Moderne præster

Det er et psykologisk faktum, at alle forandringer skaber modstand i en organisation. Det vil forandringer i den kirkelige struktur også gøre. Men de er påkrævet.

Der er ingen tvivl om, at arbejdet som præst af mange sognepræster opfattes som det bedst tænkelige. De stortrives og slås hverken med stress, udbrændthed eller ønsket om at gøre noget helt andet. Præstejobbet giver dem frihed, og professor Tage Søndergaard Kristensen fra Arbejdsmiljøinstituttet i København har stillet sig kritisk over for de præster, der føler sig stressede, og gjort opmærksom på, at præster er blandt den faggruppe, der lever længest i landet.

Men også præstestanden lever på det modernes vilkår med alt, hvad det indebærer. Fortidens præstegårde med en mandlig præst og medhjælpende præstekone finder man ikke længere mange steder. Om føje år vil flertallet af sognepræster statistisk set være kvinder, der enten er enlige, fraskilte eller gift med udearbejdende mænd. Det forandrede familiemøster betyder, at der overalt stilles større krav til både mandlige og kvindelige præster, fordi de udfordres på arbejdsfronten såvel som derhjemme, men traditionelt vil kvindelige sognepræster være mere hængt op på hjemmefronten end mandlige, hvilket også bidrager til den tiltagende stressfølelse.

De yngre præsteårgange tilhører generationer, der har taget afstand fra autoriteter og derfor ikke ser sig selv som sådanne i sognet. Også her er der et skisma imellem menighedens forventning til sognepræsten og præstens selvopfattelse. Dette skisma er også udtrykt ved, at sognepræsten ofte tillægges en særlig rolle som kristendommens repræsentant og ambassadør i sognet, fordi kristendommen betyder så lidt for så mange. Rektor for Pastoralseminariet i København, Mogens Lindhardt, har peget på, at det tynger præster at blive pålagt rollen at skulle oppebære kristendommen i et sogn.

Langt mere end en egentlig arbejdsbyrde er det formentlig dette skisma mellem menighedens forventning til præsten og præsten selvforståelse, der skaber følelsen af stress og udbrændthed hos nogle.

Kirkeministeriet har nedsat en arbejdsgruppe, der nu skal se på det psykosociale arbejdsmiljø i folkekirken og hele den kirkelige ledelsesstruktur. Arbejdsgruppen skal snart holde sit første møde - to år efter at en analyse af arbejdsmiljøet i folkekirken påviste, at der er problemer. Det arbejdstempo er ikke imponerende. Men nu mødes gruppen, og det bør der komme noget markant nyt ud af. Det er for let at feje de dokumenterede problemer af bordet med bemærkninger om, at alle stresser nu om dage. Folkekirken har brug for energiske og dynamiske præster, og dem får man ikke, hvis de på grund af et sammenfald af mange forhold føler sig presset ud i tovene.

bjer