Både præster og Luthersk Mission advarer mod den kontroversielle prædikant Christian Hedegaard
I et brev til samtlige bestyrelser for Luthersk Missionsforening, LM, og Lu-thersk Missions Ungdom, LMU, i Nordsjælland ad- varer foreningens ledelse mod at deltage i møder med den kontroversielle vækkelsesprædikant Christian Hedegaard, som selv bor i Nordsjælland. Desuden tager folkekirkepræster afstand fra Hedegaards foredrag "Åndens magt", som han også har været i Grønland og Afrika med, og som han de kommende måneder satser på i Vestjylland.
Formanden for LM i Nordsjælland, ingeniør og lærer Ivan Ebbesen, står bag udsendelsen af advarselsbrevet og siger:
- Vi vil gerne advare kraftigt imod den tendens, at både voksne og unge fra LM vælger at tage til Christian Hedegaards møder. Det ser vi som en fare, fordi der er elementer i hans forkyndelse, som er helt i modstrid med Bibelen.
- Især de unge er tiltrukket af hans lære om dæmonuddrivelse, hvor han siger, at vi som kristne kan blive dæmoniserede, og at han kan hjælpe mennesker fri af dæmonerne, siger Ivan Ebbesen.
I brevet til Luthersk Missionsforenings lokale bestyrelser står blandt andet:
"Dersom I bliver bekendt med, at nogen i jeres kreds deltager i sådanne møder, vil vi henstille til, at I med al visdom advarer dem mod den påvirkning, de derved udsætter sig for, og stærkt fraråder dem at deltage".
Kristeligt Dagblad har talt med flere nordsjællandske præster, som har mærket konsekvenserne af Hede- gaards mødevirksomhed på den måde, at mange har ønsket sjælesorg hos dem. Nogle af dem ønsker ikke at stå offentligt frem, men sognepræst Roar Lavik fra Mårum nord for Hillerød fortæller:
- I kølvandet på, at Christian Hedegaard har været på egnen, får jeg altid mange henvendelser fra mennesker, som har fået problemer, fordi de har været med til hans møder. Det er folk, der sidder trofast på kirkebænken her i sognene, men efter at have været til hans møder har de fået den opfattelse, at deres sygdomme eller andre problemer er udtryk for, at de er blevet dæmoniserede, siger han.
- Det betyder, at selv kirkevante mennesker ved hans møder får den indbildning, at djævelen kan dæmonisere deres sind eller undertrykke deres krop. De tror, at de er underlagt djævelen i deres egen personlighed og føler sig tilskyndet til at få dæmonerne uddrevet af ham, siger Roar Lavik, der lige som LM advarer folk mod at deltage i Hedegaards møder.
I Grønland har Christian Hedegaards radikale forkyndelse om frelse fra dæmoner medført kirkelig uro flere steder og skarp kritik fra Grønlands biskop. Som omtalt i Kristeligt Dagblad tidligere på sommeren har den grønlandske frikirke sammen med lokalbefolkningen i den lille bygd Kullorsuaq derfor besluttet, at Hede- gaard er uønsket i fremtiden.
Herhjemme fremgår det af hjemmesiden for Christian Hedegaards missionsorganisation, Evangelist, at den lille vestjyske by Arnborg er næste mål for "Åndens magt"-møderne. En gang om måneden frem til jul får byen besøg af Christian Hedegaard, men det tager den stedlige sognepræst, Jens Djursdal Madsen, med sindsro.
- Med det let grundtvigske præg, som er blandt befolkningen her, tror jeg ikke, han vil få større succes med at få overbevist ret mange om, at han sidder inde med den sande udlægning af kristendommen. Jeg tror, vi er godt rustede til, at han kommer her.
Christian Hedegaard er for tiden på prædikenrejse i Kenya og Rwanda, men meddeler gennem sin koordinator, Camilla Holstein, at han ikke ønsker at kommentere kritikken.
kiil@kristeligt-dagblad.dk