Tro kræver reflekteret tænkning

Dette fører over til fundamentalisme-problemet. Bemærk, at jeg aldrig har brugt udtrykket fundamentalisme om Skovsgaard. Men det er det, som jeg vil advare mod. Vi fremmer ikke Guds sag i verden ved at misbruge hans bog. I Bibelen står der, hvad forfatterne troede om Gud. Hørt eller læst i tro er det Guds ord. Men den tro kræver tænkning, og til tænkning hører forståelse af, at al tænkning og sprog er historisk. Det er altså u-vederhæftigt som teolog at læse Bibelen uden kulturhistorisk nøgternhed nok til at huske, at Bibelens forfattere ingen jordisk chance havde for at forestille sig klodens tilstand i det 21. århundrede.

ENDELIG: HVIS MILJØKRISEN er begyndelsen på dommedag, er der ikke noget, vi kan gøre ved den. Dommen og datoen ligger som bekendt i Guds hånd. Men jeg tror, vi kan gøre noget ved miljøkrisen. Og erfaringen bekræfter denne tro. Det ferske vand, åer, bække og søer her i landet er faktisk blevet renere og har fået det bedre de seneste 15 år. Udslippet af CFC-gasser er godt i gang med at blive minimeret. Til forskel fra dommedag er det menneskeligt muligt at modarbejde miljøkrisen. Frem for at gøre det til et spørgsmål om dommedag skal vi undersøge de konkrete miljøproblemer, deres årsager og indlejringer. Når vi gør det, har vi rigeligt at tage fat på. Også teologisk.

Det må være uddybning nok. Hvis der er en smule skarphed i min uddybning, må det så ubetinget ikke tilsløre min begejstring for, at biskop Skovsgaard uden frygt for at brænde sig griber om nælden. Det er enormt glædeligt, når en af vores biskopper ranker sig og tør tale kristeligt om miljøkrisen. For tiden udgør biskopperne jo en væsentlig del af kirkens mund.

Der er – som jeg ser det – et voldsomt behov for, at folkekirken begynder at tænke og tale mere grønt. Det gør kirkerne i alle de lande, der omgiver os. Desuden går en af de dybeste kløfter i den danske miljødebat mellem teknologien og den menneskelige selvforståelse. Miljøteknologi er noget, der udvikles på DTU, mens nogle af os præster laver pilgrimsvandringer, holder naturandagter og siger miljørelaterede ting i vores prædikener. Men sammenhæng og bro mellem kristendom og miljø(teknologi) er det aldeles småt med.

Og det er en skandale. I Skotland findes der en livskraftig kirkelig forening ved navn "Ecology-Link", og navnet angiver intentionen. Det handler om at skabe sammenhænge mellem kristentro, miljøengagement og konkret miljøarbejde. Det skal vi også have i Danmark, og hvis nogen synes, det kunne være en god ide, er de mere end velkomne til at kontakte mig på martinis@webspeed.dk

VI SKAL TALE MEGET og kristeligt om miljøet. Hvis vi, som jeg, mener, der er noget, der hedder kristen etik, er der meget at sige der; om selvforståelse og livsformer blandt andet. Men der er også meget at gøre liturgisk. Og frem for alt skal kirken til at holde økologisk orden i sit eget hus. Kirkeligt nybyggeri skal være miljøbyggeri; det skal være nul- eller minushuse, altså huse, som producerer deres egen energi. Vi skal tænke miljømæssigt, når vi vedligeholder, ligesom den daglige drift skal tage miljømæssige hensyn. Og se så at komme i gang med Fair Trade-kaffen i sognegården!

Der er meget at gøre, men det er klogt at overlade dommedag til Gud. Jeg er selv nogle gange blevet kontaktet af journalister, som (meget naturligt) tænkte, at kirken måtte mene noget om miljøet. Og deres første udspil har næsten altid været dommedag. Dommedag gør sig godt i medierne. Vores opgave er imidlertid at dreje synsvinklen derhen, hvor den hører til; nemlig på vores hverdagsadfærd, vores hverdagsspiritualitet og vores måde at leve taknemmeligt som forvaltere af den klode, som Gud lægger i vores hænder.

Martin Ishøy er sognepræst i Balle ved Silkeborg