PRÆSTERS ARBEJDSLIV: I Haderslev Stift har man indført en personalehåndbog i erkendelse af, at præster i dag har brug for støtte og nye netværk
Er der en seniorpolitik for præster? Skal præstefamilier med skolesøgende børn have mulighed for at holde ferie i skolernes sommerferie? Spørgsmål som disse er beskrevet i en ny personalehåndbog, som er udsendt til alle præster og menighedsråd i Haderslev Stift.
Biskop Niels Henrik Arendt siger, at opslagsværket skal ses som et forsøg på at imødegå de uklarheder, der har været om præsters forpligtigelser og rettigheder.
- Vi vil ikke kalde præster for personale. De er ansat under andre vilkår, og vi vil helst holde fast i tanken om et kaldsaspekt ved præstegerningen, men alligevel er der brug for nogle retningslinjer til præsterne i lighed med, hvad der findes på arbejdsmarkedet i øvrigt, siger Niels Henrik Arendt om håndbogen, der er blevet til i et samarbejde mellem stiftets otte provster, præsternes tillidsrepræsentanter samt biskoppen og sendt som inspiration til landets øvrige biskopper.
En konsekvens af personalepolitikken i Haderslev Stift er et særligt indkøringsprogram, som alle nyansatte præster indgår i. Alle nye præster får tilbudt en mentor i skikkelse af en mere erfaren præst fra et andet provsti, der er to samtaler med provsten første år, foruden en samtale med biskoppen og et særligt arrangement, hvor de unge præster i stiftet mødes.
- En gang var der konventer, hvor præster naturligt deltog en eller to gange om måneden. Den kultur er i vid udstrækning væk, men der er brug for at tilbyde præster et andet forum for opbyggelse af netværk. I det hele taget vil vi gerne opmuntre præsterne til at bruge hinanden mere som kollegaer, siger Niels Henrik Arendt, der forventer, at den nye personalepolitik kan forebygge problemer.
Et andet fokusområde i stiftet er udbrændthed. I fjor modtog biskoppen fire sygemeldinger fra præster i stiftet med en udbrændthedsdiagnose. Da stiftet i efteråret indbød til temadag om udbrændthed og depressioner, meldte mere end 100 af stiftets 180 præster sig til arrangementet.
- Der er brug for, at præstegerningens særlige indhold i højere grad bliver betonet. Udbrændthedssymptomerne melder sig typisk, når forskellen mellem ideal og virkelighed bliver for stor. Præster må lære ikke at spejle sig i andres forventninger, men at være bevidste om deres særlig rolle. De skal ikke gå ud og være psykologer, men gøre sig deres rolle som sjælesørgere klar og være til rådighed med evangeliet, siger Niels Henrik Arendt.
nygaard@kristeligt-dagblad.dk