Opgør med darwinismen

Det moderne menneske synes næsten per definition at være "darwinist". Første trosartikel tages ikke alt for højtideligt - den løbende læresag in mente. For det moderne menneske fremstår "kreationister" for det meste i et lettere kuriøst skær, mest hjemmehørende i reaktionære (amerikanske) miljøer. De fleste "oplyste" "tror på" naturvidenskaben som total forklaringsmodel og anser teologien for forældet og ubrugelig. Men det er en fejltagelse, påpeger teologen og filosoffen Jakob Wolf i "Rosens Råb".

Han flytter så at sige moderne biologers tese om "intelligent design" væk fra den naturvidenskabelige, mekaniske årsags-virkningskategori og overfører den til en helt anden og ældre. Nemlig den af Kant fremlagte antagelse af den analoge erkendelseskategori: Som når man om en levende organisme siger: "Det er ligesom en maskine" eller "motor". Der er tale om en intuitiv erkendelse, der så at sige er forudsætning for for eksempel den velkendte årsags-virknings forklaring. Den levende selvstyrende mikroorganisme kan umiddelbart forstås analogt som en maskine med motor og drivkraft og så videre. Men ingen, nok så simpel maskine opstår "tilfældigt". Den konstrueres eller designes. Og den fungerer kun, hvis de enkelte, i sig selv "dumme", dele sættes sammen efter en bestemt ide. Designet kommer et andet sted fra end fra de primitive enkeltdele.

Det spændende i Wolfs beskrivelse af biologiens identitetskrise er, at han udelukkende refererer biologer. Den interne biolog-strid er bl.a. opstået på grund af Michael J. Behe's teori om "intelligent design": at selv den mest primitive levende organisme er så kompleks i sin sammensætning og funktion, at den ikke kan være opstået tilfældigt. Selv om verden er cirka 15 milliarder år gammel, er der ikke sandsynlighed for, at de - ikke-intelligente - aminosyrer skulle kunne finde sammen og danne netop den specifikke selvregulerende organisme. Der var simpelthen ikke tid nok! Behe og andre tilhængere af intelligent design teorien fastholder imidlertid stædigt, at det er en naturvidenskabelig teori. Men den kan ikke bevises naturvidenskabeligt. Og Wolf argumenterer med Kant overbevisende for, at det netop ikke er tilfældet. For naturvidenskaben kan per definition ikke bruge "intelligens", "formål" endsige da "mirakel" som forklaring. Det ville være at glemme de seneste 3-400 års naturvidenskabelige landvindinger og gå tilbage til før Newton. Men intelligent design ideen er heller ikke en slags moderne naturvidenskabeligt gudsbevis. Det ville ellers ligge i fin forlængelse af Aristoteles' årsagssystem og Thomas Aquinas' gudsbeviser! - Ikke sært, at mange biologer reagerer, som var der tale om en religionskrig. Ideen om intelligent design er, hvis Wolfs argumentation holder - og han virker meget overbevisende - netop en analog erkendelse, som vi simpelthen ikke kan komme uden om, hvis vi skal forstå mysteriet om livets opståen. Den hører så at sige med til menneskets medfødte egenskaber.

Det spændende i Wolfs lille bog er, at hans argumentation for den analoge erkendelseskategori er så overbevisende, logisk og samtidig enkel. Den analoge erkendelse er simpelthen forudsætningen for, at man kan udforske og forstå naturen ned i dens mindste mekaniske detaljer og samtidig fortolke tilværelsens mirakel som et udslag af Guds skabermagt. "Rosens Råb" virker beskeden, ja kompakt i sin form. Den er heller ikke særlig stor (120 sider), men er ikke desto mindre let læst. For den er spændende og instruktiv og befriet for enhver fordom.

Jakob Wolf: Rosens Råb - intelligent design i naturen, opgør med darwinismen. 128 sider. 179 kr. Forlaget Anis.

kultur@kristeligt-dagblad.dk