Hvem er egentlig sekterisk?

I 1963 SKREV daværende biskop i Københavns Stift, dr.theol. H. Fuglsang-Damgaard om Jesu

Kristi genkomst, at skilles dette håb "fra kristendommen, så er den ikke længere kristendom."

Biskoppen skrev videre, at "alle begivenheder står i forbindelse med de sidste tider, fordi de er med til at forberede dem. Ud fra den betragtning har vi ret til at

sige, at vi altid lever i de sidste

tider (...) Kristendommen består ikke blot i et inderlighedsforhold mellem sjælen og Gud. Kristendommen har et aldeles afgørende ord at sige om hele verdens begyndelse og ende."

Det forekommer mig, at biskop Steen Skovsgaard er i godt selskab. Han har jo ikke sagt ét ord ud over det, Fuglsang-Damgaard sagde. Ganske vist for godt 40 år siden. Men har trosbekendelsens indhold forandret sig så voldsomt på 40 år?

Det har det øjensynligt, hvis man skal tage Kristeligt Dagblads leder alvorligt. Her skubbes trosbekendelsens ord om, at Kristus skal komme igen for at dømme levende og døde, og kirkens aldrig udslukte længsel efter, at det snart må ske, ud på sekterismens overdrev. Nogle universitetsteologer nikker ivrigt med deres lærde hoveder

– Bibelens ord om de sager må endelig ikke tages bogstaveligt.

ÅHDENNE pusse-nusse-teologi, fuldstændig blottet for Ånd og kraft, store syner og længsler. Som Kristeligt Dagblads internetchef, Anders Ellebæk Madsen, beskrev det så fortrinligt i en artikel på

Religion.dk: "Det dominerende kirkelige og teologiske miljø i Danmark tilhører i verdenskirkesammenhængen en lille, yderligtgående gruppe. Man fristes til at sige: en sekt værre end Jehovas Vidner".

Heldigvis har vi en biskop som Steen Skovsgaard, der taler klassisk og genkendeligt, med klangen af det ægte.

Henrik Højlund er sognepræst i

Løsning-Korning og formand for Evangelisk-Luthersk Netværk