På sommermøde med Pontoppidan

I år handlede sommermødet om romanen »Det forjættede Land«, der sammen med »Lykke-Per« og »De Dødes Rige« var med til at indbringe Henrik Pontoppidan (1857-1943) Nobelprisen 1917. »Det forjættede Land« er romanen, som P.G. Lindhardt fremhæver som et glimrende portræt af grundtvigianismen og højskolebevægelsen omkring år 1900.

I Bjerringbro snakkede vi for eksempel om, hvorvidt præsten Emanuel Hansted ender i religiøst vanvid, fordi han er erotisk hæmmet. Fordi han vender troens overskud til indbildningens underskud, når han ikke vil nøjes med at blive som Jesus, men Jesus selv. Eller fordi gudelige vækkelser nu engang er i stand til at få folk til at skabe sig.

Og vi mente, at den præste- og kirkeskeptiske Pontoppidan trods alt har mere respekt for den forrykte og anspændt lidende Hansted end for den normale og ulidenskabelige »pastor Petersen«. Romanens rare sognepræst, der forholder sig passivt, fordi Kristus jo allerede har gjort arbejdet for os og der derfor ikke er grund til andet end at læne sig tilbage og nyde livet.

$SUBT_ON$Kompliceret forfatter

Kristendommen er livsfarlig for folk med et svagt ego. Den kan gøre sindssyg og få mennesker til at lide af en kulturel anorexi, hvor kødelige drifter sættes på skrump, mens ånden vokser og vokser. Var det ikke omtrent sådan, præstesønnen Henrik Pontoppidan så på det?

Men hvad ved vi? Pontoppidan er kompliceret, fordi han tilsyneladende vælger parti for det ene - landlig stilhed frem for by, fortid frem for nutid, naturlig bondepige frem for sofistikeret kvinde, vækkelsesprædikant frem for nøgtern forkynder, naturvidenskab frem for gudsrige, uafhængighed frem for ægteskab, osv. Og lige når man tror, man ved, hvor man har ham, besnæres han af det modsatte.

»Jeg er vild med Pontoppidan. Han har hjulpet mig meget. Hans skildring af Jytte Abildgaard i »De Dødes Rige«, hendes forelskelse i Torben Dihmer, hendes afmagt... Sådan er livet! Ondt, men også meget, meget skønt...«, siger en kvinde lavmælt næste morgen, mens vi står og skærer franskbrød oppe ved buffeten.

$SUBT_ON$Specialeskrivere

Vi fyrre deltagere er kvinder og mænd i alderen fra midt i livet og opefter.

Her er en kunstner, en retsassessor, en hudlæge, en arbejdsmediciner, en grosserer, en forfatter og mange gymnasielærere og andre undervisere, pensionerede eller stadig i job, hvis studerende man må misunde, fordi de har fået lov at opleve lærere, der stadig brænder for faget, når der er frikvarter.

Nogle af deltagerne har skrevet speciale om Pontoppidan i deres unge dage. Det gælder cand.mag., forfatter Flemming Behrendt, der leder mødet sammen med Selskabets formand, lektor og dramaturg Birgitte Hesselaa. Han skriver lige nu på en Pontoppidan-biografi og redigerer også Selskabets hjemmeside www.henrikpontoppidan.dk

»Vi vil godt høre alt om Marie og Antoinette«, siger vi. Pontoppidan forlod Marie og to mindreårige sønner for at gifte sig med Antoinette. Kærligheden, dramaet og samvittighedskvalen går igen i hans romaner sammen med indtryk fra Pontoppidans opvækst i præstegården i Randers ikke så langt fra vores kursussted. Men Behrendt tænder øjensynligt mere på de forskellige udgaver af Pontoppidans bøger og forfatterens perfektionering af stoffet, der indimellem kan forveksles med rastløse og ubeslutsomme ændringer. Eller også holder han bare de biografiske kort tæt ind til kroppen lidt endnu.

$SUBT_ON$Litterær håndværker

»Jeg prøver at undersøge, hvordan han som håndværker forsøgte at arbejde med sit stof. Hvordan han greb personer, steder og begivenheder fra sin egen og fantasiens verden og med suveræn evne formede dem til den historie, han gerne ville have frem. Han lod sig sågar inspirere af sine egne romaner, da han senere skulle skrive erindringer! Meget tyder således på, at Pontoppidans selvbiografi har taget farve af »Lykke-Per« og »Det Forjættede Land«. Det er svært at påvise, at Pontoppidans far skulle have været den strenge og patriarkalske far, som sønnen fremstiller. Derimod ved man, at Henrik Pontoppidan selv forlangte tavshed af sine børn, når familien var samlet til middagsmad. Det er måske heller ikke rigtigt, at det var verdensmanden Henrik Pontoppidan, der kynisk fangede den uskyldige landbopige Marie ind for siden at kassere hende. Jeg har en teori om, at det var Marie, der fangede Henrik ind. At hun ville have haft hans bror, højskoleforstanderen, men valgte den næstbedste, da dette ikke var muligt«, fortæller Flemming Behrendt.

»Det her er noget af det bedste, jeg har hørt! Jeg glæder mig til at komme hjem og holde foredrag for mine børn og børnebørn«, udbryder en mand i kaffepausen. Vi har lige været til foredrag hos lektor ved Københavns Universitet, forfatter, dr.theol. Svend Bjerg.

På spørgsmålet om, hvad tilhøreren kan lide hos Pontoppidan, svarer han: »Den fornemme sprogbehandling og det at han lader en træde ind i en helt anden verden. Det er simpelthen god underholdning«.

Ud over Flemming Behrendt og Svend Bjerg fyrede universitetslektor og forfatter Mogens Davidsen, forfatter, cand.mag. Hanne Engberg, forfatter Katrine Marie Guldager, universitetslektor Lise Præstgaard Andersen og universitetslektor Søren Schou op under weekendens debat.

I toget hjem til København snakkede vi videre om Pontoppidan og den gode stemning på Sommermødet. En deltager, der også er medlem af Blicher Selskabet, mente dog nok, de var lidt mere folkelige og fornøjelige hos Blicher Selskabet.

Det er muligt. Men lige nu var nogle af os mere optaget, for ikke at sige forpinte af, at det ikke lykkedes at få opklaret, hvordan Pontoppidan kunne tilslutte sig kirkefaderen Augustins valgsprog trahimur, der betyder »vi føres«.

Mener Pontoppidan af Gud, skæben eller den måde vi fortæller vores liv på? Det må vi tage op, næste gang vi mødes.

boas@kristeligt-dagblad.dk