Præstekald på lige og ulige vilkår

En anden væsentlig forskel er den ændrede autoritet omkring præstegerningen. Da Børge Engmarksgaard begyndte som ung kaldskapellan i Ringkøbing i 1959, måtte han nødvendigvis anskaffe sig en alpehue, for i denne gamle embedsmandsby forventedes det, at præsten hilste med hatten/huen, når han kom på gaden. Det var også dengang man var "De's", og præsten blev tiltalt med efternavn.

Datteren derimod er på "Karin" med sine sogne. Hun har det fint med, at tiden har ændret på den gamle autoritetstro, og pillet præsten ned af piedestalen, ligesom overlæreren, overlægen og hvem der nu ellers havde fået anbragt sig på den.

- Som alle andre her på landet forsøger jeg at leve med som en naturlig del af fællesskabet i mine sogne. Jeg har det godt med at være "Karin" og ikke "pastor Engmarksgaard", og at præsten på den måde er kommet "ned på jorden", for samtidig oplever jeg, at der stadig er stor respekt omkring præsteembedet. Når jeg har dåb, bryllupper og begravelse, så er det min funktion som præst, der er i fokus.

ved Arla Foods i Vejle, og er væk fra klokken 7 til 17. Parret har to drenge på to et halvt og otte år, som henholdsvis er i dagpleje og skole/fritidsordning, og ellers er der gode naboer, som kan træde til.

- Præstearbejdet bliver jo aldrig et 8 til 16-job, og det skal det heller ikke være. Der er samtaler udenfor den almindelige arbejdstid og møder om aftenen. Det kræver naturligvis, at ens ægtefælle er indforstået med, at de skæve arbejdstider er en del af jobbet, men samtidig forsøger jeg hele tiden at være bevidst omkring mit familieliv, og prøver at få lagt alt, hvad der lader sig gøre, i dagtimerne.

Menighedens køkken

Som præst i et landsogn, hvor præstegården er såvel embeds- som privatbolig, er grænserne mellem arbejde og privatliv flydende, og det kan give problemer, men Karin Engmarksgaard fornemmer, at der i dag generelt er en større respekt omkring "præstens private rum", en større forståelse for, at også præster skal have lov til at værne om deres privatliv.

Da Børge Engmarksgaard var præst, flød tingene mere sammen.

- For eksempel blev vores private køkken også brugt, når der var møder i konfirmandstuen. Da man byggede præstegård i 1965 tænkte ingen på at etablere et separat køkken. Det lå helt naturligt, at præstens køkken også var menighedens. Først nu har man fået bygget et køkken til konfirmandstuen.

På samme måde blev præstens private stuer ofte inddraget til ældremøder m. v. i Ørum præstegård. Når der i dag holdes møde i Blåhøj præstegård, foregår det i konfirmandstuen, som også har sit eget the-køkken.

Karin Engmarksgaard:

- Jeg kan huske, hvordan vi som børn skulle liste rundt og ikke forstyrre fordi der var møde inde i dagligstuen, så for familiens skyld har jeg det fint med, at det hos os foregår i konfirmandstuen og ikke inde i vores private stuer. Der må godt være en vis afstand, og det føler jeg også bliver respekteret.

Tidligere havde den hjemmegående præstekone bagt kage og lavet kaffen, når der blev indbudt til møde i præstegårdene. Karin Engmarksgaards mand tager sin tørn med madlavningen i familien, men kaffelavning og kagebagning til møder er overtaget af aktive menighedsrådsmedlemmer.

Alarmklokker

Karin og Børge Engmarksgaard fremhæver husbesøg og sjælesorg som meget vigtige dele af præstearbejdet.

- Ofte oplevede jeg, at sjælesorgen naturligt udsprang af husbesøgene og begravelsessamtalerne, eller at den attest et menneske skulle hente i præstegården, måske slet ikke var hans egentlige ærinde, og her gælder det for en præst om at være vågen og lydhør, siger Børge Engmarksgaard, der mener at kvindelige præster generelt er bedre til sjælesorg, fordi kvinder i højere grad "har hjertet med" i det de foretager dem.

Karin Engmarksgaard vil ikke umiddelbart købe faderens argument, selv om undersøgelser viser, at kvindelige præster bruger mest tid på sjælesorgen. Hun understreger, at mange mandlige kolleger har meget stor forståelse for sjælesorgssamtaler.

- Jeg er absolut ikke enig med dem, der påstår at kvindelige præster er med til at gøre kirken til en "omsorgsklub", men sjælesorgen er vigtig, og måske fylder den mentalt mere hos kvinder end hos mænd. De har måske lidt sværere ved bagefter at lægge det fra sig, fordi de ofte i høj grad har hjertet med i det.

Karin Engmarksgaard betegner præstearbejdet som verdens bedste job, selv om det i perioder kan være både stresset og ensomt. Som hun selv, sidder mange præster alene med arbejdet rundt om i deres veludstyrede præstegårde.

- Engang imellem kan jeg godt savne en nærmere kontakt til arbejdskolleger, men heldigvis har jeg en god veninde, som er præst et andet sted i landet. Hende ringer jeg til engang imellem, når der er noget der skal snakkes igennem.

En rundspørge, foretaget af Kristeligt Dagblad, viser, at mange præster trives dårligt. Op imod halvdelen har stress, og hver fjerde overvejer helt at stoppe.

- Selvfølgelig kan det være stressende, for eksempel når flere begravelser falder oven i hinanden, eller op til højtiderne, men jeg håber aldrig jeg kommer i den situation, hvor jeg begynder at overveje at holde op, siger Karin Engmarksgaard. Men når vi er derude, hvor folk begynder at overveje at kvitte jobbet, fordi de ikke længere kan holde det ud - selv om de har brugt år på at studere og komme så langt - så skal det tages alvorligt. Så må alarmklokkerne ringe, så kan vi ikke bare acceptere, at sådan er det. Så må der nødvendigvis sættes større fokus på præsters arbejdsvilkår.