Hun er præsternes præst

Alsidige opgaver

Som supervisor eller arbejdsvejleder er hendes opgaver alsidige. Hun hjælper præsterne med at overveje, hvordan de kan være til stede for mennesker i krise, når de selv bliver dybt berørt af situationen. En supervisionssamtale kan også være hjælp til at komme videre, når man er kørt fast eller hjælp til at vende en konflikt i sognet til et konstruktivt samarbejde.

- Der har været stor interesse for at få en samtale. Nogle kommer bare en enkelt gang, men det typiske er, at vi går ind i et forløb med flere samtaler fordelt over en tid, siger hun.

I mange tilfælde finder Kirsten Staghøj Sinding det ideelt, at præsterne deltager i gruppesamtaler i stedet for at komme enkeltvis. Hun sagde før sommerferien farvel til en gruppe på seks præster, der havde fulgt et supervisionsforløb, og i efteråret kommer en ny flok, som skal være med i gruppevejledning. Præsterne har tjenestefri til at deltage og får dækket deres kørselsudgifter i forbindelse med supervisionen.

- I supervisionsgrupperne opdager præsterne, at de ikke er alene og ser, hvad et kollegialt fællesskab kan give. Efterhånden som de enkelte fortæller, opstår der en atmosfære af solidaritet, tryghed og anerkendelse, og man kan være der med de fejltagelser, man måtte have begået. Jeg tror, arbejdsglæden bliver større, siger hun og tilføjer:

- Et mål med samtalerne er at arbejde med præsterollen. Fag, person og praksis må integreres, så præst og person bliver ét, hvis man skal kunne fungere som præst og sjælesørger.

Når supervisionsgruppen mødes, har deltagerne lejlighed til at bringe de episoder frem, der i særlig grad har påvirket dem siden sidst. Tanken er, at den styrede samtale i gruppen skal fungere som en ventil, når den følelsesmæssige belastning i jobbet bliver stor.

- En vigtig egenskab hos en præst er, at han kan holde hovedet koldt i en tilspidset situation. Det er de fleste præster gode til, men det er vigtigt også at have en ventil, hvor man efterfølgende kan få luft for noget af det svære, som man har måttet agere i. Præster, der ikke får læsset af, risikerer at brænde ud, siger hun.

Sjælesorg fylder mere

De knap 1500 medlemmer af folkekirken i Ulsted ved, at præsten er god at tale med. Kirsten Staghøj Sinding har mellem fire og seks sjælesørgeriske samtaler om ugen, og interessen for at dele tunge ting med præsten er generelt tiltaget de senere år, vurderer hun.

- Sjælesorg fylder stadig mere af præstearbejdet. En del mennesker har et stærkt begrænset netværk, og jeg møder stadig flere mennesker, der lever i krise og kaos, og jeg ved, at jeg langt fra er den eneste præst, der har det sådan. Folk kommer naturligt til præsten, fordi præster helt tydeligt kan noget på det her felt. Derfor er der også et større behov for, at præster fordyber sig i, hvordan de håndterer samtalerne og overvejer på hvilken måde, de kan blive bedre sjælesørgere. Der er en tendens til, at de sjælesørgeriske samtaler bliver stadig mere komplekse, siger hun.

Præster har tavshedspligt, og det sætter særlige spilleregler om op for supervisionen.

- Med respekt for præstens tavshedspligt bliver jeg en slags flue på væggen i nogle konkrete samtaler, præsten har haft. Jeg lægger mine egne vurderinger og fordomme væk og forsøger at være til stede undrende og spørgende. Vi gennemgår forløbet af samtalen og har nogle principielle overvejelser om, hvordan hun har ageret i forløbet, siger Kirsten Staghøj Sinding.

Noget af det, hun særligt lytter efter, er præstens evne til at sætte sig selv til side i samtalen og være tilstede i forhold til det menneske, der har opsøgt præsten for en samtale.

- Generelt er præsterne gode til at sætte sig selv til side, alligevel er det en oplagt faldgrube i sjælesorgen, at man ikke taler til det menneske, man sidder over for, men at man i stedet er i gang med at trøste sig selv. Faren opstår særligt, hvis præsten generelt er presset. Taler man som præst med et menneske, der har alvorlig sygdom i nærmeste familie eller selv er syg, kan tankerne let gå til den alvorligt syge, præsten privat har tæt inde på livet. Det er meget uheldigt, hvis præsten i stedet for at lytte til sognebarnets problemer er i færd med at løse ens egne problemer i forhold til det familiemedlem, som er syg, siger hun.

En del præster oplever sig selv som stressede og klager over en al for stor arbejdsbyrde. Kirsten Staghøj Sinding mener, at supervisionen også kan hjælpe den enkelte præst til at få en bedre styr på arbejdslivet og frem for alt blive bedre til at prioritere.

- Det kan være diffust, hvilke forventninger der er til en præst blandt sognebørnene, og hvilke krav den enkelte præst stiller til sig selv. Derfor er det en hjælp at mødes med andre og få sat ord på forventningerne og få dem afstemt til den virkelighed, man er i, siger Kirsten Staghøj Sinding, der ofte hører om præster, der lever et blæksprutteliv med meget alsidige forpligtigelser.

- Mange præster trænger til at arbejde med deres faglighed. Jeg oplever, at det styrker den enkelte præsts faglige stolthed, når man gennem arbejdsvejledning eller supervision dygtiggør sig gennem faglig og teologisk refleksion over de arbejdsopgaver, man udfører, siger Kirsten Staghøj Sinding.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk