Bønslivet er skrevet i kalenderen

Når jeg så gerne vil bede, hvorfor gør jeg det så ikke? Sådan spurgte præsten Eva Borbye Pedersen en dag sig selv. Efter at have arbejdet nogle år som ergoterapuet, valgte hun som 33-årig at læse teologi og blev for 13 år siden ansat som sognepræst i Christianskirken i Lyngby nord for København.

- Gennem mit præstearbejde fik jeg mange spørgsmål om bønnen og min personlige relation til Gud, og så valgte jeg at benytte mig af muligheden for at finde en erfaren kristen at tale med, siger Eva Borbye Pedersen.

Da hun læste teologi, tog hun på sin første retræte. Hun er rundet af Indre Mission og KFUM og KFUK på Bornholm, men da hun blev småbørnsmor og samtidig skulle passe et fuldtidsjob, oplevede hun, at overvejelserne om tro og bønsrytmen sygnede hen i en hektisk hverdag. Derfor meldte hun sig til en retræte, der blev den første af en række. På de fleste retræter er der mulighed for individuel åndelig vejledning, men det tilbud følte Eva Borbye Pedersen ikke noget behov for, før hun stod i præstekjolen.

- Det er godt at bede, og jeg har undret mig over, hvorfor jeg ikke bruger mere tid på at pleje den personlige relation til Gud og dele mit håb og mine længsler med ham. Det har jeg fået hjælp til gennem åndelig vejledning, siger Eva Borbye Pedersen, der blandt andet har brugt de katolske Sankt Joseph-søstre på Stella Matutina i Mikkelborg som vejledere.

For snart fire år siden tog hun ni måneder ud af sit arbejdsliv rejste til USA, hvor hun arbejdede med spiritualitet, åndelig vejledning og bøn på Weston Jesuit School of Theology. Her modtog hun også åndelig vejledning som en del af undervisningen.