Gud ved, hvem jeg er

Hvem er Gud?

- "Jeg er den, jeg er," fortæller Gud om sig selv. Det befriende ved at skulle forholde sig til ham er, at man på forhånd ved, at man kommer til kort. Derfor skal hankønsformen tages metaforisk. Jeg ved ikke, hvem Gud er, og jeg kommer aldrig til at vide det. Gud ske lov for det! Faktisk er der god mening i at holde sig til det oprindelige 2. bud i Moseloven, som netop handler om billedforbuddet: "Du skal ikke gøre dig forestillinger om Herren din Gud."

- Det vigtige er ikke, at jeg ved, hvem Gud er. Det vigtige er, at Gud ved, hvem jeg er. Ikke fordi jeg i mig selv er betydningsfuld, men fordi Gud er den eneste, der kan indstifte betydning. Skal jeg definere Gud, ender det i den rene sentimentale småborgerlighed, hvor jeg promoverer alle mine velmente forestillinger om, at "my heart belongs to dady". Man gør bedst i at overlade perspektivet og initiativet til Gud selv.

Hvad betyder Gud for dig?

- Gud betyder for mig først og fremmest, at jeg er et frit menneske. Selvfølgelig ikke "frit" i den forstand, at jeg kan foretage sig hvad som helst - ophæve tyngdeloven f.eks., eller handle efter forgodtbefindende. Men frit på den måde, at jeg ikke behøver at forstille mig, opføre mig specielt fromt, helligt eller demonstrativt kristeligt. For jeg er allerede fra begyndelsen gennemskuet som selvisk og synder, og selviskheden har mange ansigter. Det ved Gud alt om. Men det befriende er, at denne viden ikke automatisk udløser en fordømmelse. Den giver tværtimod næring til en mirakuløs forhåbning om forløsning - en frelse. Jeg kan på én og samme tid føle mig som en eksemplarisk idiot og samtidig med Grundtvig sige: "Gå da frit/ enhver til sit/ og stole på Guds nåde/ da får du lyst og lykke til/ at gøre gavn som Gud det vil/ på allerbedste måde."

Hvordan kan man tale om Gud?

- Det er svært at tale om Gud. Jeg er ikke i stand til at omfatte ham/hun/den/det. Der er ingen direkte forbindelse. Det ved enhver, der har stået på en prædikestol. Man er nødt til at gå som katten om den varme grød. Gud er for mig at se en strømkilde, som man ikke kan etablere umiddelbar forbindelse til. Man skal ikke stikke fingrene i stikkontakten, men få pæren til at lyse. Lyset finder vi i evangelierne og gudstjenestens salmesang. Frontløberne i omtalen af Gud er hertillands så ubetinget Kingo, Brorson og Grundtvig.

Hvordan viser Gud sig i dag?

- Gud viser sig i dag, som han/hun/den/det altid har vist sig. I mødet med den anden, som på en irriterende måde indtræder i rollen som min næste.

Hvad er det bedste og værste ved Gud?

- At man aldrig nogen sinde kan slukke for ham/hende/den/det.

engberg@kristeligt-dagblad.dk