Inderliggørelsen af kristendommen har betydet, at dommedagsbevægelser aldrig har fået et ben til jorden i Danmark, vurderer kirkehistoriker Kurt E. Larsen
Dommedag har aldrig været populær i Danmark. I England, USA og mange andre lande kan man finde stor tilslutning til kristne kirker og bevægelser, der prioriterer forkyndelsen om dommedag meget højt. Nogle har endda forsøgt sig med at proklamere en bestemt dato for Kristi genkomst.
Men i Danmark er denne type kristne kirker stort set ikke-eksisterende.
– Det er meget karakteristisk for dansk kirkeliv, at den slags bevægelser aldrig har fået et ben til jorden. Det er helt anderledes i USA, hvor nye tal for eksempel viser, at hver tredje amerikaner tror, at oprettelsen af staten Israel er en opfyldelse af de bibelske profetier om Jesu genkomst. Den slags forudsigelser falder helt til jorden i Danmark, siger Kurt E. Larsen, lektor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet i Århus.
– Kristendommen i Danmark er blevet inderliggjort i en grad, så fremtidsperspektivet helt er mistet. Interessen er flyttet fra spørgsmålet om, hvorvidt Jesus kommer igen i år eller til næste år, til at være et kald til at være rede hver dag. Du kan jo i princippet dø, hvornår det skal være. Når Jesus taler om dommedag, så tolkes det altså som en opfordring til omvendelsem, siger kirkehistorikeren.
Ifølge Kurt E. Larsen er det derfor heller ikke korrekt, når det i den nuværende debat om dommedag fremhæves, at for eksempel Indre Mission har lagt meget vægt på talen om dommedag som historisk fremtidsbegivenhed.
– Også de gamle vækkelsesbevægelser nedtoner betydningen af de jordiske begivenheder i forbindelse med dommedag. Kristendommen bliver et hjertets forhold til den usynlige Gud. Det dennesidige aspekt af dommedag bliver vigtigt også hos vækkelsesbevægelserne i Danmark, vurderer han.
Brorson er som vækkelsesbevægelsernes yndlingsdigter et godt eksempel på denne inderliggørelse af kristendommen i Danmark.
– Når Brorson oversætter tyske, pietistiske salmer, tager han den tone væk, der handler om Jesu genkomst, og sætter i stedet et kald ind, der handler om indre omvendelse nu. Her begynder inderliggørelsen af kristendommen i Danmark, vurderer Kurt E. Larsen og slutter:
– Når hele landet spærrer øjnene op, fordi en biskop kommer med selv en meget forsigtig udmelding om de konkrete tegn på dommedag, kan det altså hænge sammen med indflydelsen fra Brorson og vækkelsesbevægelser som Indre Mission.
kirke@kristeligt-dagblad.dk