En følelse af fælles identitet

- I sognet har teamet af ansatte og menighedsrådet en fælles opgave, nemlig at være folkekirke for alle aldersgrupper og kirkegængere, lige fra dem, der kommer hver søndag, til dem, der hovedsageligt bruger kirken ved de øvrige kirkelige handlinger. Menighedsråd klager ofte over, at de forventninger, de har til at arbejde med de kirkelige aktiviteter, bliver skuffet. Tiden går jo hurtigt med administrativ og økonomisk forvaltning, og menighedsrådet kan derfor hurtigt miste pusten. Men her i kirken oplever vi, at kontakten er der mellem præster, kirkefunktionærer og menighedsrådet, hvilket skaber den nødvendige følelse af fællesskab og fælles identitet i vores formål. Så efter et menighedsrådsvalg sker der en vis afslibning af alle, men det ender altid med en godt sammenspillet gruppe, siger Jan Asmussen.

Også i det daglige blandt de ansatte klarer man sig med det, man har.

- Jeg oplever ikke, at der er et stort problem med den daglige ledelse. Både repræsentanter for kirkefunktionærerne og de fire præster deltager i menighedsrådsmøderne og kan selvstændigt udføre eventuelle beslutninger. Men det er klart, at den kirketjener, der føler sig klemt på arbejdspladsen, ikke lige har nogen at gå hen at tale med og få løst problemet. Men man skal være særlig opmærksom på, at den folkekirkelige arbejdsplads i dag kan betyde spændinger mellem den moderne funktionærkultur og den kaldskultur, som tidligere var fremherskende, siger Rane Kaas-Rasmussen.

Ingen kæpheste

I en del sogne oplaver man også, at der i præstegruppen kan være problemer med samarbejdet. I Farum Sogn skal fire præster finde ud af det sammen.

- At kunne give det folkekirkelige tilbud til alle aldersgrupper i sognet har kun kunnet lade sig gøre, fordi præstegruppen er så stor og har kunnet planlægge sammen. I mange af de kirkelige aktiviteter vil præsterne jo naturligt være primus motor og gå i spidsen. Samarbejdet har også kunnet blomstre, fordi ingen af præstrerne har specielle religiøse kæpheste og fordi menighedsrådet, selvom det er valgt på politiske lister, fungerer som en enhed uden kirkelige retningspræg, siger Jan Asmussen.

I Farum Sogn holder man løbende fællesmøder og temadage, hvor for eksempel andre sognes repræsentanter inviteres. Men hvor der også snakkes på tværs af personalegrupperne.

- Disse sammenkomster har været en værdifuld udveksling af, hvad hver især egetlig arbejder med. Det har betydet, at uvidenheden om de enkelte personalegruppers arbejdsopgaver helt givet er mindre nu, siger Rane Kaas-Rasmussen.

vincents@kristeligt-dagblad.dk



Fakta

Konflikter mellem præst og menighedsråd

I den igangværende valgperiode på fire år, som slutter til november, har flere menighedsråd nedlagt deres mandat eller truet med, og det er en ny situation for det kirkelige demokrati.

Det var menighedsrådet i Stauning sogn, der lagde for med at forlade posterne i protest mod sognepræst Claus Thomas Nielsen. Rådet er officielt trådt tilbage 1. april 2002.

I juli 2002 truede menighedsrådet i Kliplev i Sønderjylland med at gå i samlet trop, hvis ikke sognepræst Britt Tryde Haarløv, blev fjernet fra sin post. Truslen er senere trukket tilbage.

I Vordingborg menighedsråd er flere mdlemmer sivet ud i utilfredshed med samarbejdet i sognet og mellem præsterne.

Vor Frelser Kirke i Horsens blev trætte af arbejdet før tiden. 10 af rådets 15 medlemmer ønskede at nedlægge deres mandat, en trussel, der senere blev trukket tilbage.

I Vinderød i Nordsjælland gik hele menighedsrådet i protest mod, at biskoppen ikke ville forflytte sognepræst Karen Schroll-Fleischer.

I november sidste år måtte man i det lille Aversi Sogn mellem Ringsted og Slagelse konstatere, at både præst og menighedsråd var væk på grund af forskellige problemer – kun formanden holdt skansen. Rådet har siden skaffet seks nye medlemmer.

Senest har menighedsrådet i Mørke Sogn på Djursland nedlagt mandaterne i protest mod de dårlige samarbejdsforhold, som der åbenbart hersker i forhold til sognepræst Ida-Elisabeth Hagen Bielefeldt.