Synet på Bibelens tekster

Dommedag er kun et af mange begreber og udsagn i Bibelen, som kan dele teologer og andre kirkefolk i to lejre, alt efter hvor bogstaveligt man mener, man skal opfatte Bibelens tekster.

Indtil Ooplysningstiden læste man verden over Bibelen som åbenbaringen af Guds vilje. Man anså Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente for at være en skildring af den sande, fremadskridende historie i forskellige tidsepoker. Men efterhånden blev den historiske sandhed og den religiøse betydning adskilt.

Den danske professor P.G. Lindhardt satte i 1953 alvorligt spørgsmålstegn ved begrebet paradis, og nogle mente, at han ved den lejlighed aflivede det evigt liv. Andre sagde, at han blot pegede på, at vi ved så lidt om det evige liv, at vi ikke kan tillade os at sige ret meget.

Det er ikke kun akademikerne, der har ført lærde diskussioner om Bibelens indhold og hvor bogstaveligt det skal opfattes. Forskellen i bibelsyn forplantede sig helt ned på græsrodsplan, da KFUM og KFUK i Danmark og Indre Mission i 1978 gik hver til sit og anskueliggjorde splittelsen i folkekirken mellem på den ene side det historiske og kritiske bibelsyn og det bogstavelige og bibeltro (som nogle kalder det) på den anden.

Andre emner har givet anledning til debat om, hvorvidt de skal opfattes bogstaveligt ud fra bibelteksten: jomfrufødsel, opstandelse, vielse af homoseksuelle, kvindelige præster, fortabelse eller frelse, og Jesus natur som menneske og Gud.

Kilde: Den store Danske Encyklopædi og Politikens Bibelleksikon