På sporet af den retfærdige krig

Hitlers okkupationer før og under Anden Verdenskrig turde gælde som det sidste eksempel på en territorialkrig i Europa, når der bortses fra problemerne på Balkan. For Hitler selv var hans erobringskrig naturligvis retfærdiggjort ved hensynet til det tyske folk, der behøvede "Lebensraum". Men Hitlers vanvidsforehavende gjorde det endegyldigt forbi med erobrings-krige i Europa. Efter Anden Verdenskrig blev grænserne definitivt lagt fast. Og erobringen af fremmed territorium definitivt afskrevet som et retfærdigt krigsmotiv.

Derimod synes forsvar af territorium og beskyttelsen af egen suverænitet stadig at kunne gælde som et legitimt krigsmotiv. Det kommer i dag til udtryk i kampen mod terrorismen ("den usynlige fjende"), der netop nødvendiggør interventioner i fjerntliggende landområder (Afghanistan, Irak og andre "slyngelstater").

En anden krigstype er, hvad man populært kunne betegne som muskelkrig, dvs. en krig, hvor krigsherren eller den krigsførende part primært skal vise sin styrke og vinde ære og berømmelse - ikke mindst for eftertiden. Så anerkendt og udbredt denne krigstype var i antikken, ligeså absurd må den synes for vores vestlige forståelse i dag. En regulær "muskelkrig" kan på ingen måde gælde som "retfærdig krig".

En tredje krigstype kan betegnes som hellig krig, hvor det er "Guds ære", der er på spil, og som normalt sættes i forbindelse med den islamiske verden. Men "hellig krig" eller "religionskrig" kendes også fra europæisk sammenhæng. Man behøver blot at tænke på korstogene i middelalderen, og senest Trediveårskrigen 1618-1648, hvor kampen stod mellem protestanter og katolikker. Berømt er imidlertid året 1633, hvor det katolske Frankrig af realpolitiske hensyn indgik i en alliance med det protestantiske Sverige mod det katolske Østrig. Den Westfalske Fred i 1648 slog endegyldigt fast, at religion (konfession) var en ren national sag, som andre lande ikke skulle blande sig i. Enhver form for "hellig krig" turde således for længst have mistet sin gyldighed som "retfærdig krig" i vestlig forståelse.

Endelig kunne man for det fjerde tale om humanitær krig. Betegnelsen rummer en bevidst sproglig pointe fra min side, idet ordet "humanitær" jo almindeligvis anvendes i forbindelse med hjælpearbejde. Det er da også sådan, at denne motivation for krig skal forstås – nemlig som beskyttelsen af menneskerettigheder og frihedsrettigheder, som de kendes fra diverse erklæringer fra slutningen af 1700-tallet og frem. Af samme grund er denne krigsmotivation da også en ret ny opfindelse. Den får først for alvor betydning med bekæmpelsen af fascistiske regimer (nazismen og den seneste Irak-krig).

Min pointe er, at menneskerettigheder og frihedsrettigheder er blevet det eneste legitime motiv for krigsførelse i dag. Påstanden kan underbygges ved henvisning til, hvad f.eks. USA selv anfører som det overordnede mål for Irak-operationen: nemlig det irakiske folks frihed. At afsættelsen af Saddam Hussein har været af vital interesse for USA, bliver i den offentlige fremstilling nedtonet til noget sekundært. Man vil for enhver pris beskytte sig mod beskyldninger for illegitim krigsførelse: det være sig "erobringskrig", "muskelkrig" eller "hellig krig" i en sekulariseret udgave.

Det er da også som væbnet aktion i menneskerettighedernes og frihedsrettighedernes navn, at den USA-ledede Irak-operation påberåber sig at være "retfærdig". Spørgsmålet er imidlertid, om ikke argumentet rummer en indre selvmodsigelse.

Helt elementært går menneskerettighederne ud på, at ethvert menneske har ret til at leve sit liv (en bestemmelse, der vel at mærke ikke problematiseres, men tværtimod underbygges og bestyrkes af kristendommens menneskesyn).

Gælder det, at ethvert menneske har ret til at leve sit liv, hører det med som en nødvendig følge, at intet menneske har ret til at tage et andet menneskes liv. Man kan ikke på den ene side hævde kravet om menneskets ubetingede ret til at leve sit liv – og så på den anden side kalkulere med muligheden for at tage et andet menneskes liv.

Derfor er det i bund og grund selvmodsigende at erklære en krig for retfærdig i menneskerettighedernes navn. For krig betyder altid tab af menneskeliv – civile såvel som militære.

Netop i lyset af det eneste afgørende legitime motiv for krigsførelse i dag – nemlig beskyttelsen af de universelle menneskerettigheder – vil krig altid være uretfærdig, idet krig altid koster menneskeliv.

Det viser sig måske tydeligst ved de traumer, krigshandlingerne efterlader sig hos langt størsteparten af de involverede soldater. Den, der i krig slår et andet menneske ihjel, vil være plaget på sin samvittighed resten af livet – netop fordi, der ikke er noget, der kan retfærdiggøre det, som er sket. Og man gør klogt i ikke at forsøge at dulme disse samvittighedskvaler ved at sige, at "det var kun retfærdigt, hvad du gjorde". Det gør kun ondt værre.

Pointen bliver dermed, at den humanitære dimension gør, at det i vores forståelse ikke er muligt at bruge udtrykket "retfærdig krig". At pynte på en krigsaktion ved at sige, at den i virkeligheden er "retfærdig", er i grunden ikke meget anderledes end at erklære den for "hellig", for så vidt som man derved immuniserer den over for al kritik og debat.

Derimod kan man tale om "nødvendig krig". Krigsaktioner kan være nødvendige – netop for at beskytte retfærdigheden, når alle andre midler og muligheder er brugt op. Hvorimod en rendyrket pacifisme meget vel kan ende med at blive til gavn for uretfærdigheden.

Forholdet mellem retfærdighed og nødvendighed i forbindelse med moderne krig kan til slut sammenfattes i følgende sætninger:

A) Krig kan aldrig være retfærdig, for så vidt som krig koster menneskeliv.

B) Krig kan være nødvendig for at beskytte menneskeliv.

C) Man kan af samvittighedsgrunde være nødt til at handle mod sin samvittighed.

At kalde tingene ved deres rette navn kan aldrig være vigtigere, end når det handler om krigsaktioner.

Peter Thyssen er lic.theol., orlogspræst og

sognepræst ved Holmens Kirke

Kronikken er en redigeret version af et oplæg holdt om bord på korvetten Peter Tordenskiold for skibets besætningsmedlemmer under en NATO-øvelse ved Gibraltar-strædet i foråret 2004.