Glæden er glemt

"Hver fjerde præst overvejer at holde op", "Præster har stress og er udbrændte" eller "Præster har ondt i samlivet" lyder nogle af de seneste ugers overskrifter.

Jeg kan ikke nikke genkendende til disse påstande. Hvis jeg ser på min egen og mine nærmeste kollegers og præstevenners situation, så passer billedet ikke.

At være præst er simpelt hen verdens bedste job. Vi får lov til hele tiden i tanke, ord og gerning at arbejde med de allervæsentligste spørgsmål i livet - det der lidt kort kan sammenfattes med ordene tro, håb og kærlighed.

Samtidig får vi lov til dagligt at komme meget tæt på mennesker i de allermest følsomme og hudløse situationer. Det er da virkelig en gave således at blive hentet ind i familiers og enkelt-menneskers glæde og sorg og blive mødt medstor og hjertegribende fortrolighed. Og så ofte at kunne lade samtalen slutte med en bøn og en salme: Vi lægger vores liv i Guds hånd og beder om at få kræfter og livsmod til at leve som Guds børn til glæde for os selv og hinanden. Og hvad med familien? Selvfølgelig er der omkostninger, men også her giver arbejdet mere, end det tager. F.eks. har vi mulighed for at tage vores ægtefælle og børn med i kirke. Det er da ellers ikke mange, der kan tage deres familie med på arbejde. Og så har vi langt hen af vejen mulighed for at tilrettelægge arbejdet selv, således at f.eks. køren med børn til læge eller fritidsaktiviteter kan passes ind i hverdagens øvrige gøremål.

Naturligvis skal udbrændthed og stress tages alvorligt, også den modløshed, der må følge dér, hvor der må aflyses gudstjenester pga. manglende fremmøde.

Men jeg kunne ønske mig, at der også blev sat fokus på præsters arbejdsglæde - for den trives i høj grad rundt i adskillige sogne.

Lone Elisabeth Kirkelund,

sognepræst,

Skærumvej 42,

Lendum,

Sindal