Af Johanne Duus Hornemann |
3. august 2004
HVEM ER GUD? - Det bedste ved Gud er, at han har givet os mere handlefrihed og mere personlighed, end der strengt taget er grund til, siger tv-vært og chefredaktør Clement Behrendt Kjersgaard
Hvem er Gud?
- Hvad er det næste spørgsmål så? "Hvem er din yndlingsapostel og hvorfor?" Nå, spøg til side. Min gymnasierektor i Hong Kong, der underviste mig i videnskabsteori og var skeptiker per excellence, sagde engang, at det forekom ham usandsynligt, at mennesket overhovedet skulle have forudsætningerne for at kunne komme til at kende et gudsvæsen, hvis det eksisterede. Hvis han har ret, er al religion ren arrogance, siger Clement Behrendt Kjersgaard, vært i tv-programmet "Tal med Gud" og chefredaktør af netmagasinet Ræson.
- Men over for den opfattelse står så idéen om religionen som en kilde til tilbageholdenhed - som når nu præsidentkandidat John Kerry ikke vil påstå, at "Gud er på vores side", men med Lincoln "ydmygt bede at vi er på Guds side". Det er vel den helt store uenighed om religionens rolle i de her år - er den udtryk for ydmyghed eller arrogance?
Hvad betyder Gud for dig?- Det må vel være alt eller intet, ikke? Og i givet fald: alt. Jeg holder grundlæggende med Descartes, som sagde, at logikken i en Gudsskabt verden er betydeligt stærkere end alternativet.
Hvordan kan man tale om Gud?- Hvordan kan man lade være?
Hvordan viser Gud sig i dag?
- I verdens vedblivende kompleksitet. Hvis universet blot var en række effekter, udløst af en enkelt oprindelig tilfældighed, ville tingene ikke være så modsætningsfyldte: de ville gå i én retning. Tilværelsen ville næppe vedblive med at genskabe sig selv på nye måder, og vi ville ikke være konstant udspændt i det her sitrende magnetfelt.
Hvad er det bedste og det værste ved Gud?
- Det bedste ved ham er vel, at han har givet os mere handlefrihed og mere personlighed, end der strengt taget er grund til. Vi kunne have betydelig færre individualistiske træk, uden at verden behøvede se voldsomt meget anderledes ud.
- Det værste? Jeg har aldrig - og nu taler jeg ikke af frygt for konsekvenserne - haft en lang liste med kritikpunkter. Livets mest påfaldende bygningsfejl forekommer mig at være, at det er så kort.
- Så resultatet af de to ting - det bedste og det værste - er vel: det korte livs intensitet. Med risiko for at komme til at citere fra "The Lion King" så føles det som om vi, hver time, har mulighed for at træffe flere valg og øve større indflydelse, end vi kan overkomme. Dét har altid karakteriseret mit Gudsforhold: den enorme opgave det er, at varetage det potentiale og udnytte de chancer, og frygten for at svigte - ikke at leve op til livet. Til gengæld fratages vi så hele det potentiale i et enkelt hug. Så det er en meget kort, koncentreret tilværelse. Den tanke drager os - for der er noget i livets pludselighed og hast, vi har urimeligt svært ved at vænne os til. Vi kan ikke helt acceptere, at vi selv skulle være så flygtige og så forvirrede.
duus@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad