Planken ud med Løgstrup

Det er en af den slags januardage, hvor himlen synes at hænge lige over hovedhøjde, og det er gråt, kun gråt, så langt øjet rækker.

Men pludselig lysner det en smule, og det træder tydeligere frem, hvad der er himmel, og hvad der er hav.

– Se, udbryder Ole Jensen begejstret og peger ud af vinduet fra sit arbejdsværelse, hvorfra man kan se Limfjorden og bagved skimte Agger Tange.

Her fra dette naturskønne hjørne af Danmark i Ydby i Thy har den 70-årige dr.theol. de seneste ni måneder aflagt personligt regnskab med sin åndelige fader, K.E. Løgstrup. Bogen, der slet og ret har fået titlen "Historien om K.E. Løgstrup", er et halvt århundredes erfaring med Løgstrups person og tænkning.

Det er ikke tilfældigt, at Ole Jensen får øje på den smule opklaring, der er i vejret og det tiltagende lys, der strømmer ind i arbejdsværelset. Han har blik for den slags. Betragter naturen og det at vågne op til en ny dag hver morgen som et skabelsesunder. Et under, vi skal være taknemmelige for og passe godt på.

Dermed har han gjort Løgstrups tænkning om, "at verden er Guds" til sin egen. Hvor mange andre teologer, og især filosoffer, kun kan være med på dele af Løgstrups tænkning, eksempelvis fænomenologien eller metafysikken, og måske står af ved kristendommen, tager Ole Jensen det hele med. Han går med egne ord planken ud med Løgstrup.

– Det specielle ved Løgstrup er, at han var både teolog og filosof, og at de to ting hos ham ikke kunne skilles ad. Det er fra kristendommen, han får sin livsopgave, nemlig at sige, at den moderne tankegang om, at verden er tom for mening og kun en række videnskabelige fakta, ikke kan forliges med den kristne skabelsesberetning. Han indser, at den moderne skabelsestanke har nogle mangler, der indskrænker virkeligheden, og for at få folk til at forstå det skal man ikke starte i religionen, men i den ganske almindelige iagttagelse af, hvordan vores menneskeliv er indrettet, fortæller Ole Jensen.