Bak de ensomme præster op

Hubermans bog bygger på solid forskning og en række undersøgelser. Han hævder, at når endelig læreren kommer ud i skolen og får sin egen klasse, så overvældes han af to modsatrettede følelser: Enten en dyb glæde over endelig at være fri fra studierne og kunne få lov at praktisere teorien i en rigtig sammenhæng. Eller ængstelsen: Kan jeg klare det? Her er pointen, at ledelsen må træde i karakter og give støtte, opbakning og coaching til medarbejderen, som derved guides videre frem til stabilisering i jobbet.

Næste knast kommer efter ca. 10-12 år. Enten ved at man i overdrevet virketrang slår sig på aktivisme og helt overdrevne eksperimenter, for nu skal der altså ske noget! Eller medarbejderen oplever, at en sådan "midtvejskrise" slår ud i selv-tvivl: Jamen, der sker jo ikke noget/nok. Mon jeg duer alligevel?

Her er ledelsens udfordring at guide sådanne medarbejdere til at se, at hele verden trods alt ikke står og falder med dem alene. Der er et opbyggeligt perspektiv i salmen "Du gav mig, O Herre, en lod af din jord". Her var der nogle som ryddede marken for sten, andre kunne så og atter andre kunne høste. Samtidig må ledelsen her hjælpe den enkelte til at se, at man altså gør en forskel. Også selv om det er i det små. Når man arbejder meget alene, kan man ofte gå og hvirvle sig ind i sære vrangforestillinger. Derfor ser vi også, at folkeskolen i dag arbejder meget i teams. Og samtidig ser vi, at lærernes faglige stolthed er blevet forøget. Kan der være en sammenhæng? For min del er jeg ikke i tvivl, så kirken må også opdage teamets goder, som resten af samfundet jo har kendt til gennem nogle årtier!

Den sidste knast i lærernes livscyklus er, når de enten kommer til afklarethed, som sigter på en glad tjeneste og dermed også en senere tilbagetrækning med tilfredshed. Eller at man ender i en utilfreds og sur konservatisme, fordi intet andet havde vist sig at fungere for mig, og derfor faktisk slutter tjenesten i bitterhed.

Her er ledelsesudfordringen at vise medarbejderen, at tryk avler modtryk, og at man selv gennem sin adfærd kan bidrage til at skabe eller hindre en udvikling. Men her skal ledelsen anvende betydelige ressourcer til coaching og sparring.

Som sagt tror jeg, der er væsentlige sammenligningspunkter mellem præster og folkeskolelærere i netop dette stykke. Og derfor kan folkekirken også drage nytte af de erfaringer, der er gjort på lærerområdet.

Præsterne fortjener den bedste opbakning, for de står i en ofte ensom kamp med udfordringer, som appellerer til samvittigheden. Når præsters samvittighed tilsiger dem at hjælpe og handle, så slår en 37-timers uge sjældent til. Og når præsterne så også skal slås med en manglende personalepolitik, så er det vel forståeligt, at bægeret snart er fuldt.

Poul Langagergaard,

ledelsesrådgiver og cand.theol.,

Kornmodsbakken 12,

Århus V