Min skopudser i Sydamerika

"Du kan godt lide sang og musik?", siger han, og jeg samtykker.

"Skal jeg vise dig et sted, hvor der altid er sang og musik?", spørger han. "Ja tak", siger jeg ligeud, for mit hjerte ved, at han er en ærlig sjæl.

Mange ser uforstående efter mig, da jeg følger med skopudseren ud af restauranten. Vi går hen ad gaden til en lille bistro, hvor det vrimler med glade mennesker. De er alle musikere, viser det sig. Dette er stedet, hvor de mødes og udveksler nyheder med hinanden. En sort skønhed ved navn Beatrix Santos sidder midt i det hele. Hun fanger mit blik, og fra dette øjeblik har jeg fundet en åndsfælle.

Beatrix er reporter på den lokale radio. Samtidig er hun første forkæmper for det sorte mindretal i Uruguay. Årsagen til hendes tilstedeværelse her i musikernes "mekka" er dels førnævnte, men også, erfarer jeg, at hun har et lille orkester sammen med sine brødre. De synger og danser "cantombe", et historisk og meget pittoresk musikeventyr, som de opfører på den foreskrevne måde i henhold til de gamle ritualer.

Mødet med skopudseren giver mig kulturen og dermed indsigt i folke-

sjælen i Uruguay, og jeg får livsglæden tilbage.

Beatrix fører mig ind i det rige kulturliv, der findes i landet. Jeg lærer de ypperste kunstnere at kende - musikere, sangere, dansere, malere, digtere og poeter. Jeg kommer til tangofester og hører folkets sangere, som altid i sidste vers har alle med på sangen. Jeg hører uden at forstå alt, når de dygtigste forfattere deklamerer deres værker, og forstår så alligevel alt på deres patos og åndfulde kropssprog. Den sorte kvinde, hendes store familie og skopudseren bliver de kærligste mennesker i min ensomme verden, som pludselig er blevet stor og rig.

Jeg får et overskud, som jeg fører med i arbejdet, hvor jeg pludselig har fornyede kræfter og energi til at gennemføre mange ting til glæde for mine fattige mødre og børn.

Ruben, min skopudserven, er nærmest allestedsnærværende i min dagligdag i Montevideo, som ikke er helt ufarlig at færdes i. Han dukker op, når jeg mindst venter det, og følger mig beskyttende på min færden rundt om i byen.

Beatrix' gamle mor ser min træthed og hjemve, når det indhenter mig. Den lille sorte kone bor uden for byen i et gammelt hus, hvor hønsene kagler rundt på gaden udenfor. Der lugter altid hjemmebagt, og i mine sorteste stunder tager hun kærligt om mig og putter mig ind i sin store seng med kop te. "Sov lidt du lille, det hjælper."

Det bliver midsommer. Sankthansaften er det min fødselsdag. I år må jeg nok undvære mit sankthansbål. Beatriz siger: "Du er inviteret med til stor fodboldfest på stadion. Jeg skal optræde med mit orkester." Jeg får en flot logeplads og sidder her og troner mellem 30-40.000 mennesker. Der er en masse underholdning, og endelig kommer Beatriz ind med sit farvestrålende show.

Da optrinnet er slut, begynder orkestret pludselig at spille "Happy Birthday to You" i en fremmed, inciterende rytme. "Der er nok nogen, der også har fødselsdag", tænker jeg, indtil det går op for mig, at denne happening er for mig! Alle klapper, og Bea siger: "Denne kvinde kan også synge, og nu vil hun synge for jer". Panikken giver en isnen ned langs rygraden, så tænker jeg: "Nå, jeg kender jo ingen her, så op at stå, Hanne". Jeg beder orkestret spille "La vie en Rose" og synger af hjertens grund.

Det går op for mig, at jeg ikke er alene på scenen. En to meter høj mand står ved siden af mig og synger med. Han synger på fransk – jeg på dansk. Vore stemmer klæder faktisk hinanden, og vi høster et larmende bifald. Han kysser elegant min hånd, og jeg vender lidt fortumlet tilbage til min loge.

Bea siger: "Du har sunget sammen med "The Voice"!"(stemmen). Eddy Amaro, hvilket navn! Et berømt sangidol for hele Uruguay. Nå, ja, men ham kendte jeg jo heller ikke. Han bliver også siden en nær ven i resten af mit ophold i landet.

Efterhånden bliver mit spanske bedre, og jeg kan tale med min beskytter Ruben om mange ting. Vi taler blandt andet om det at få så mange børn og hvorfor, når man nu er så fattig, at man ikke kan skaffe dem føden, så de ender som gadebørn.

"Det er jo vores alderdomsforsikring" siger Ruben. Han har 10 søskende og en gammel mor. Han fortæller også, at han er den eneste, der kan hjælpe moderen, for alle de andre er kriminelle og sidder i spjældet. "Nå, men der kan du jo se, hvor lidt det nytter", siger jeg, men Ruben holder på sit. Han er det fattigste menneske, jeg har kendt, lever fra hånden i munden, men er altid glad og positiv.

En dag står vort venskab sin prøve. Han inviterer mig med hjem i sit hus. Ruben bor i en favela i udkanten af Montevideo. Hans hus ligger blandt små skure bygget op af zinkplader, papkasser og andet materiale og er faktisk rigtig pænt. Sirligt muret op af sten og ler. Det viser sig, at Ruben har en kone. En lille pige på 16-17 år. Hun står forlegent og tager imod og, viser det sig, er gravid! otende eller niende måned. Heldigvis har jeg taget en flaske vin og brød med, for hun har tilsyneladende sat hele ugens madbeholdning på bordet for mig.

Ruben fortæller mig, at han bygger på huset, når han kan, for så at sælge det og bygge et nyt lidt større næste gang. Således vil han en gang nå frem til sine drømmes mål - at få en bolig udenfor favelaens uhumske, usunde omgivelser til gavn for sin lille familie. Han bygger sin fremtid op sten for sten i troen på, at en dag vil drømmen blive opfyldt.

Ruben lærer mig, at har du en drøm, et håb om, at tingene en skønne dag vil blive bedre, så kan du godt holde lidt elendighed ud i mellemtiden.

Når tingene i dag går mig lidt imod, så går mine tanker til en fattig skopudser i Montevideo, og jeg ved nu, at tror du på det gode i mennesket, så går du sjældent forgæves.

Hanne Skaalum er socialrådgiver

Læs kronikken i morgen:"Tilgivelsens mange dimensioner" af adjunkt Bo Kristian Holm