankegang må ændres for at forhindre lignende begivenheder.
Krigen er også et motiv i Hiyao Miyazakis konkurrencebidrag "Howl's Moving Castle", hvis fantasifulde
historie udspiller sig på baggrund af en verden, hvor bomberne konstant regner fra himlen, mens soldater gennemfører husundersøgelser. Miyazakis animerede opfølger til "Chihiro og heksene" har med sin rent ud sagt overvældende billedkraft, sin poetiske skildring af titlens borg, der kan skifte udseende og lade sine beboeres færd overskride rumlige begrænsninger, og sit persongalleri, der tæller en lavbenet hostende hund, et fugleskræmsel, der hopper afsted på sin pind og andre sære væsener charmeret festivalpublikummet, selv om dens behandling af krigen på ingen måde har samme alvor og eftertænksomhed som i "Strings".
På et mindre ambitiøst niveau bryder krigen ud i den japanske animationsfilm "Sky blu", hvor en underklasse af indvandrere i et fremtidsunivers med åbenlyse ligheder med vores eget gør oprør mod at blive behandlet som billig arbejdskraft uden rettigheder og mulighed for at avancere i et samfund, hvis goder de ikke får del i.
De italienske bidrag i konkurrencen har hidtil været så ringe, at selv hjemmepublikummet har haft svært ved at mobilisere nogen form for begejstring. Til gengæld har man i siderækkerne set italienske film som Stefano Pasettos "Tartarughe sul dorso" (Skildpadde på ryggen), som med nænsom billedsans og i en melankolsk tone følger en ung mand, der ikke tør tage det første nødvendige skridt for at vinde den kvinde, han elsker. Men alt tyder på, at man har gemt det bedste italienske konkurrencebidrag, Gianni Amelios "Nøglerne til huset", til sidst.
Midtvejs i festivalen har især konkurrenceprogrammet været mat uden egentlige lyspunkter, så alle håber, at festivalen har overraskelser i ærmet, og at instruktører som Wim Wenders, Todd Solondz, Hou Hsiao-Hsien kan være med til at tegne et lysere billede, mens Peter Greenaway uden for konkurrence viser sidste del af sit monumentale Tulse Luper-projekt. Til gengæld kan man allerede nu ikke komme uden om, at Marco Müller sit første år som festivalleder ikke har formået at løfte arven efter den gennemkompetente Moritz de Hadeln, der efter to år i Venedig blev offer for politiske kastevinde.
Organisatorisk er alt i år kaos og fejltagelser. Faktisk kunne man fylde hele artiklen med brok, men jeg sender festivalledelsen en liste over problemer og mulige løsninger som mit bidrag til, at man ved næste år får mulighed for at gøre det, man kommer til festivalen for: at se film.
kultur@kristeligt-dagblad.dkVenedig Filmfestival
Vededig Filmfestival
Venedig Filmfestival afholdes hvert år i Venedig, og i hovedkonkurrencen, Venezia 61, uddeler en nimandsjury ledet af den engelske instruktør John Boorman, Guldløven. Festivallens fornemste pris gik sidste år til russeren Andrej Zviagintsev for "The Return", mens det i 2002 var englænderen Peter Mullan, der tog prisen med Magdalene-søstrene. Indiske Mira Nair fik i 2001 Guldløven for "Monsoon Wedding", mens prisen i 2000 gik til iranske Jafar Panahi for "Cirklen". Der er ingen danske deltagere i årets hovedkonkurrence.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad