Han vil videre

- Tanken om menighed fascinerede mig, og jeg mente, at jeg havde nogle evner, der kunne være til gavn i kirken, siger han. Som nyudannet præst og efter syv ansøgninger fik han, hvad han kalder drømmeembedet i Viborgs sydlige bydel. Og sammen med sin hustru Tina og den dengang etårige søn flyttede han ind i præsteboligen på Tyttebærvej i Viborg.

- Vi følte os velkomne. Vi kom fra studentervilkår i Århus og tænkte "wau", da vi rykkede ind i den nymalede præstebolig. Jeg regnede ud, at jeg kunne nå at være 42 år i embedet, og allerede ved min indsættelse lovede jeg menigheden, at det ville jeg ikke, siger Keld Hvolbøl Rasmussen.

For tre år siden begyndte han at læse HD i organisation og ledelse. Han holdt kortene tæt ind til kroppen, kun de allernærmeste vidste, hvad han brugte de tidlige morgentimer og sene aftentimer på.

- Jeg kunne se, at jeg ikke bare kunne blive ved med at være sognepræst. Men der kommer ikke nogen i folkekirken og går i dialog med dig og spørger, hvordan du kunne tænke dig at udvikle dig. Al den fokus, der er i virksomheder på medarbejdernes udvikling, er fraværende i folkekirken, skønt det er indlysende, at præsten er en nøgleperson i menighedens liv.

I april fik han en opfordring til at søge jobbet som adjunkt på Herning Handels- og Ingeniørhøjskole, hvor han er ansat for to år, samtidig med at han skal gøre HD-studiet færdig. På sigt vil han gerne være selvstændig og arbejde som konsulent med speciale i ledelse.

- Det var vigtigt for mig at se mit arbejdsliv bevæge sig i en eller anden retning. Jeg kunne ikke holde tanken ud om at se mig selv lave det samme om 10 år, selv om der ikke er blevet færre kirkegængere i de år, jeg har været i sognet. Det er udtryk for et personligt livsbegær, som jeg tror er karakteristisk for min generation. At blive provst var den eneste avanceringsmulighed, jeg så i kirken. Jeg vidste, at jeg ikke havde lyst til at gå den vej.

Keld Hvolbøl Rasmussen er med familien, der nu tæller tre børn, rykket fra præsteboligen nær den evigt susende A13 til et parcelhus på landet nær Herning.

- At eje et hus, selv kunne præge det og virkeliggøre forskellige ændringer i takt med, at økonomien tillader det, er tilfredsstillende. I starten så vi præsteboligen som et frynsegode, men efterhånden virkede embedsboligen som noget, der begrænsede vores frihed. Vi kunne ikke vælge, men vi havde pligt til at bo netop der. Jeg tror, det er en frustration, som mange præster deler, og som ofte er grobund for konflikter mellem præst og menighedsråd.

Keld Hvolbøl Rasmussen forventer ikke at skulle arbejde mindre i sit nye job, men håber at kunne arbejde mere koncentreret og holde fri i weekenden. Og så ser han frem til at slide kirkebænke.

- Jeg begyndte som ivrig KFUM og KFUK'er på teologistudiet, men er gennem studiet og i mine år som præst blevet mere glad for højmessen, salmerne og liturgien. Jeg skal ikke være hobby-kristen, men søndagens højmesse sætter jeg stadig stor pris på at have med. Det er mit fundament.

- Men jeg ser frem til at blive mere privat. Min kone og jeg har ikke solet os i rollen som præstepar. Det har været dejligt ikke at kunne gå de 200 meter fra præsteboligen til kirken uden at blive mødt af børn, der råber "hej præst". Det er også godt at blive kontaktet af folk, der gerne vil tale med en. Men jeg havde også lært mig at gå i supermarkedet og købe ind med nedslået blik, fordi jeg ikke orkede at tale med nogen, siger Keld Hvolbøl Rasmussen.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk